Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Tolfte häftet
- Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk fi i’ o s a
Bakterie, der faar Planten til at gro »af sig
selv». Eller for at citere Jacob Paludan:
Luften mangler den inderste Ømhed. Det ser
ud, som om det er Sommer, men det er
Efteraar og Forfald. — Han er for klog og for
kritisk. Det er sjældent noget for Lov at
vokse selv.
Med dette andet Bind har Bogen reddet
sig som »Dokument» og Tidshistorie, men tabt
en hel Del som Roman.
*
Naar man ellers løber igennem Aarets
Bogfortegnelse, opdager man, at der var meget
andet at fornøje sig over. Der var mange smukke
og velplejede Dyr i Arken. For den, der sætter
Pris paa venlige Milieuskildringer og en
munter Københavnerstemning, noget »i
Luften», lader det sig gøre at anbefale Vilh.
Gross: Den gule By, en formaalsløs, men
hyggelig og solbeskinnet Skildring af Livet i
Kresjan Firtals By, Nyboder, hos Holmens
Folk. Ogsaa her faar vi en genoplevet Verden
— et Barns Erindringer og en kæk Drengs
Indianerkrig med alt og alle; hvert Øjeblik
et nyt Eventyr, Slagsmaal, Sjöv i Gaden og
Krig i Grønningen. — Harald H. Lund har
i sin fornøjelige Skitsebog: Lørdag fanget en
Række ægte, københavnske Typer i sit Net.
Mange sære Fisk og Originaler, skildret med
et oplagt Humør og med en fintmærkende
Sans for Jargonen og Hjertelaget.
Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes
vendt tilbage til sin »svenske» Fortid med
Historien om min Moder, en Roman,
vemodigtragisk som en blikstille Efteraarsaften, om
en glædesløs og forpint Barndom og en
stilfærdig, lidt »gammeldags» Historie om en
skjult ægteskabelig Kamp, set med et Barns
gammelkloge Blik. — Sara Nielsen-Stevns
overraskede os med en meget fint og nænsomt
fortalt Kvindehistorie, Sonne (fortsat i Den
kostelige Gåve), et Slags selvbiografisk
Tilbageblik, hvor noget norsk paa en frugtbar
Maade forbandt sig med noget dansk. Man
opdagede hurtigt, at Sara Nielsen-Stevns
har ret usædvanlige Evner, naar det gælder
at skildre det kvindelige Sinds intime Luner
og Oplevelser; hun gør det med en tiltalende,
vemodig Følsomhed. Emnet: en ung Kvindes
Barndom, Forelskelser og videre Udvikling,
er ikke usædvanligt, men Talentet er det.
Sæsonen bød ogsaa paa et meget interes-
sant »come-back», idet Albert Dam, der har
været tavs i mange Aar — næsten en
Menneskealder — pludselig udsendte en velskrevet
Bonderoman: Saa kom det nye Brødkorn,
hvor man især lagde Mærke til et velformet,
dæmonisk-bestialsk Kvindeportræt, malet i
grumme Kulører — rødt og sort. — Cai M.
Woel skrev en Roman, Døden gaar forbi,
der baade er læselig og underholdende,
velsagtens fordi Stoffet væsentligt er
Erindringer fra Soldatertiden.
Johannes Weltzer har i Taifun over
Europa leveret et »politisk» Forsvarskrift,
der betegnes som en lyrisk Vision. Det kan
ikke være nogen Overraskelse, at Johannes
Weltzers blonde Sværmeri for et
Evigheds-»Brüderschaft» maatte ende i et teoretisk
Koketteri med Kommunismen, Bogen kan
nydes som en fortræffelig Penneprøve;
noget »synsk», en Stil med Kattens Ynde. Som
politisk Forsvar er Bogen svagt
underbygget (for ikke at sige noget, der er værre
endnu), og dens mange Grusomhedsdetaljer
staar til Visionen som et Saar til et
elskeligt Ansigt.
H. C. Andersen-Medaljen lokkede et Par
Manuskripter frem, der næppe har megen
Modstandskraft overfor den rindende Tid:
Kelvin Lindemann: Vi skal nok blive
berømte og Andrea Andreasen: Døden har
Nøglen. Ingen af dem naaede over
Gennemsnittet. Konkurrencens Aldersgrænse blev
fornuftigt nok sat op til 35. Det er et
Spørgsmaal om Medaljen ikke burde smeltes om
og anvendes paa en fornuftigere Maade.
For Marcus Lauesen blev De meget skønne
Dage et meget alvorligt kunstnerisk Nederlag.
Ved nærmere Eftersyn viste det sig, at
Romanen var et ubehageligt og vidtløftigt
Skøn-snakkeri og forholdsvis usikker og ulden i sin
Psykologi. De mange Gentagelser og
Selvbeskuelsen trættede. Forhaabentlig er det
kun Overproduktionen, der har svækket hans
Selvkritik for en Tid. Bogen er skrevet med
lukkede Øjne. — Vil man se den danske
Tunge i dens sikreste og klareste Form, skal
man læse Hans Hartvig Seedorff
Pedersens: Gudinder i Danmark, et Stykke lyrisk
Naturmytologi uden menneskelig Staffage,
eller fordybe sig i Knud Hjortøs efterladte
Skitser: Under det svindende Lys.
Den væsentligste Del af den øjeblikkelige
Prosa vender tilbage til Fortiden. Ikke af
historisk eller antikvarisk Interesse. Det er
663
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:04:48 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1934/0723.html
