Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Nyere dansk Litteraturforskning. Af Aage Houken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aage H o u k e n
I
I
Iri
m
i
Harald Nielsen.
Falbe-Hansen besørgede et Nytryk af i 1903,
et Forsøg paa at tolke Ewalds Digt
»Rungsteds Lyksaligheder» og den omstridte Dame
i Slutningsverset. Interessante er ogsaa
»Kætterske Tanker om Kærlighed uden Strømper»,
hvor hun med nogen Ret fastslaar, at
Wessels udødelige Parodi ikke er rettet mod den
klassiske franske Tragedie, — hans Smag og
Dannelse var jo netop fransk — men mod
de uheldige Efterligninger, og specielt det
borgerlige Drama.
Af de Folk, der kan betragtes som Elever
af Brandes, maa selvfølgelig ogsaa nævnes
Vilhelm Andersen, kendt over hele Norden
som ypperlig Taler, Oplæser og Fortolker af
klassiske Litteraturværker. Hans
Forfatterskab er efterhaanden vokset til en
imponerende Størrelse, som der slet ikke kan være
Tale om at gennemgaa her. Mange Svenskere
vil sikkert kende store Partier deraf, f. Ex.
hans smukke Poul Møller-Bog, hans dejlige
varme Trebindsværk om Oehlenschläger, hans
Artikel-Samlinger etc. Fra de senere Aar skal
her berøres følgende: hans kønne Bog om den
halvt forglemte Vilh. Topsøe (1922), en Bog,
der er fuld af Resignation, skrevet i en
vemodig Tone i Mindet om bortgangne Venner
og ud fra Følelsen af Forfatterens Opgave i
dansk Aandsliv: at skabe en dansk, national
Modvægt mod den Brandes’ske Europæisme.
Det er tillige en Bog, der reagerer mod
tidligere Bøgers altfor lyse og runde Humanisme
og tværtimod giver en mørk Tværlinje i hans
Værk, som det blev træffende udtalt af Jør-
gen Bukdahl i 1928 under en Polemik med
Henri Nathansen, der havde rettet et farligt
Angreb mod Vilh. Andersen (optrykt i hans
»Portrætstudier» (1930). Nathansen havde med
Urette karakteriseret Vilh. Andersen som den
sidste Nationalliberalist paa Skansen, en
Månd der var Exponent for en
nationalhuman Kultursammenhæng, der er Nathansen
som Jøde imod. Han miskender de Værdier,
Vilh. Andersen i sit Forfatterskab er
Talsmand for og kommer for Skade at blive
bunduretfærdig, ogsaa fordi han ikke har
taget Hensyn til den Udvikling Vilh. Andersen
vitterlig har gennemgaaet; han har nemlig i
de sidste 10 Aar i sine Skrifter med Flid søgt
at skrive sig fri af sine litterære Unoder. Dette
ses ogsaa i den store Fremstilling af dansk
Litteratur i det 18. og 19. Aarhundrede, som
han har været optaget af siden 1921,
»Illustreret dansk Litteraturhistorie».
Det er dette, der sandsynligvis vil blive
hans Hovedværk, efter at han har opgivet at
gennemføre det planlagte videnskabelige
Storværk »Tider og Typer af dansk Aands
Historie», der foreligger som en Torso i 4 Bind.
Det er ikke ukendt for interesserede, at
Litteraturhistoriens første Bind, der gaar indtil
1700, er skrevet af Overbibliotekar Carl S.
Petersen og Richard Paulli paa en fra
Vilh. Andersens Fafon vidt forskellig Maade,
nemlig beundringsværdigt klart (hvad Vilh.
Andersen ikke altid er), humørfyldt og
videnskabeligt up to date (hvad Vilh. Andersen
selvfølgelig altid er), men mere objektivt,
mere sagligt, mere nøgternt, materialistisk
om man vil. Hvad der især frapperer ved
Carl S. Petersens Behandling af vor gamle
Nationallitteratur, er hans dybe nationale
Glæde over at kunne rehabilitere saa mange
Personligheder, som med Urette var gaaet i
Glemmebogen i vor Aands Historie. Derved
bliver hans Behandling af det 17.
Aarhundredes Oldforskning og Naturvidenskab noget
nær revolutionerende, og med Glæde tager
man Forfatteren ved Haanden, naar han med
Stolthed fører os ind i Bartholinernes,
Wor-mernes, Ole Rømers, Ole Borchs, Niels
Sten-sens og Tyge Brahes Virke. Carl S. Petersen
har paa sin sindige, saglige Maade forvandlet
et helt Aarhundrede fra blot at være det
Mørke, der tjente som Folie for Holbergs Lys,
til at være en Renæssanceperiode der godt
kan fremtræde i fuldt europæisk Lys.
Vilh. Andersen skildrer det 19. Aarhundrede
i Tiaar, i Generationer, der hver har sit særlige
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
