Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Et nyt Indskud i nordisk Hjemstavnspoesi. Af Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et nyt I n d s ku d i nordisk Hj em stav nspoesi
byrd om det Storværk, som svenske
Landsbylærere, tiest under de knebneste Kaar, har
med friskt Humør og udholdende
Idealtroskab i al Stilhed øvet gennem.de sidste ioo
Aar. Rigere Stof kunde ingen Skribent ønske
sig; Elisabeth Bergstrand-Poulsen har haft
det, og formet det i sin dobbelte Kunst.
Gennem hendes Bidrag til Virdestams Bog
forstaar vi, hvor uløseligt Blod og Sind
knytter hende til Hjemstavnen. Og
Forældrenes Portrætter oplyser hendes Værk:
Som Moderen ser ud, saadan maler Datteren;
og i sit Indre bærer hun Faderens
tyngdekraftige Træk, mildnede af et Skælmeri, som
hos ham ikke Fotografen, men sikkert baade
Blomster og Børn har fanget. Den videre
Synskres, den højere Kultur, som de
evnerige men fattige Lærere stavnsbundne
længtes efter, har deres Ætling vundet og med
modsat Længsel ført Vindingen hjem. Det
Lys, hun har tændt over de Gamles Grave,
giver et nyt Slægtled videre Syn uden at
Centrum rokkes; klarlægger den fædrene
Kulturs faste Værdier, og sporer til Fremgang
uden Spild.
Barn af en højt agtet og afholdt Lærer har
hun haft Samfundet til alle Sider for sig,
spærret hverken af Godsejerens,
Akademikerens eller Bondens Hovmod. Med alsidigt
Retsind ser hun, og viser os, alt som det
var. Og hvad ser vi da? Først Idyllen: »Ett
fridfullt och fjärran land. . . stillfärdiga och
tystlåtna människor.» Men strax paa første
Bogs første Side plantes Idyllen fast i sin
Hverdags Grund. Arbejdet er i Värend for
kun et halvt Hundredaar siden endnu baade
ude og inde de egne Hænders Værk, fyldt
med eget Sind. Hjemmet frembringer saa
godt som alt, hvad det bruger; alt hvad Flid
og Omhu her skal til, alt hvad det giver af
Skaber- og Skønhedsglæde, bundfældes i
Slægten og den Enkelte som en rolig Lykke,
en urokkelig Rigdom, indrammet af Livets
og Dødens hellige Gaader.
Betragt nu i V ärendskvinnor først
Portrættet af den gamle Husmandskone, Hanna,
som hun dér sidder, langkantet og tung i
den svære Hvergarnskjole, med knudret
foldede Hænder og tyndt glatstrøget Haar: Slid,
strengt Slid alle Dage. Og se saa, hvor
livskraftigt smuk hun er i sin ranke Hvilestilling,
med den indfaldne milde Mund og det
uforfærdede Blik. Jeg kender hende godt, hun vasker
for os her i Birkerød nu, ligesaa vist som for
Degnens i Långasjö, da Fru Elisabeth var Barn.
38—Ord och Bild. årg.
Johan Magnus dricker saft.
Fra Värendsmiin.
Dér som her kom hun en Vinterkvæld
dansende ind i Køkkenet, havde fra tidlig
Morgen staaet og banket Vasketøj i den isnende
Blæst ved Søen, kom med stivfrosne Skørter
og buldne Hænder, og en lille klar Draabe
under den røde Næsetip, men i højt Humør;
dansede Polka med de Smaa foran Komfuret.
Og da Husmoderen vilde betale det drøje
Dagværk med 50 Øre istedenfor de vanlige
33, fnyste hun krænket: Troede man, at hun
var en Tyv?
Hanna havde som andre fattige Koner sin
Hytte i Skoven, men naar det var hende,
Børnene skulde bringe en Kurv Fødevarer
ud til, mukkede de aldrig, om saa
Snedriverne gik dem til Armhulerne. En Dag i
forrygende Snefog stod hun i Døren, da de gik,
og raabte efter dem: »Jag skall bedja Herran
bära er hem på örnevingar!» De fik Lov at
gaa paa deres Ben, og dog havde Ordet
Bærekraft. Lyn og Torden var det eneste i
Verden, Hanna frygtede, med en
gammel-testamentelig Gudsfrygt. Under et natligt
Uvejr ruskede hun sin lille Dattersøn vaagen:
»Statt opp, pojk, och hör på, då vår Herre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
