Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Et nyt Indskud i nordisk Hjemstavnspoesi. Af Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V aldemar Rørdam
S t a t a brud.
Fra Livets och arets festdagar.
predikar!» Saadan skildrer Fru Elisabeth denne
Kvindeskikkelse, og den mindskes ikke, naar
vi skimter hendes Livsgang. Født
Gaard-mandsdatter, gift med en Storbonde, mistede
hun alt; Manden døde som Forbryder i
Fængslet, ensom i en fattig Hytte opdrog hun
Børnene, tjente Sognet rundt sit og deres Brød
ved retskaffent Arbejde, stærk og mild,
muntert ukuelig.
I den Skygge og det Lysskær skal vi se de
fire kirkeblaa »Kristihimmelfärdsflickor» i
Vaabenhuset. De sorte Silkes Hovedklæder
med kulørt Blomstermønster aabner sig som
strittende Knopsvøb, hvoraf Karakter og
Skæbne springer ud, hver med sit lyshudede
blaaøjede Ansigt; En praktisk forstandig; en
andægtigt alvorsfuld; en med nedslagne Øjne
snusende til sin Æblerose fra Hegnet; en med
Straaleblik og halvt smilende Mund vendt i
tillidsfuld Forventning mod Fremtiden. I en
saadan ærbart bedaarende Kvartet af ung
Pigelighed stod engang gamle Hanna; denslags
Idyl har Rod til at bære sin Tragedie med
uskadt Marv.
Og se saa »Bruden», som Fru Elisabeth har
malet og beskrevet hende mer end een Gang,
efter sit uforglemmelige Indtryk som 5aars
Barn af en mystisk Forvandling: den hidtil
saa hverdags Anna, der i forunderlig Glans
og Højhed træder brudeklædt ud af sin
Hjemgaard under de regnvaade Æbleblomster.
Og se den unge Gaardmandskone, som fra
Blomsterne i Vindueskarmen — Rose,
Pelargonia, Myrte, Lilje og Fuchsia — kommer
gaaende mod os gennem Storstuen, slank og
rank i den tungt svajende blaa Kjole. Alt
hvad Linje og Farve, Skygge og Lys i
Billedet har at sige om Hjemmet og hende,
samles i den Skikkelse, løftes i det Hoved,
taler fra den fint forbeholdne Mund, lyser af
de Øjnes alvorlige Skælmeri og blide
Viljekraft. En Synnøve Solbakken fra Värend, ja,
men en Dansker fuldt fortrolig fra de unge
Aars Vendsyssel og Østmøn. Han kunde vei
finde hende igen i britiske og irske Kystegne
og — hvis Jorden gav, hvad den gemmer —
Fund efter Fund følge hendes Æt paa dens
rigsbyggende Vandringer i Broncealder og
Vikingetid.
Disse Värendske Bondekvinder genkalder
klart gammeldansk adelige Typer fra Ligsten
og Maleri. Se paa den midaldrende Kone, som
staar med sit fyldte Mælkefad foran Hylderne:
Haardt Arbejde udendørs har allerede strakt
og strammet Ungdommens bløde Buelinjer;
snart vil, som Fru Elisabeth siger, Ryggen
blive lang og krummet, alt ungt og let stivne
i Kraft og Kantethed; saadan gaar det de
Kvinder. »Men som de äro, är det en alldeles
särskild tung stil över dem, och en myndighet
och trygghet, som vet sitt värde.» Rigtigt;
Konen her staar som »en Oldtidens Præstinde
med sin Offerskaal», og samtidig i en
Birgitte Gøyes Vægt og Stil; minder os om
Adelens Ophav i en Bondestand, som
oprejst bar med Arbejdets Byrder tillige
Frihedens Vaaben.
Dog, lad ingen Grublerier sløre den store
Trofasthed i Arbejdet og mod Hjemmet, som
gør Fru Elisabeths Värendskvinder til det, de
nu er; og ligesaa lidt gaar det at glemme det
Sus af Længsel, den Latter af Livskraft, og
den Stjerne af Drøm, som gav dem en
Ungdom at modnes paa og ældes i. Et fint Smil
og en munter Latter er altid med til at
overtyde især vei Dansker og Skaaning om deres
594
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
