Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ny dansk Lyrik. Av Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk lyrik
den »mystiske» Panteisme, der er Digterens
Gud. (Meget smukt i »Kom, Gud, min lyse
Tanke».)
Man mærker månge Steder i Gyldne Grene
at Alex Garff forøger sin Verden og sin Vidén.
Det nye: at hans Vers har faaet en meget
klædelig Humor, og at Kærligheden har fanget
ham (»Ventevise»). Hans Digte læses med den
Fryd, man fornemmer, naar Ordet er klart
og ligetil, og Følelsen renlig og ung. Det er
en Lyrik, der tager sig Tid baade til at lytte
og finde det rette beherskede Tonefald, der
nøjagtigt dækker over det, Sindet føler og
fornemmer ved de smaa Ting: et Smil, et
Blad, et Solstrejf. Hvor meget, han kan
fortælle med Trylleord, kan høres i Digtet om
Dagens første Minutter, »Sang fra Sengen»:
Godmorgen, du min fagre Sol,
som lyser over Bord og Stol,
du løser med din varme Haand
min lille Sang af Søvnens Baand.
Mit døde Tøj paa Stolens Skød
skal genopstaa med Sjæl og Kød,
faa Ben og Arme, leve med
et Liv som jages vildt af Sted.
Nu hviler det saa tungt og dødt,
kun de, som var, har Blund saa blødt.
I døde Mænd, hvis Barn jer er,
et Morgensuk jeg sender jer.
I ligger spædt og vugges ind
i Kisten fuld af Fred i Sind,
I har en Ro .saa underfuld
af Regnen kvæget, mæt af Muld.
K. L. Kristensens nye Digte hedder
Levende Land, og Titlen passer til Bogen som
Løvet til Træet. Det er Landskabsdigte, ikke
meget frodige eller forelskede, men kloge og
klare. Mange af dem lyser, saa det næsten
brænder. Det, han følger, er Landskabets
barske Linier, Bakker under Blæst og Byger
og Solfald over det runde Land, der
stavnsbinder ham: Fyn. Hans Ansigt er haardt,
næsten uvenligt, og han ynder ikke at lade sine
Ord faa stærkere Farver end det tidlige
Foraars- og Efteraarsland fortjener. Men selv
om Ordene er farveløse, formaar de at skabe
en Luft om Læseren, der er lys og sviende
og giver en sund Fornemmelse af Naturens
barmhjertige Utrættelighed (»hvad der skete,
skal atter ske»).
Hans mørke, alvorlige Ordvalg har en
mærkelig billeddannende Evne baade naar
det gælder at fange et Landskabs tuschfine
Linier i en Stemning, hvor nu og fordum
mødes, og naar den Magt i Mulden, der hedder
Æt og Stamme, vaagner, lever og taler
gennem ham. Saaledes i »Fyns Hoved» f. Eks:
Blæsten staar strid over Bankerne. Grene og Græs
suser uendeligt. Skriget af Maager og Gæs
blandes med Bølgernes Brus omkring Brinker og Næs.
Blaasorte Bølger, der brister i skinnende Skum,
mødes et Sted i det fjerne med svimlende Rum.
Vidde og Vælde er alt, og al Verden er stum.
Havmaagen højt i det blaa er et svindende Punkt,
svimlende let over Landet, der luder sig tungt
ud over Hav, men berusende urfriskt og ungt.
Stene og Jord er saa tunge som Tusindaars Bly;
Strandbred og Hav kendes lette som Skum og som Sky.
Al Ting har Skær af et evigt og skinnende Gry.
Hemmeligheden ved denne Lyrik, der
virker trods sin Knaphed og trods Traditionen
i Ord, Billedvalg og Versemaal, er dens
stædige Arbejde med sit Emne: Natur, Slægt og
Menneske. Maaske ogsaa, at den aldrig gaar
ud over sin Begrænsning. Han er, som han
selv siger i »Godt Møde», bundet af Sted og
Stavn, og har derfor fundet sit Staasted.
Nis Petersens nye Digte Til en Dronning
er endnu mere Romantik end En Drift Vers
fra forrige Aar. Han taler og fantaserer med
sin meget engelske Tunge om Diamanter og
Rubiner, om Galger og hængte, om rullende
Terninger og Vin i Purpurskaaler. Digtene er
ikke af i Dag og heller ikke af i Morgen; de
handler ikke om Digteren selv eller hans
Kon-turbernaler paa denne Klode, men skaber
sig hurtigt om til Legender og Ballader, der
sætter sit Stof meget ridderligt i Scene.
Tekstens »antikke» Typer og det røde og blaa
Mellemtryk forhøjer Indtrykket af Pastiche
og sirlig Bogkunst. Paa sine Steder er
Fortællingen malet med brede og djærve Strøg
(»Færinger-Frænder», »En Tolder i Tarragona»);
andre Steder er den funklende Fabel i Digtet
uigenkendelig bag sin formummende
Slængkappe (»Til en Dronning»).
I nogle af de mere »private» Digte genkender
man med nogen Anstrengelse Digteren, selv
om han sætter sig højt til Hest og rider sin
Sorg af sig i »Slettens hjemløse Vind». De
tre første Vers i »Natteridt» er typiske for
Steming og Ordvalg i hele Digtsamlingen. De
lyder saaldes:
611
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
