Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Helge Rode’s Lyrik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
stille til det højeste Udbrud, der dog aldrig
er voldsomt. Han kan være dristig i sit
Ordvalg, Himmelblaat og Guld er hans
Yndlingsfarver, Lysets og Luftens, og vidt spænder
Arten af hans Digte. Fra umiddelbare
Udtryk for Ångst og Tvivl og Jubel til kosmisk
Livsfornemmelse, her er Tankedigte og
Døds-runer, Kærlighedslyrik og national Poesi,
Digte om Skaberkraftens Frembrud (dejligst
i »Purpur» og »Drømmekysset»); Visioner af
Rummets Herlighed og endelig Naturdigte.
Et mærkeligt Forhold gør sig gældende i
Helge Rödes Naturlyrik. Naar man har læst
hans storladne Vision om »Atlantis» med det
mægtige Billede af Havet: »Se Havet ruller
sine tunge Masser bort, bort og kommer
ingensinde bort. —■ Titusind Rygge gaar mod
Horisonten — en Hær paa Vandring ned ad Jordens
Runding», eller det dejlige Himmelbillede af
Sydens Stjærner »som et hvirvlende Snevejr
af sølverhvide Skæl, der er standset blot et
Nu, før det falder», et Billede han har varieret
uden helt at naa dettes Styrke: om
Guldregnen »den lyse Regn, der et Nu har standset
sit Rislevæld», ja, saa maa man sige, at Helge
Röde er Naturlyriker.
Men helt fuldt er Udtrykket nu ikke altid
i de Poesier. I de to Blomsterdigte: »Vaaren i
Frederiksberghave» og »Vaarens Helligdom»
støder man paa saadanne smaa yndefulde
Billeder som disse blandt andre: Om
Tulipanen: »Den vajer som Flag under Vaarens Vind,
den blander sin Flamme med Lysets Flod,
for den er frygtløs fra Top til Rod.» Eller dette
om Skovsyren: »Tag din lille fine Bluse — med
Striber», eller endelig om Kodriverne, der
staar i Flok: »Kodriver! Kom — Straks staar
en Flok og græsser. Som Mælk og Honning
er den lys og blid; nystrøget, fin og ren som
smaa Prinsesser, en Søndagmorgen foran
Kirketid.» — Tager man disse Billeder frem
til kritisk Efterprøve, for ogsaa Tanken
har jo Lov at faa et Ord indført, saa ser man,
at hvor yndefuld hver Enkelthed for sig
kan være, saa vakler det dog i dem og brister
en Smule i Sammenhængen. Jeg mener
selvfølgelig den poetiske Sammenhæng, der jo er
en langt finere og mere levende Ting end den
logiske, der bare gaar lige ud, medens den
poetiske kan tage de dristigste Spring uden at gaa
fra hinanden; men heller ikke den
tilfredsstilles, den tilsigtede Virkning udebliver,
Mangfoldighederne bliver ikke eet til sidst,
Billederne mangler Naturfortryllelse. Det er
akademisk Naturlyrik i Christian Richardts Aand.
Hertil hører ogsaa en Verselinje som denne
om Foraarstræets Knopper: »Vor Sommer
pakket tæt i bitte Kurve.»
Ogsaa for Helge Röde kan det fulde
Udtryk glippe.
Men lad os nu fra dette Overblik over
Substansen og Sjælen i Helge Rodes Lyrik
gaa over til de enkelte, de centrale Digte,
der er dens egentlige Rigdom og Storhed: den
nye Skønhed han har skænket dansk
Digtekunst i saa fuldt et Maal. Skønt der som
allerede sagt ikke er noget Brud i hans
oprindelige Livsfornemmelse, er han mangfoldig
ikke blot i Variationen af det sjælelige, men
af det stoflige, de stærke Sanseindtryk, som
han gør nærværende i Farver, Lys og Skygge,
samler og forkorter poetisk; men samtidig
udvider saaledes, at de kommer til at ligge i
et Skær fra Evigheden. Typisk for denne
Blanding af Virkelighed, og hvad denne
skaber af Undren over og Ångst for en endnu
højere Virkelighed, der gør den synlige til
noget nær en Drøm, er »Skyggekunstnerens
Melodi» i »Hvide Blomster»; en Række
Erindringsbilleder fra unge Dage i London,
fremkaldt af de enkle Mazurkatakter, der engang
ledsagede Skyggekunstnerens Fagte-Silhuetter
paa Lærredet. I impressionistiske Billeder,
der flimrer og dukker frem som af et myldrende
Overskud af Indtryk i tilsyneladende
tilfældig Rækkefølge, vokser et samlet og
væsentligt Billede frem af Storbyen, de
vimrende Gasblus, Teatrets Plakater,
Gade-kvinderns Træk, de skrigende Skilte —
Pears Soap! staar der ligefrem, man faar et
Stød og hører Skriget og konstaterer her
Indledningen til Nutidens Kunst, hvori Skilte
kan skrige. I Taagen skimter man
Parlamentets og Westminsters Ure som Maaner,
Droskernes røde og grønne Øjne, hører
Lægprædikantens Forkyndelse og Gadedrengens
Grinen af den fromme, naive Månd. Saa er vi
pludselig i det jævne Pensionat med de
fattigfine Damer, der praler sig en indbildt Storhed
til, med den lille katolske Miss og den muntre
tyske Svindler Heinerich: »Halvt en Slubbert
og halvt et lille Skind; den sjofleste Slubbert
med det blødeste Sind», og endelig den unge
Pige, som med sin Fod skænker »en lille Smule
Kærtegn under Middagens Bord». Og midt i
Billedet den unge Helge Röde, der gør sig
lystig over sin puré Ungdoms Dandyvæsen:
»En indbildt Moustache og den første høje
Hat.»
60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
