Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Helge Rode’s Lyrik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
>
Helge R o d e’ s Lyrik
Sophus Clausen læser sit Digt Imperia for Helge Röde
og J.F.Willumsen. Malet Skitse af J. F. Willumsen.
Her dukker virkelig London frem og dens
månge løjerlige Mennesker, opfattet af en
Kunstner, som røber sit typiske artistiske
Sindelag ved ikke at dømme, men blot
konstatere de mangfoldige Livsytringer: »Aaja, de
var flinke i cant og Hykleri — men staar dog
ret sympatisk, naar de er paa Melodi.» Nej,
Helge Röde skræmmes ikke af de menneskelige
Skrøbeligheder, som vi alle deler — men de
svundne Aar, som han her har genskabt i
Erindringen, minder om, at Tiden gaar, og
Døden venter. I de stilleste Ord faar man
en Fornemmelse af, at alting er undervejs,
styrter ned i en Afgrund. Saaledes kommer
dette stofmættede, epokesættende Digt da
til at ligge i Evighedens Skær, der her er
Dødens Skygge.
»Hvide Blomster» giver ganske vist ikke det
fuldstændige Billede af Helge Röde og hans
Lyrik, men med sine mange Digte, hvor
Sproget selv er som Suk og Angst, som Jubel
og Gru, som Rædsel og Haab, som hørte man
et klogt Barns Udbrud, i disse Udbrud faar
man alligevel det Sesam-ord, der lukker op
for hele hans senere Digtning, hans kosmiske
Livsfølelse, hans Betoning af Jegets Gaade
og Dobbelthed, hans Angst for, at Livet
skal lukkes inde, Trangen til at udvide og
Forundringsilden. Hertil hører de
betydningsfulde Digte: »Den hvide Streg», det, der blot
hedder »Jeg», »Vinden» og Slutstroferne af
ol Ensomhed»;
Jeg elsker Jublen mod Himmelborgen,
jeg elsker Længsel mod Aftenrøden,
jeg elsker Natten, jeg elsker Sorgen,
jeg elsker ogsaa min Angst for Døden.
Thi ogsaa den er i Slægt med det Stærke,
det dunkle, det dybeste i vort Væsen.
Thi ogsaa den har Mysteriets Mærke.
— O skønne Mysterium, dig gir jeg Æren.
Ansigt til Ansigt med Mysteriet, under
Usikkerhedens Tegn bliver selv Sorgen og
Angsten en Rigdom. Ogsaa det nærer
Tilværelsens Hj ærteslag.
Sorgen og Angsten gjort til Rigdom, er
det ikke en Udvidelse af vor Livsfølelse?
Lidelsens Betydning er jo et Væsenstræk i
alle Religioner, her ser vi den opfattet af en
religiøs Intellektualist, som senere i sit Digt
om Krigen, i Digtet: »Den første August»
fra Samlingen »Den hvide Rose», tilkendegiver
61
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
