Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Helge Rode’s Lyrik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge R o d e’ s Lyrik
og Vej er eet: at frigøre Sjælen, den religiøse
Følelses Opstandelse. Paany bølger den svimle,
anelsesfyldte Kosmosfølelse os i Møde, Lyset
vælder, Luften er høj, Træet gror i rolig
Vækst: den dybe Harmoni; og Mennesker
strides, saa Disharmonierne skratter, men i alt
virker Aanden, og Gud er rolig. Tilværelsens
Dualisme gennemtrænger Digtet »Ved
Tol-stoys Død», det bevægende tungt skridende
Digt, som ikke svarer paa noget, men blot
stiller Læseren over for et Spørgsmaal, et
Valg: Ydre Glans mod Sjælens. Hvor praktiske
og ærgerrige, vi end kan være, vort Indre
vælger for os paa Trods af al Fornuft. Det er
Digterens Storhed, at han har givet denne
Stemme Mæle. Tungt vejer Digtene om
Døden. I et yndefuldt lille Billede af Børnene,
der begraver en lille død Mus i deres Have,
ser vi, hvorledes de alle bliver alvorsfulde,
fyldes af Højtid, og i dette er en Rigdom:
»Døden løfter, mens den isner.»
Men Døden har mange Ansigter,
Forfærdelsen over den pludselige Tilintetgørelse,
Angsten over at se Jorden, Havet, vore Huse
og Ting, alt det vi elsker, rejse sig imod os
som vore Fjender, naar Jorden skælver,
strømmer som en Havbølge ud af Digtet
»Messina», den forfølger os og truer og
delagtiggør os i Rædslen. Maalet for en
Digterstorhed er ikke hans Livsfølelse i og for sig,
hvor højt den rækker, og hvor dybt den end
bunder, men den Maade, han kan give den
Ord, genskabe den og saaledes, at det ikke
er en udvendig Styrke i Formen,
Vældigheden i Udtryk, der udløser Indholdet, men
de af indre Liv fyldte Ord; og naar Helge
Röde skal maales, med dette eneste gyldige
Maal, faar vi et klart Indtryk af, hvor stor
og sand en Digter han er. Med de enkleste
Ord har han i Digtet »Den druknede» skildret
Synet af en Månd, der drukner, og af Liget,
der skylles i Land, »det var drøjt at se til»,
staar der — er noget jævnere end »drøjt»? —
og alligevel rystes vi af Sindsbevægelse og
af hans fortvivlede Humor her ved Galgens
Fod. Og paa samme enkle Maade fremmanes
Dødens Gru og Øde, den livløses Forladthed,
men dog saaledes, at man fornemmer Dødens
Vælde: »Der er intet saa ensom og dybt
forladt, som en Død, der driver til Havs ved
Nat», — og man aner Guds Nærhed. Jord
og Himmel, Liv og Død er her smeltet
sammen til en Helhed, som har Evighedslyset og
Dødsskyggen hvilende over sig, det rigeste
Digt i Nutidens danske Digtning.
Helge Röde har selv karakteriseret sit
positive Livssyn, som en Længsel udover mod
et Mere, som er blevet til Vished for ham.
Hvorledes man end stiller sig hertil, en Ting
er klar, at denne dunkle Drift maa rumme en
universel Sandhed, ellers vilde den ikke være
forlenet med en saa frugtbar Skaberkraft.
Ting og Tilstande, Mennesker og deres
Følelser, alt træder hos ham frem i et nyt
Lys, bestraalet indefra. Man har en
betydningsfuld Følelse af, at for ham er hver Dag
ny, Skabelsesunderet sker altid, i os og
udenfor os; hver Dag er som de første Tiders
Morgen. Noget væsentligt andet, end hvad her
er fremdraget om Helge Rodes Lyrik, kan
næppe paavises med Fynd i hans to sidste
Digtsamlinger: »Den stille Have» og »Den
vilde Rose» — den ene af stor Blidhed og
rolig Visdom, den anden lynende af skarp
og munter Spot og Vid, men overalt
strømmer den nye Skønhed, som han er Skaberen af,
os i Møde. Af »Den stille Have»s Poesier maa
fremdrages Digtet ved Moderens Død. Helge
Röde er kommet i et fortroligere Forhold
till Døden, det er et Digt af lutter Renhed
og uselvisk Kærlighed, hvidt som Marmor
og med Roens Lys over den dødes Ansigt.
Og hvilken sønlig Fortrolighed er der ikke
over det blide Drømmedigt om den døde
Fader. I samme Aand er skrevet det yndige,
dybe Digt: »Barndomslandet» (fra »Den vilde
Rose»), hvor alt var smaat, men hvor der dog
var Plads til alt, til Morgen og Aften, Dag og
Nat, til Foraar, Sommer, Høst og Vinter,
til Stjernenatten, Dyr og Mennesker og til
Gud. En lille Verden, som omfatter hele den
store. Og selve Titeldigtet, hvoii Sproget er
af en japansk Blomsterfinhed, og hvor Helge
Röde paany udtrykker den Drøm, han altid
har baaret paa:
Og har jeg hvasse Torne,
som flænger dj’be Vunder.
De værner om min vilde Drøm
om Under over Under.
Frugtbar og rig er Helge Rodes Aand, og
hans rene Sprog er et Aftryk af den. Om
Maalet for Aandens Søgen kan ingen med
Sikkerhed udtale sig, men hvad Helge Röde
har fundet undervejs hertil, er baade sandt
og skønt og stort.
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
