Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Helge Rode’s Lyrik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
sin Tro paa, at alting sker til Aandens og
Sandhedens Fremgang:
I Død og Nød og Undergang
fandt vi vor Skæbnes Spor,
saa sort var ingen anden Dag,
og dog var Dagen stor.
I I.ykke eller Undergang,
hvordan det nu skal ske?
Saa lad os- i den dybe Stund,
o Gud, din Sandhed se.
Helge Röde har som Grækerne en
Skæbnetro-I Digte af r 896, som senere er udkommet i
udvidet Udgave med Digte fra senere Aar,
træffer man det samme udtrykt i to
epigrammatiske Verselinjer:
Paa Frydens Bund sitrer Smertens Lyd,
paa Smertens Bund ligger gemt en Fryd.
Fra sin puré Ungdoms skære Lilielyrik,
med dens gennemsigtige Blomsterblod, har
Helge Röde allerede her faaet stærkere Safter,
det lyse og mørke Hjerteblod til at stige
op i sine Vers; i nogle bølger endnu de
kosmiske Fantasier, og Himmellyset vælder af
Guld, mens Jorden sejler lydløst gennem
Rummet. Men trods disse Fantasiers Skønhed
bliver det kosmiske Billede ikke af samme
Vælde som i Ungdommens Lyrik. En ganske
lille, men betydningsfuld Forskydning i
Placeringen af Jorden er Skyld heri; Helge Röde
anvender nemlig her den teologiske Opfattelse
af Kloden: »som vilde Jorden flyve til
Himlen». Altsaa Jorden nede — Himlen oppe.
Men dette er noget helt andet og ikke nær
saa kosmisk fuldendt som Indtrykkene fra
hans første Digte, hvor man ret forstod
med H. C. Ørsteds Udtryk, at »Jorden er
optaget i Himlen». Det sande Kosmos.
Til Gengæld har Helge Röde i to Digte
fundet sublime og hede Udtryk for
Skaberkraftens Frembrud, Elskovens Vaagnen, ikke
som en Flamme men som en mørk
Purpurglød (Digtet »Purpur»); Vaagnen er nu ikke
det rette Udtryk, snarere maa tales om
Naturkraftens halvt søvngængeragtige Frembrud,
noget umiddelbart, som sker, sig selv
uafvidende, men ligefuldt stærkt. Naturens søde
Kærlighedsstrøm i sin ubevidste Renhed og
Oprindelighed. Det er Digtet »Drømmekysset»,
hvor Kvinden i Søvne, men helt lydende
Naturens Love søger sin elskedes Mund:
Og jeg saa, at du sov, og at i din Drøm
var du drevet mod mig af en Kærlighedsstrøm.
En fuldvaagen Sjæl var aldrig saa øm.
Det hele er kun en Bevægelse, Naturen rører
paa sig, men i den er sammensmeltet en sanse-
lig og sjælelig Forestilling, der udløser
Elskovens Mysterium.
Et andet centralt Digt, om
Skabelses-underet, Menneskets Solopgang, er »Fødslen»,
der baade fortæller om den det egentlige, det
alvorlige og højtidsfulde og om, hvor komisk
og smaat alt andet tager sig ud i
Sammenligning med det Under, at et Barn kommer
til Verden. Manden, som løber ude paa de
øde Gader efter Jordemoderen, har et Skær
af folkelig Komik over sig; selv Jordemoderen,
der dog er fast ansat ved Mysteriet, og som
trænger til at strammes op ved en »ekstra
god Kop Kaffe», er som Faderen, de er begge
kun Statister mod det store, som sker. Her
gør Livsunderets Storhed alt omkring sig
smaat og tilmed let komisk. Af dette Digts
paa hinanden følgende smaa og store
Livs-scener, der toner ud i en Hymne, er
Indledningen for sig selv et Stykke betydningsfuld
Poesi om et andet Skabelsesunder: den
kunstneriske Oplevelse af Virkeligheden. Den
søvndrukne Månd tumler ud af Sengen,
tænder Lys i Mørket, og i den Tilstand han er,
halvt sænket ned i Søvnen, halvt vaagen,
opfatter han mærkeligt klart Tingene om sig,
deres nøgne Virkelighed; et Syn der er
Grundlaget for selve den kunstneriske Proces, dens
nødvendige Materiale. I denne Samling Digte,
i den udvidede Udgave, findes tillige de
underfulde Dødsruner, der dog ikke er skrevet
med Runernes haarde Stenskrift, tværtimod
er det, som om Sjælen selv har registreret sine
bølgende Indtryk af Obstfelders
Drømme-sind, Amalie Skrams dybe Moderhjærte og
Anna Larsens opallysende poetiske Kunst
(Det venezianske Glas).
Taget i sin Helhed er Digtene i den næste
Samling: »Ariel» ikke vægtigere end de
ypperste, vi allerede har nævnt, skønt Helge Rodes
mest storslaaede og vældigste Digt findes
heri: »Den druknede», men naar det alligevel
blev den, som i videste Maal fik Folk i Tale,
tror jeg, det skyldtes dette, at Tiden havde
øvet sit Værk, og at hans Værk og Aand havde
levet sig frem til Menneskenes Bevidsthed,
saaledes at han endelig blev genkendt som
sin Tids Søn. Han var kommet ind i Jordens
Atmosfære, syntes man, skønt han dog altid
havde været indenfor, omend maaske lidt højt
oppe. Dog billigvis maa man indrømme, at
Helge Röde ved at tage Skikkelse af
Luft-aanden Ariel i Digtet af samme Navn,
tydeligere eller mere anskueligt end før har fortalt,
hvad hans Maal var og hans Vej, og Maal
62
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
