Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Fartein Valen. En norsk Musikerprofil. Af Richard Hove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F ar t ein Valen
Det første Indtryk var et forbavset: »Men
det er jo det rene Schönberg.» Det næste kom
senere og gik dybere. —• Schönberg var det
i alle Fald ikke, selvom det nok var atonalt.
Det var det mærkelige, drømmende Norge,
Henrik Wergelands og Sigbjørn Obstfelders,
der endelig havde faaet Toner. Saaledes
kunde Obstfelders musikalske Drømme have
formet sig — den samme Nøgenhudethed,
de blottede Nerver, der krymper sig sammen
for alt, hvad Verden byder dem af Uforstand
og Smerte, den samme vidunderlige
Intensitet i Følelsen, den samme Hensynsløshed i
Udtryksformen, som maa søge sit Symbol
uden Hensyn til noget tilvant, og uanset
om nogen i Dag vil høre efter.
Hvor er det en Velgerning i vore —
Nyttekunstens — Dage at møde en Komponist, der
kun lever for at lytte til Klangene i sit Indre
og for at gengive dem med skaanselsløs
Ærlighed.
Først er der det atonale — det er
sjældent. I Virkeligheden er det endnu meget
faa Mennesker, der kan frigøre sig for at
støtte sig til en ubevidst Tonalitet, naar de
hører Musik. Man hører saaledes Tale om
»en vældig dissonant Spænding» i en Strofe
atonal Musik. Den eksisterer ikke. I det
virkelige atonale System eksisterer der ingen
Forskel paa Konsonans og Dissonans.
Skalaens 12 Trin har paa intet Punkt nogen
særskilt Relation indbyrdes. De er som
Tænderne paa et Tandhjul, og først naar man
faar frigjort sig for alle Rester af
Tonalitets-følelse og kun opfatter denne Musik lineart,
staar man frit overfor den og kan begynde
at fatte dens særegne Skønhed og denne
Skønheds Love, hvor Samklangen er en
Farve og ikke en Funktion. — Det
uden-musikalske Billede, der bedst giver et Begreb
om den atonale Musiks Natur, tror jeg er
det kinesiske Maleri, der borteliminerer en
Grundlov i vor europæiske Tegning — det
faste Perspektiv — men som ingen vil
frakende den høj ste Forfinelse, den største
Overlegenhed i Linie og Farve. Den, som ikke
kan se det kunstnerisk fuldkomne i kinesisk
Tegning uden at føie Manglen af vort
konventionelle Perspektivbegreb, kan lige saa
lidt nyde og forstaa denne store Kunst,
som den, der ikke kan frigøre sig for det
konventionelle harmoniske Begreb, kan høre
atonal Musik uden stadig at støde sig paa
de bestandigt forekommende Sekonder,
Septimer og Noner; men kan man, brænder netop
32—Ord och Bild, årg.
disse klare, kyske Klangskæringer Øret
rent, saa det koncentrerer sig over
Stemmernes udtryksfulde Bevægelser, Linierne og
Klangfarverne.
Overlegent lærte han sig i sine yngste Aar
at behandle den konventionelle Stil. Hans
Klaversonate op. 2 fra 1914 er et modent og
alvorligt Klaverværk i sin Tids Stil. Det er et
for Instrumentet meget virkningsfuldt
Stykke, som jeg spiller hellere end Sindings
Sonate, men gennem Violinsonaten op. 3 og
»Ave Marié» op. 4 mærker man, hvorledes
Valen søger ud mod en ny Harmonik — mod
en ny Musik. Det gamle Grundlag
tilfredsstillede ham ikke. Denne Månd gennemlevede
i sig »den harmoniske Krise». Netop paa den
Maade, hvorom »Ave Marié» minder om
»Tristan» er det, at en af Grændserne for det
tonale System naaes, og skal man videre, skal
man en eller anden Vej ud. Tonaliteten var
som en Fødselshinde, der skulde gennembrydes,
og i en Krise, der ogsaa angreb Fartein Valen
rent legemligt, brød han sig den
smertefulde Vej ud og stod i sin Musiks nye Land,
hvor hans Opgave ventede ham, og hvor han i
stedse stigende Grad har naaet en
kunstnerisk Fuldkommenhed, som vei aldrig bliver
tilgængelig for enhver, men om hvis
Selvstændighed, Dybde og kunstneriske Renhed der
ikke kan herske nogen Tvivl.
Der ligger et Tiaar mellem Valens op. 4 og
op. 5, saa det er ikke et Modelune for »atonal
Stil» men en oprivende Kamp for at
overvinde de konventionelle harmoniske Krav,
som var paa tværs af hans inderste
Musikfølelse, han maatte gennemkæmpe, før den
Form for »Kontrapunkt i de højere Overtoner»,
som han kalder det, stod ham ikke alene
aandeligt klart, men ogsaa var et tjenligt
teknisk Redskab. Prøven var for ham selv
den store Klavertrio op. 5, som er skrevet
i Rom 1925. Og Prøven lykkedes. Trioen
blev et helt Værk og blev Musik, selvom den
vendte Ryggen til den gamle Skrivemaade
og tilvante Høreform.
Det er værd at lægge Mærke til, hvor stort
Indholdet af naturlig følt Musik er, netop paa
dette Tidspunkt, da de mest umusikalske
Nodeorgier fejredes af Universal Editions
store Komponistskare. Paa den anden Side
ser vi vei, at Fartein Valen have en stor
Udvikling for sig. Hans Thema føles endnu
tonalt, hans Harmonik minder endnu om
vidtløftige Alterationer paa et tænkt Grundlag;
men det nye har Overvægten i det stærkt ly-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
