Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Fartein Valen. En norsk Musikerprofil. Af Richard Hove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Richard Hove
riske Værk, og selvom Valen altid er en
Klangbedaarer, er der den ægte
kammermusikalske Nerve i Stykket og den stærke
Kontrast i Satserne, som i den nye Stil er
endnu mere nødvendig, fordi man paa
Forhaand har givet Afkald paa
Tonalitets-spændingen og derfor maa søge sine
Virkemidler alene andetsteds.
Dette andet Sted er nødvendigvis
Stemmernes klare og logiske Gang. Musikens Form
bliver herefter Stemmernes Spejling i Kanon
og Fuga og i frie Sammenføjninger’af
The-maets Grundelementer og den strænge
Imitation.
Lige med det samme er denne Stil ikke helt
bevidst. I de tre bedaarende Goethesange
op. 6 er det endnu det klangligt udsøgte, der
er fremherskende. Det er meget værdifuld
og virkningsfuld Sangmusik for den, der
for Alvor vil tilegne sig disse Sange, men i
de to Mignonsange op. 7 med Orkester
fremtræder den imiterende Stil tydeligere for
at naa sin fulde Afslutning og Udfoldelse i
de to næste Opus, der ogsaa indtil nu danner
Afslutningen paa Valens Arbejder for en
Solostemme.
Disse to Opus ser jeg trods deres meget
forskellige Tekster som samhørende. Først
kommer de to kinesiske Digte — »In
Erwar-tung des Freundes» og »Der Abschied des
Freundes» — de samme to Digte som Gustav
Mahler samarbejdede til »Lied von der Erde»s
geniale Slutsats. Sikkert er Valen mere
»kinesisk» end Mahler; men for Mahler var de’
en Afsked med Livet; han var i forfærdende
Grad Part i Dramaet. Det centrale i »Du mein
Freund, mir war in dieser Welt das Glück
nicht hold», belyser Livet saa forskelligt for
disse to Komponister. Hos Mahler indtræder
der fra dette Sted en stedse dybere
Forenkling i hans Musik, indtil de høje Mandoliner
kaster som et Drys af Æbleblomstens Blade
over dette forunderlige Drømmebillede med
de fjerne blaa Bjerge og de hvide lette Skyer,
der sejler ind i Evigheden. — Ja, Evigheden
— for det var den pantheistiske Evighed,
der aabnede sit Nirvana for Mahler i dette
Værk, hans Livs Herlighed var forbi »müd
ist mein Fuss, und müd ist meine Seele» —
den »forladende Kvalitet», Feijlberg taler om,
har aldrig været udtrykt dybere i Musik.
Valens Evighed er af en anden Natur.
Som en forunderlig Plante skyder hans Musik
skønne og mærkelige Blade mod Himlen i
dette Værk, men han omformer ikke som
Mahler sin Tekst. Billedet af Vennernes Afsked
fortoner sig, og først i det næste Værk, hvis
Tekst er hentet et Aartusinde senere fra et
af Walt Whitmans mærkeligste Digte,
kommer en anden Ven og spørger afgørende:
»Därest thou now, o soul, walk out with me
towards the unknown region?» Dødens
Spørgsmaal før Vandringen ind i Evigheden. Her
afsluttes en Linie i Fartein Valens Udvikling,
og her er Udgangspunktet for hans fulde
kunstneriske Kraft.
Her er et Par Ord om Fartein Valens ydre
Skæbne nødvendige. Han blev født i 1887 i
Stavanger, men levede sin Barndom paa
Madagaskar, hvor hans Fader var Missionær.
Han var oprindelig Filolog, inden han for
Alvor gav Slip og lod Musiken bestemme sin
Livsskæbne. Siden har han rejst meget,
været i Italien og paa Mallorca.
Hjemmefødning er han saalidt som Obstfelder var
det, men denne norske Intensitet i
Følelseslivet kan aldrig blive kosmopolitisk. Fartein
Valens Indstilling overfor Tilværelsen er
dybt religiøst præget, og det er det, der nu
er fuldmodnet til at faa det stærkeste
Udtryk i hans Kunst.
Det er saa underlig trist at tænke paa,
at vi vei overhovedet ingen Sangerinde har
i Danmark, der kan løse Opgaven; at give
os en selvoplevet stilægte Opførelse af »Därest
thou now, o soul», og hvorledes skulde vi
saa tænke os et Kor, der kunde synge Valens
seks Motetter, der er et Højdepunkt af
moderne religiøs Kunst, en atonal
Palestrina-stil.
De indledes med et Forsøg, et firstemmigt
Kor til Brorsons Tekst »Hvor est du dog
skøn, du aller lifligste Guds Søn» -— og som
Valen skriver til mig — »Opførelsen af denne
Salme beviste, at det virkelig lar sig gøre
at synge disse Ting, og det var en saa stor
Bestyrkelse, for mig.» — Man kan med Rette
være skeptisk, naar Komponisten selv har
været det. Det er utroligt svært og bliver
i de efterfølgende latinske Motetter drevet
op til et Højdepunkt af Krav til Intonation
og Rytmik, som jeg ikke noget Sted har set
overtruffet, men ogsaa til et Højdepunkt
af musikalsk Styrke, Inderlighed og
Konsekvens.
Men Hovedsagen er jo ingenlunde, at Musik
er svær, men at den er ægte, at den, som Kunst
skal, overfører Livsværdi fra sin Skaber til
den, der modtager, og det gør i en mærkelig
Grad disse 6 Motetter, der i deres Væsen
498
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
