Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Fartein Valen. En norsk Musikerprofil. Af Richard Hove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F ar t ei n Valen
omspænder væsentlige Sider af Menneskets
religiøse Følelser — det er stor Musik.
De to Orkesterstykker op. 17 fortsætter
denne religiøse Stemning — Michelangelos
Sonet »Fiihlt meine Seele das ersehnte Licht
von Gott, der sie erschuf» — og »Takkesangen»,
der slutter sig til Motetten op. 16 Nr. 1
»Et dices in die illa: confitebor tibi, Domine,
quoniam iratus es mihi; conversus est furor
tuus et consolatus es me», idet den ved stor
Orkesterudfoldelse fører Sindet op fra
Forsagtheden over at være under Guds Vrede
til den dybe Glæde over Guds Trøst. Motetten
forlanger næsten Orkestersatsen for at naa
sin rette kunstneriske Udfoldelse og
Fuldendelse.
Inden vi gaar over i denne nye Fase af
Valens Produktion, der bestaar af en Række
een Sats Orkesterværker, maa vi se tilbage
til Tiden før Motetterne, for vei er der en
mærkelig konsekvent Kontinuitet i denne
Komponists Produktion, men Perioderne
griber dog noget over i hinanden.
Med de to Strygekvartetter op. 10 og 13
afslutter Valen foreløbig sin
Kammermusikproduktion. Kvartetten op. 10, der ved sin
første Opførelse i Oslo vakte Begejstring hos
Publikum, noget man efter Sagens Natur
ikke kan vente skal være almindeligt for
Valens Værker, og som Komponisten regner
for et Hovedværk, har jeg ikke set. Den har
nemlig været til Trykning hos Wilhelm
Hansen i fire Aar. Det er lovet, at den skulde
udkomme »til Høsten», og naar det sker,
anbefales den til Studium sammen med den
allerede trykte op. 13.
Kvartetten op. 13 vil det sikkert interessere
ethvert moderne indstillet Ensemble at
studere; den indeholder Elementerne i Valens
tidligere Fase i Renkultur — begynder med
en mærkelig Fuga, hvor man ikke kan
undgaa at se en af Farerne ved Valens Stil,
idet de vide Intervaller og den rytmiske
Svæven kan give et netop for denne Musik
farligt Indtryk af Strukturløshed, men dette
Indtryk ophæves heldigt af de andre Satser,
Menuetten og Finalen, hvoraf navnlig den
sidste er en skarpt udmejslet og
virkningsfuld Sats.
Og mellem disse Kvartetter falder saa
Valens første Succes, Pastorale for Orkester
op. il. — Trods der i dette Stykke
overhovedet ikke i Samklang forekommer en
Terts eller en Sekst, virker den overordentlig
fint afstemte Orkestrering og skønne
Stemmeføring saaledes, at selv overbevisningstro
Harmonikere bøjer sig i Anerkendelse, om
ikke for Principet, saa for Undtagelsen, for
det er uomtvisteligt, at man her staar
overfor en virkelig Skønhedsaabenbaring i ny
Musik; men ligesom med Goethe-Sangene og
Brorsons Salme er det dog en Forløber for
Fuldendelsen, som ligger i de syv
Orkesterstykker op. 17—21.
Gaa dem igennem enkeltvis kan der her
ikke blive Plads til. Det er altsammen meget
betydelig og særpræget Musik, hvor det givne
Stemningsgrundlag netop skaber den fine
Støtte for den kunstneriske Fantasi, som kan
være saa værdifuld, naar den ikke bliver
paatrængende og vil herske over Musiken.
Skulde jeg vælge et Par til Opførelse, vilde
jeg først tage Bryllupsmusiken, der er
inspireret af Edmund Spensers Digt
»Epithala-mion» fra 1595.
Ganske uanset om man kender denne
mærkelige engelske Digter giver Stykket med en
forunderlig Styrke en Bryllupsstemning, som
vist er ret enestaaende i en Verden, hvis
Bryllupsmusik gaar fra Mendelssohns
Bryl-lupsmarsch over Lohengrin til Richard
Strauss’ Forspil til Rosenkavalleren.
Det andet Værk, der særlig har bedaaret
mig, er »La isla de las caimas». Middelhavets
bløde Rythme og Synet af Las Palmas
Kathe-dral, der svinder i Taagen. En forunderlig
fredfyldt og dvælende Stemning, en dyb
Taknemlighed mod Livet aander ud gennem
denne Musik.
Og dermed er vi naaet op til Fartein Valens
sidste Klaverstykker, som er dateret 13.
Maj 1935. Længere ind i Værkstedet kan man
vei ikke følge en Komponist. —
Fartein Valen er en Ener i nordisk Musik.
Jo længere man beskæftiger sig med hans
Tankeverden, des dybere føler man dens
Rødder gaar, og det vil gaa ham som
Obstfelder, at selvom mange maaske stødes bort,
saa vil de, der kommer til at forstaa ham,
ogsaa komme til at elske ham og føie hans
Kunst som en Del af dem selv. Hans Kunsts
Natur er ikke til at slaa paa Tromme for,
jeg nævner nu hans Navn, for at en og anden
en Gang skal mindes det og opdage, at det
var her, det var, han trængte til, og han vil
blive denne Kunstner taknemlig, som jeg
er bleven det.
499
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
