Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Omkring H. P. Hanssens Arv. Forsøg paa en Analyse. Av Marcus Lauesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Marcus Lauesen
Og Paastaaeligheden, som kom deraf,
Harmen ved at blive modsagt, angrebet i
den gode Tro.
Og Nysgerrigheden, Videlysten og Glæden
ved at erfare om nyt. Og hans Evne til at
underholde, belærende om Storpolitik,
oplysende, vejledende i
Organisationsspørs-maal, personligt trøstende som Raadgiver,
muntert, vittigt fortællende i Selskab, jevnt
snakkende med de jevne, kaad med de
kaade. Alt saa naturligt hjertevindende.
Hvoraf kom denne Charme? — Mit lyse
Sind, — siger han selv. Igen et nok
sandfærdigt, men beskedent Udtryk. Thi i
Virkeligheden var det en af dyb Kærlighed
baaret Livsbejaelse. Der var ingen
Grænser for dette Liv, der for ham havde
afstukket saa vidt et Virkerum fra
Storpolitikens Kamre til Blomsternes og Dyrenes
Græsgange over de tusind Hjems Stuer og
Vraaer, fyldte med Skæbner, der inderligt
kom ham ved. Hans Tilværelse var en
Kærlighedserklæring til Livet, det altid groende,
det som gjorde nysgerrig, fordi man aldrig
ved hvad der kommer, det som længe, til
det sidste, gav den gode Tro.
Og mon det Menneske findes, der tør
benægte, at denne Kærlighedserklæring
tillige var omsat i Handling i en Grad, som
hører til det meget sjældne? Jeg venter,
min Ungdom til Trods, ikke at opleve den
een Gang til.
H. P. Hanssens Livsbejaelse, som den
gav sig Udtryk over for de Tusinde, der
fra nær og fjern søgte ham, var en
Medmenneskelighed, der foruden at være
Handling ogsaa var et Vidnesbyrd. Han var i
den Grad i Forelskelse forpligtet til Livet,
at det endnu ufødte skulde bydes
velkommen, det unge, famlende skulde vejledes
og styrkes, og det syge og haardt ramte
hjælpes og værnes og opholdes i Haab.
At de smaa Glæder, som sprang af den
store Omsorgsfuldhed, var Livsfornyelse
for ham selv, kunde til Tider gøre hans
Charme til en af de harmonisk afrundede
Aandens Skønheder, som midt i Tiden
viser det godes evige Kredsløb.
V.
Styrket af saa stærke Naturkilder, tog
H. P. Hanssen sin Gerning op og
gennemførte den, byggede den paa et enormt
Arbejde, en Bygning konstrueret over en
Basis med dyb og bred Bærekraft:
Folkegrænse, ikke Stemnings- og Ønskegrænse.
Bygningens Karakter var dikteret af et
politisk Fremsyn, hvis Ret allerede er
godtgjort. Her var H. P. Hanssen alt andet end
naiv; her var han Haandværkeren, der
foruden at mure ogsaa kendte Beregningens
Kunst og derfor mere end en
Menneskealder igennem støt kunde forberede Værket.
Men Redegørelsen for denne politiske
Historie ligger uden for vor Opgave her.
Ligesom H. P. Hanssen ikke ønskede
Genforening for enhver Pris, men en sund,
paa Folkets Ret bygget Grænse, saadan
maa vi ogsaa se en fyldigere Mening i hans
Kamp end just den udtalt nationale. —
Man kan godt sige, at for ham var der
intet, der gik over det nationale; men hans
patriotiske Sindelag og Handling var
ligesom alt andet bestemt af hans Oprindelse,
saadan at Ordene national og dansk under
hans Brug blev mere end blot Betegnelser
paa noget, som findes; de indeholdt altid
samtidigt en Appel og et Krav om at
forbedre det som er. Det vilde ogsaa være for
ringe en Opgave for en Månd af hans
Format, bare at konstatere Fakta. Men H. P.
Hanssen har ikke skrevet noget Program;
han var et Program, ikke til Efterfølgelse,
men til manende Sammenligning.
H. P. Hanssen havde under sit politiske
Virke knyttet sig til Demokratiet og
mistede aldrig Troen paa Demokratiets
humanitære Opgaver; hans stærke Tro har saa
meget mere Vægt, som han paa dette det
politiske Omraade var meget vidende og
meget klart saa Barbariets truende Gebærder.
540
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
