- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtiofemte årgången. 1936 /
572

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Johannes Jørgensen. Af Jørgen Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Jørgen Andersen

Ad en saadan Bekendelse har vi ikke Lov
at trække paa Skuldren, end mindre tillægge
Johs. Jørgensens Overgang til
Kristendommen andre og ringere Motiver end det
ene og store: Sandhedens Erkendelse. Og
til dem, der, efter at have læst Digterens
store Selvbiografi, faar det Slutresultat
ud af den, at den er sat som en
Forherligelsens Bauta af en selvglad Månd over et
Liv, der begyndte i Luxuria, endte i Askese,
og hvor begge Dele nydes, er der at sige,
at det er en Katolik, der skriver, et
Menneske, der er fortrolig med Skriftestolen som
det guddommelige Anneks her paa Jorden,
der troligt hører paa Syndernes Opregnelse
og tilsiger deres Tilgivelse.

Og Prisen, der maatte betales, blev stor.
Saa stor at Johannes Jørgensen ikke
formaaede at udrede den paa én Gang, men
maatte afbetale i flere Aar — med Afdrag,
hvor hvert var føleligt, smertende, saa
meget mere som Køberen stundom ikke
var klar over, om Ofrene ikke var for store
i Forhold til det, de vandt. Tabet af
Vennerne én for én, Stuckenbergerne hos hvem
han havde fundet et gæstfrit, forstaaende
og opmuntrende Tilflugtssted som ensom
Bondestudent i København, Simon Kock,
hans nære Medarbejder ved og store
Beundrer af »Taarnet», Sophus Claussen,
som mødte ham i Italien og aldrig rigtig
kom sig af den Forandring, der var sket
med ham. Hans Meditationer over
Vennens Skæbne har faaet deres menneskeligt
smukkeste og mest nænsomme Udtryk i
»Valfart».

»Jeg tænkte med Vemod paa en mindre
lykkelig Ven af mig, der befandt sig i et
toscansk Kloster, hvor han søgte den Ozon,
man forgæves søger efter paa al Verdens
smudsige Gæstgiverier. Vi havde knyttet
os til hinanden i Ungdommens første
Brobyggerdrømme, i den unge Farveglæde,
som opløser alle Problemer, stoltelig
frikender hele Menneskeheden. Og saa havde
jeg efter tre Aars Adskillelse genset ham

her i Ligurien. Men da havde Livskampen
med sin Slagterhaand plantet Kniven i
Nakken paa hans unge Farveglæde, og
det viste sig straks, at naar jeg talte i Vest,
talte han i Nordøst, og naar jeg fortalte
ham om Verdenshovedstaden Paris,
korsede han sig i Smug foran Landsbykirkens
Dør.»

Foruden Fjernelsen fra Vennerne, fik
han ogsaa Savnet af sit eget Sinds Fred
at føie i den svære Brydningsperiode
Halvfemserne igennem, der synes at lade
Afklaringen have lange Udsigter.
Splittetheden, Kampen om Digterkaldets og
Katolicismens Forenelighed, om at vinde den
klippefaste Tro paa Romerkirkens sære
Paradokser. Længselen mod Fædrelandet,
naar han var i Italien, og Savnet af dette
Land, naar han levede i Norden med dens
Kulde, ogsaa den, der ikke lader sig
indregistrere paa et Termometer.

Alt det har Johs. Jørgensen givet
Udtryk i sit omfangsrige, men som vi allerede
aner motivenkle Forfatterskab, baade paa
Prosa og Poesi — men paa forskellig Maade.
Fraregnet den første Digtsamlings
overeksponerede, af fransk Dekadentpoesi
(Baudelaire m. fl.) tydeligt paavirkede
Udtryksmaade, — en Samling Digteren
heller ikke har fundet værdig at indlemmes i
de samlede Skrifter, hvad der i al Fald
litteraturhistorisk set er beklageligt, men
ellers forstaaeligt, — er Prosabøgerne de
haardeste. Skarpest og fremkaldende en
grænseløs Forargelse og yderligere
Afstandtagen er »Livsløgn og Livssandhed» fra
1896. Den raaber et dundrende Nej paa
Spørgsmaalet, om Mennesket har en Løgn
fornøden for at leve.

»Den yderste Dag»,
Dommedagssymfo-nien, der udkom Aaret efter, behandler
det samme Stof poetisk. »Græs» (fra samme
Tid) tegner Skikkelsen Agathe, hende fra
Barndoms- og Ungdomstiden i Svendborg,
som blev tilbedt saa grænseløst, gjort saa
stor i alle Forhold, at hun voksede fra ham,

572

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:05:54 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1936/0632.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free