Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Johannes Jørgensen. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Jørgensen
der i sin Enfold havde skabt hende saadan.
Hun er indgaaet i J. J.’s Lyrik, hvor hun
sammen med hans svundne Ungdom udgør
Savnet, det nagende. Hvad Titlen »Græs»
anslog, lyder dystert Bogen igennem for
at tone ud i Fortabelsens forfærdende
Tanke: »Men for den, der kunde have været
som Blomsten, der kun dør for at sætte
Frugt, er det bittert at være blevet som
Græsset — Græsset, der grønnes og gror
og visner, unyttigt og goldt ...»
Denne Tale om Goldhed møder vi næste
Gang i Beretningen om »den vilde Vin», i
den kostelige Samling »Lignelser» (1898),
hvor Forfatterens Livsanskuelse har
udkrystalliseret sig i — smaa Poemer i Prosa
er vist det rette Udtryk. Alle kender og
har maattet beundre »Traaden fra oven»,
»Hvedekornet» og »Imitatio Christi» (Motto:
Melior est profecto humilis rusticus, qui
deo servit, quam superbus philosophus.),
hvormed Samlingen slutter og hvori det
hedder: »Jeg føler atter den skyggefulde
Køling i den stille Stue, og gennem det
aabne Vindu ser jeg Umbrien solbeskinnet
udenfor. — Og at skrive disse Linier, der
nu staar paa Papiret, er som at sætte
Blomster i en gammel Väse foran et halvt
hensmuldret Billed, der stirrer ud fra
en Murnische med to store, dybe Øjne.»
En saadan Skrivekunst forklarer let,
hvorfor Johs. Jørgensens religiøse
Bekendelser og Helgenbiografier i al deres Tyngde
alligevel kan læses og føles lette — fordi
Sproget i dem i sit Vemod er det skønneste
og fineste i moderne Dansk. Gang paa
Gang hæver det sig over den gængse Prosa,
strømmer med Naturstemninger og
-iagttagelser, nærmende sig den Poesi, som alene
vilde kunne sikre deres Skaber en Plads
mellem Danmarks fornemste Lyrikere, ja
visse Partier berettiger ham til at træde
ind i Inderkredsen hos Salmisterne.
Som Vignet til denne Del af J. J.’s
Livsværk kan sættes »Forordet» til
Rejsebogen »Bag alle de blaa Bjerge»:
Det klinger fjernt, det klinger blødt
som danske Fuglerøster —
jeg løfter mit Hoved og lytter
ved Middelhavets Kyster.
Der staar en Palme for min Dør,
dens Blade sagte gynge —
jeg mindes en Morgen ved Vejlefjord,
jeg hørte Fuglene synge.
Gulspurven kvidred fra Gran til Gran,
Stærene flöjted i Linde —
Vejlefjord blaaned og blinked i Sol,
i Sol saa jeg Hvidbjærg skinne.
Azurblaat løfter sig Kap Esterel
Splendid indeed? Oh, yes!
Jeg svarer — men ser kun tre ensomme Træer
yderst paa Treldenæs.
Cannes. Marts 15. 1913.
Hvor fristende det end kunde være at
gennemgaa alle Digtsamlingerne og
ustandseligt finde Skønheder, dybe Tankers
Iklædning, maa en Begrænsning træffes,
saa Valget falder paa »Digte 1894—98» og
»Der er en Brønd —» (1920), som ingen kan
komme uden om, der beskæftiger sig med
dansk Nyromantik og som har til Hensigt
at hylde den 70-aarige.
Første Samling fremtræder — baade
fra Formens og Indholdets Side —
homogent: En fortvivlet Skippers Nødraab efter
at han har forladt sin gamle Havn og er
sejlet ud »paa det dybe» — i Begyndelsen
frejdig over at skulle naa den nye, ukendte
men tillokkende Havn — men derefter
ulykkelig over ikke at kunne finde den
derude i Kimingen — og hvad mere er:
den gamle har han ogsaa tabt af Syne.
Blæsten er saa kontrær, at det ikke er
til at tænke paa at vende. En
Chancesejlads.
Om Bruddet med Ungdommen og dens
Liv — Utilfredsstillelsen ved det nye i
Romerkirken — ingen eller næsten ingen
Vej frem og i al Fald ingen tilbage,
undtagen Mindets — handler følgende. Digte:
»Vision», »Gensyn» med Slutningen:
573
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
