Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Teaterforestillinger i København. Nordiske Skuespil og Shakespeare. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Fot. Mydtskov. Helsingør.
Poul Reumert og Bodil Ips en i
»Dødsdansen». Det kgl. Teater.
Stort Held fulgte Det kgl. Teaters
Genopførelse af Strindbergs store Skuespil:
Dødsdansen med Poul Reumert og Bodil
Ipsen som Kaptajnen og hans Hustru.
Finere Sammenspil end disse to jævnbyrdige
Kunstneres kan Nationalscenen ikke opvise,
og mon nogen europæisk Scene kan? Det kan
spilles anderledes, ondere, mere makabert,
men næppe menneskeligt sandere, næppe
mere tidsmæssigt. Til Trods for Psykologiens
urokkelige Stabilitet i denne Kønskamp paa
Ægteskabets Djævleø, maa det dog siges,
at den Udvikling, der er foregaaet paa det
Omraade, der hedder Mænds og Kvinders
Omgangsformer, siden Stykkets Fremkomst
ved Aarhundredskiftet, i nogen Grad har
dæmpet Skuespillets infernalske Karakter.
Samtidig med Kvindens Løsrivelse fra
Norastadiet er der her sket et afgørende
kulturelt Forfald. Man kan billige det eller
ikke, men sket er sket. Den Tid er forbi,
hvor Kvinderne tiede og taalte og bar deres
Martyrium med Værdighed.
Hensynsfuldhedens Tid er paa Tilbagetog. Der tales rent
ud og haardt ud om Tingene. Alle er blevet
smaa Strindbergere. Men det almindeligt
infernalske føles ikke mere infernalsk. Med
Dødsdansen er der da sket dette, at det
ikke længere forbløffer, men virker
genkendende, mindre af et Strindberg’sk
Særtilfælde, mere alment menneskeligt.
Kaptajnen og Alice er rykket os nærmere
ind paa Livet.
Hvorvidt Hr. Poul Reumert har gjort sig
dette klart, er jeg uvidende om. Men ved
denne sidste Genopførelse havde han i hvert
Fald dæmpet sit Spil saa meget fra det
markant djævelske ned til et menneskeligere
Plan, med det Resultat, at Skikkelsen kom
til at staa i et nyt, mere tidsmæssigt Lys.
Skikkelsen havde ikke den tidligere Pragt,
men bevægede mere. Man genfandt alle de
sikkert indstuderede Smaatræk: den evige
Marcheren, Fingrenes Trommen paa Bordet,
som for at hakke Kedsomhedens Øde itu,
den stejle Militærholdning, tragi-komisk hos
et Halvvrag, Stemmens pludselige
Voldsomhed, det sindssygt mistroiske Blik og den
Atmosfære af dødelig Ensomhed og
Opløsning, der omgiver ham. Men jævnsides med
Angsten og Hæsligheden hos denne Tyran,
som Livet har gjort ond, forstod man gennem
Poul Reumerts Spil, at han i sit Sind rummede
Ressourcer af noget rørende menneskeligt
naivt. Han føltes ikke blot ond og bitter, men
komisk og medynkvækkende. Et ensomt
Menneske, der, da han har set Døden,
pludselig erkender sig selv og forfærdes over sit
Liv: »Jeg har heller aldrig troet, at dette her
var Livet», siger han og begynder igen i
forsonet Stemning at spille Kort med sin Hustru.
Ved i denne Sætning at røbe sit Sinds
bundne Varme aabnede Reumert for en
menneskeligere Opfattelse af den ulyksalige Månd.
Opfattelsen gav Forestillingen en god
Balance. Den understregede, at af de to
Mennesker var Hustruen den hjerteløseste. I en
falmet grøn, svøbt Kjole, hvis Tilskæring
førte Tanken hen paa hendes Teaterdage, og
med en Antydning af Sceneholdningen
bevaret, spillede Bodil Ipsen den skuffede,
kyniske og haarde Hustru med et sikkert
Greb om Skikkelsen. Ansigtet var hvidt af
Had og Passion, kun de ondt skinnende Øjne
og Læbens røde Streg røbede den Ild, der
luede i hende, og som til Tider fik hendes Krop
til at skælve bag Primadonnakjolen. I
Modsætning til den aabenhjertigere Kaptajn
virkede hun farlig. Som et Kvindevæsen af
348
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
