Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Teaterforestillinger i København. Nordiske Skuespil og Shakespeare. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterforestillinger i København
Scene fra »Vildanden». Folketeatret.
den store Katteslægt, kredsede hun lurende
om ham. Den tilbagetrængte Passion
ud-straalede fra hende, mens hun skadefro
iagttog den faldende Tyran. Da han til
sidst bryder sammen, lo hun en haard, ond,
hadsk Latter, saa hæslig og umenneskelig,
at Lyden isnede. Det var helt i Strindbergs
Aand. En stor Teateraften.
Ogsaa Folketeatret har i denne Sæson sat
en klassisk — nordisk Forestilling op, Ibsens
psychologiske Mesterværk: Vildanden. Else
Skouboe var tilkaldt for at spille Hedvig, og
gav Forestillingen ikke andet, gav den en ny
uforglemmelig Hedvig, anderledes end Fru
Hennings’ følsomme og Fru Blochs lidt
kejtede Pigebarn, en Hedvig, som var lige
saa følsom og sky som Betty Hennings, men
som stod Nutiden nærmere ved sin nervøse
Inderlighed. Med sit stramt kæmmede Haar,
der endte i to Rottefletninger med struttende
Sløjfer, med det tærnede propre Forklæde
for den magre Krop og de smaa blanke Sko
var hun Typen paa den lille
Middelstands-pige fra et propert, men fattigt Hjem.
Men de store, undrende Øjne, der, svækkede,
glippede for Lyset, de nervøse hastige Fugle-
bevægelser og det tænksomme Udtryk gav
hende et individuelt Særpræg.
Kun i sit Forhold til Moderen, den brave
Gina, syntes hun at føie sig helt tryg. En
Afgrund skilte hende fra Faderen, Fantasten
Ekdal, som hun nærmede sig i en ekstatisk
Henrykkelse, der aldrig belønnedes; og
Bedstefaderen, gamle Ekdal, omfattede hun, trods
sine unge Aar, med en næsten moderlig
Medfølelse. Bag det sky nervøse og Ekstasen anede
man et Fond af Godhed, et ømt Pigehjerte.
Tiltrukket og frastødt af de Voksne, hvis
Ord hun tager bogstaveligt, hvirvledes hun
rundt fra Glæde til Sorg. En lille isoleret
Verden i det Ekdalske Galehus. Hvad man
hos tidligere Fremstillerinder kun saa i
Fragmenter: Barnets langsomme Beslutning om at
bringe sit eget Liv som Offer for paradoksalt
at genvinde Faderens Kærlighed, spillede
Fru Skouboe saadan, at man Skridt for
Skridt kunde følge hende paa Vej til
Beslutningens Modning Uforglemmelig var den
sidste Scenes stumme Spil, hvor hun kommer
listende ind paa Scenen: Udtrykket først
uroligt, saa tøvende, indtil Beslutningen
bliver taget, og hun resolut gaar ind paa
Loftet med Pistolen.
349
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
