Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Ove Rode. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
Men de Radikale paatog sig Hvervet som en
politisk og parlamentarisk Pligt.
Ove Röde var ikke med i denne Regering,
som Konsejlpræsident Zahle i sin
Programtale erklærede bestod af »det sidste Hold af
Mænd, Landet havde Tillid til». Selv har Röde
beskedent udtalt, at han endnu ikke følte
sig bærekraftig nok til at løfte en Ministers
Gerning. For hans Parti stod det saadan, at
han ikke under nogen Omstændigheder kunde
undværes to Steder: i »Politikens»
Redaktørstol og i Folketingssalen som Partiets
Ordfører. Gennem hans politisk følsomme
Hænder gled alle Traadene, førend de blev lagt
frem til Væven til Beskuelse for de mange;
enhver fortrolig Overvejelse i Ministeriet
var han med til. Der skulde navigeres med den
største Klogskab, fordi baade de oversøiske
og undersøiske Skær var saare mange. De
Radikale var gaaet frem ved Valget, men de
raadede dog kun over mellem en Femtedel
og en Sjettedel af Tingets Mandater. Selv
sammen med Socialdemokraterne var de
kun fireogfyrre mod halvfjerds. Den
socialdemokratiske Ordfører, Frederik Borgbjerg,
karakteriserede Situationen som »en Dans
over Knivæggen». Men som sit Partis mere og
mere blændende Orator — det var ofte store
Dage i Folketinget, de var desværre helt
fremmedartede, kunde mangen gammel
Rigs-dagsrotte sukke, naar Röde rigtigt havde
været sig selv — viste han ikke blot
Smidighed, Fasthed og Forudseenhed, men han
dokumenterede, at han var Taktikeren paa lang
Sigt. En mærkelig Intuitionsevne lod ham se
gennem det politiske Spil; alle Muligheder
afvejedes og overvejedes, hvor fjerne de end
var, Modstandernes Psyke analyseredes og
deres politiske Nervestyrke prøvedes.
Sverdrup i Norge havde den samme Evne, J. C.
Christensen ligeledes, da han ved
Aarhundredskiftet stod paa sin Højde som
Oppositionens Fører; men senere laa han under for
Ove Röde. De talrige forgæves Stormløb
mod den radikale Regering viste det. Naar
de to mødtes i Ringen, sejrede Röde;
Høvdingen for det mægtige Venstre maatte lægge
Skuldrene mod Gulvet, naar Röde førte
Kampen paa sin gennemnoble men fint
udtænkte Taktik. Som Journalist gik han stærkt
frem i den korte Tid, Ministeriet Zahle sad, :—
det faldt allerede i Juli 1910; »ingen
Regering har i Danmark haft en bedre
Pennede-fensor», sagde den erfarne Niels Neergaard
til ham den sekstende September 1927; Ove
Röde kaldte Dagen for bemærkelsesværdig,
og Neergaard fortsatte med at pointere, at
»Röde dér viste Evner, som maatte føre hans
Parti frem endnu engang til Regeringsmagten,
og hjalp til, at det blev den radikale
Regering, som drev Grundlovssagen igennem».
Ved Sommervalget i 1910 faldt Ove Röde
i Holbæk, men fik ved et Suppleringsvalg
kort efter Kalundborg-Kredsen, da
Kammerherre Krabbe maatte gaa. Med Glans
og Myndighed hævdede han den, til han sytten
Aar efter forlod Rigsdagen for paany at blive
»Politikens» Redaktør. Hans Vælgere var
stolte af ham, de lærte at beundre hans
Højsind og Retfærd; de »jublede og sluttede Kres
om ham, naar han i sine lyriske Taler, der var
formfuldendte til Fuldkommenhed,
nedsablede Lavsind og Egoisme», og de var med ham,
da han var Ordfører i Grundlovssagen fra
1910—13 under Klaus Berntsens Regering,
de slog Kres om ham, naar han forfægtede sine
klare men meget bestemte Anskuelser i
Skattesager; »ud ad hver Debat gaar Röde
stærkere, styrket og tungere i Vægt», sagde Edvard
Brandes om ham; da Zahle i Juni 1913
dannede sin anden rent radikale Regering,
styrkede han den ved at give Ove Röde det
Indenrigsministerium, han var selvskreven til.
Foreløbig var hans Tid i Pressen forbi; det
var nødvendigt for ham at træde tilbage
som Redaktør af »Politiken», men
Forbindelsen med Bladet slåp han aldrig; saa meget
Journalist var der i ham, at han ofte greb
til Pennen, naar en stor Sag gjorde det
nødvendigt for ham at tale direkte til sine gamle
Læsere.
Saa kom Krigen, den store Krig,
Verdenskrigen, der viste os Ove Röde som Manden,
for hvis Ydeevne der ingen Grænser var.
At Erik Scavenius holdt
Udenrigsministeriet i sin Haand, regnede Ove Röde for en
Gudernes Gåve til det danske Folk. Historien
vil vei engang retfærdigt tale om Ove Röde
som den, der genialt forstod at dæmme op
for Ulykkerne. Den ubarmhjertige Blokade
gjorde Danmarks Stilling som Leverandør
til begge de stridende uhyre vanskelig. Her
var Balancekunst en Nødvendighed. De
Allierede kunde naar som helst lukke af for alle
vore Forsyninger, der skulde dække
Forbrugene, og det laa i Tyskernes Magt at
sænke vore Skibe eller spærre dem inde.
Allerede i Krigens første Dage forstod Röde,
at en hel ny Tid vilde blive inledet med
Kanonernes Drøn henover Valpladserne; og han,
484
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
