Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Ove Rode. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
spyede Forordninger og Regulativer ud, og
de berørte alle og greb ind i alt. Hvert eneste
Menneske indenfor de danske Grænser
mærkede Rodes Virke, og den afgørende Dorn
vil blive den — derom er der næppe nogen
Tvivl, hvor meget Hensyn der end tages
til dem, der var hans ivrigste Modstandere,
da han gjorde sin uforglemmelige Gerning —
at han reddede Landet gennem Krigens
forfærdende Tid. Hvad han gjorde, skulde gøres;
men hvor sad der en Månd med hans Evner,
Kundskaber, Kendskab til Sagerne og med
hans helt fotografiske Hukommelse; og var
der nogen, der i samme Grad lynhurtigt
forstod at gribe om Kærnen i alt det, som var
ham forelagt? De, som arbejdede nær med
ham, og det var langtfra altid politiske
Venner, maatte beundre hans Selvfornægtelse og
den rige, varme Menneskelighed, der var hans
jpærkende; det var den, der fik alle til at
j^ætte Skulder mod Skulder og trække de
tungeste Læs op over den stejleste, den mest
stenede Bakke. Tillid til Medarbejdere var
et smukt Træk hos Ove Röde; saa vidt muligt
lod han dem gaa paa egen Haand, var altid
selv aaben og til at stole paa og tvang
derved sine Omgivelser til Loyalitet. Frie
Hænder gav han de ledende i Indenrigsministeriet,
og det var ogsaa nødvendigt; han kunde jo
ikke være der Døgnet rundt; Rigsdagen
krævede, at han forelagde sine Lovforslag, og
ofte maatte han forsvare dem gennem
timelange Debatter mod en tit smaatskaaret og
meget snæversynet Opposition, der
desværre for den ikke altid forstod, at det er
klogest til enhver Tid at kæmpe med de
blankeste Vaaben. Fra alle Landets Kanter
sled man i ham for at høre ham fra stedlige
Talerstole fortolke sine konkrete Forslag og
være nærværende, naar han paa Grundlag
af sine rige og det meste omfattende
Erfaringer udformede sin politiske Filosofi. Af
alle Nordens Statsmænd var han den, som
lærte mest af det vældige Ragnarok. Fra
Fødslen skandinavisk indstillet, var det ham
naturligt at gaa i Spidsen for den gensidige
Hjælp i Norden; til Studenterne talte han i
1918 de manende Ord om den nye Orden,
der kæmper sig frem i Uordenens Tid; han
er ikke bleven modløs, han, der havde følt
mere end nogen anden Katastrofens
hamrende Puls, for han tror »at det, vi oplever, er
Diglens Syden, naar Stofferne blander sig
under den mægtige Kamp, indtil et nyt Stof
opstaar. Det er de mægtige, blodige Fødsels-
veer, der sønderriver Verdens Indvolde, inden
en ny Verden fødes. Et nyt Samfund, hvor
Mennesker og Folkeslag kan føie sig til Rette i
personlig Selvhævdelse og i Samfølelse, der
formaar at give Afkald —■ hvor Frihed og
Orden har forbundet sig med hverandre og
Retfærdigheden triumferer.» — Baade i denne
storladne Tale og i den berømte han holdt
paa »Gimle» — et gammelt Traktørsted ved
Frederiksberg, ■— peger han helt synsk paa
den nye Verdensorden, der vil afløse den
gamle. Det samme er Tilfældet i mange andre
af de Taler, han holdt rundt om — ogsaa i
Sverige og Norge — og som han udgav i
1921 i Bogen med den karakteristiske Titel:
»I Krigens Vendetegn». Det radikale Parti,
som han havde været en af Bygherrerne for,
maa omformes fra Grunden af, fordi det
længe førend det kunde anes, var naaet frem
til Vejs Ende. Odenseprogrammet fra 1905
var jo i Hovedsagen gennemført; det
fremtidige radikale Parti maatte ligefrem
naturnødvendigt blive radikalt-socialt i hele sin
Struktur, og gennem det skulde den nye
Vurdering af Forholdet mellem Staten og
den enkelte komme. Stik imod mange af
dem, der gik for at være Bjergets klogeste
Mænd, forstod Röde, at Krigen ubarmhjertigt
havde sænket Metoder og Principper i det
Hav, som var saa dybt, at de ingensinde
vilde komme frem mére.
Man har indvendt, at Ove Röde som
Krigens store Administrator var en meget dyr
Månd. Trods alt var Tiderne for Danmark
økonomisk blomstrende, Krigsguldet
væltede ind, og han burde have administreret
indenfor en Ramme, der ikke skulde udvides
ved mange og store Laan; denne Dom, eller
Fordømmelse om man vil, har ikke kunnet
holde; Ove Röde tilbageviste den. De
regulerende Foranstaltninger var en
Nødvendighed, og den gav den Balance, at den Rige
ganske vist ikke blev meget rigere, end han var
i Forvejen, men den fattige Månd og Kvinde
blev heller ikke ganske ufortjent fattigere.
Det var de regulerende Indgrebs Skyld, det
var Ove Röde, som kvalte Kommunisme og
Uro i Danmark og ikke lod Tvedragt vokse
op fra en lille Busk til stort Træ. Aldrig burde
det glemmes ham; og hvad Rolle spiller det
saa, at det kostede? Ove Rodes Politik var
den Forsikring, som holdt Danmark fri af
den indre Strid, og enhver Præmie koster.
Pludselig faldt Ministeriet Zahle i Paasken
1920. Mange over- og underjordiske Kræfter,
486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
