Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Lidt om Harald Herdal. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt om Harald H er d a l
Rige, de kan, eller denne: Det gaar altid ud
over de Fattige. Men hos Drengen, der gennem
Husets Born kommer i nærmere Berøring
med den fine Verden og faar Afstanden mere
personligt at føie, kaldes en levende
Fornemmelse til Live, der bliver afgørende for Herdals
Livssyn og for hans Virksomhed som Digter.
I Faderens og Moderens Skikkelser møder
vi Karakterer, der gaar igen i Herdals andre
Bøger. Selve deres Forhold til Hjemmet og til
Barnet er typisk. Faderen kommer træt hjem
fra sit Arbejde, spiser i Tavshed og »bagefter
læste han Avisen og var træt og sa ikke noet».
Han overlader Drengens Opdragelse til Konen,
der ofte føler sig irriteret og tilsidesat ved
hans Tavshed og ved hans Passivitet over for
Drengens Opførsel og Spørgsmaalet om
Drengens Fremtid. Ganske de samme Træk findes
hos Arbejdsmand Jensen i Man skal jo leve;
men det maa dog tilføjes, at Faderen i Den
første Verden i det stille virker ganske stærkt
paa Drengen, f. Eks. i religiøse og politiske
Spørgsmaal; dette vil fremgaa tydeligere af
Bogens Fortsættelse.
Hos Herdal er det næsten altid Moderen,
der maa tage sig af Børnene. Ofte er hun den
dominerende og bestemmende i Hjemmet,
saaledes ogsaa hos den betydeligt skrappere
og mere ondartede Fru Lauesen i En lidt
almindelig Historie (et mesterligt
Kvindeportræt iøvrigt). Og i Reglen virker Moderen
stærkt iriterende paa Barnet ved sine
evindelige Irettesættelser og sin Mangel paa
Forstaaelse. Her i Portnerhjemmet er hun altid
forslæbt og sur. »Det var altid som om der
var noet, hun var ked af», hun er ligesom
altid vred paa ham og paa Nakken af ham.
Naar hun taler til ham, svarer han derfor
kort og tvært, og Moderen skælder ham ud
for den Tone, han bruger. »Hvordan er det
du taler til din Mor», siger hun, ganske som
Fru Jensen siger til Jørgen.
De Voksnes Verden og Børnenes Verden er
skilt ved en Mur, der er lige saa høj som den
mellem de Rige og de Fattige og heller ikke
kan overstiges. Man kan ikke stole paa de
Voksne, de lyver, de holder ikke, hvad de
lover, og de er uretfærdige. »Man skulle ikke
tro de hade været Børn selv.»
Og som i Hjemmet, saaledes i Skolen.
Ogsaa Lærerne er paa Nakken af ham, de er
dumme og ondskabsfulde, og de bestiller ikke
andet end at skælde ud og slaa. Harald Herdal
har maattet høre en Del for, hvad han har
skrevet om sin Skoletid, navnlig fordi han
Harald Her dal.
har givet sine Angreb bestemt Adresse. Det
faar nu være med den objektive Sandhed,
som det vil, og for Resten har han faaet
baade Tilslutning og Protest; om den
subjektive Sandhed kan der næppe herske Tvivl,
og i hvert Fald møder man i saa at sige alle
hans Bøger en stærk Lede ved Skoletiden.
At Herdal har været et nervøst og vanskeligt
Barn, det er dog sandsynligt.
Drengen i Den første Verden faar
efterhaanden en Fornemmelse af, at alt, hvad han gør,
er gält. Venner har han heller ikke, ingen
ordentlige Kammerater, og over for Pigerne
er han sky og kejtet samtidig med, at de
sætter hans Fantasi i stærk Bevægelse.
Der er gjort. meget Væsen af Herdals
utilslørede Skildringer af baade Drenges og Pigers
Pubertetsvanskeligheder og deres Oplevelser i
Pubertetsaarene, og han har været udsat
for en Bunke urimelig Kritik i den Anledning.
Selvfølgelig har alt dette skadet Herdal meget
hos Publikum, der maa tro her at staa over
for et svinsk Forfatterskab, og rimeligvis
har Herdal ogsaa personlig døjet under de mer
eller mindre bevidste Misforstaaelser.
Sandheden er dog den, at der aldrig hos Flerdal
43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
