Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Symfoni i rødt. Studie i den Michaëliske Digtning. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
hvor alle Helvedesmaskiner fik kort
Frikvarter, er lykkedes Digteren godt.
Fred for en Nat!
De hvide Snefnug dryppe
som mild Charpi.
Af Mørserbrølet træt
forstummer Krigens store Lazaret:
Fredshaabet fødes atter i en Krybbe.
Charpi er valgt helt fortrinligt; det er
lindrende, men hører uhyggeligt sammen med
Lemlæstelser og Hospital. Krybben derimod
er et helt gält Rekvisit for en Michaelis at
anvende, der identificerede Gud med kosmisk
Kraft, Astralenergi (»den Gud, der anes
blot/som Kraftens Strømning gennem
Verdensrummet», hvormed »Grand Canyon i
Arizona» slutter) eller — Menneskelivet
nærmere — med »Kærlighedens høje
Al-magtsbud».
Tilbage til »Livets Fest» igen: I »Villa
d’Estes Have» er alt forfaldent,
Fontænevaserne sprukne, Liljerne forsvundet, og
Roserne blevet vilde.
Men i den klingende Stilhed
risles Sanserne skarpe
og lytter til skjulte Kilders
tusindstrængede Harpe.
Her optræder en af de første Gange det,
der i Livet er noget ved at have Øret opladt
for: den indre Musik, der er evig ja endog,
hører man ret efter, endnu rigere i sine
Variationer end den almindelige. Et sensitivt Poem!
Fremdeles Besøg i Pompeii og paa Tiberius’
Capri, hvis Digt hører til den »skrækkende»
Poesi, Decadenterne yndede. Afsindigt som
den, det fortæller om, Kejseren, der i
Forfølgelsesvanvid forlod Rom for i Isolation
paa hin lille 0 at kunne øve sine Fjender i
Udspring fra Klipperne: — og selv at have
den Fordel, naar Livet helt slee ham op,
at der kun var »det ene Skridt til Døden».
En senere Kollega i det høje Kejserembede
tog Omstændighederne ikke blidere paa, han
forresten heller ikke paa dem. Hans Grav
blev berømt i samme Grad som Faraonernes
Pyramider.
Gravmæle gav dig Invalidekirken,
Fjældfred du høsted for et Liv i Strid,
med Hjertet anskudt i din Heltevirken
blev selv du Jordens største Invalid.
Men svøbt i Sten du hviler stolt i Støvet:
En Verdensdel du valgte til Arena,
Prometheus’ Fangekvaler har du prøvet,
jordplettet er din Grav fra Sankt-Helena.
Flere Gange møder vi Napoleon igen.
Allerede i »Forglemmigej» længere fremme i
Samlingen, om de smaa blaa Blomster, der
ved Vaar er groet frem over Rædslerne
ved Beresina 1812, med en Symbolik, der er
haarfin.
En Hær af lysblaa Øjne op mod Himlen
— ak, disse Blomsters blaa og blide Blikke!
Ak, denne fine tynde Blomsterstemme,
der nynner sagte: O forglem mig ikke.
Endvidere i Skuespillet »S:t Helena», i den
store Roman »Den evige Søvn» og i
»Træbukken».
Grund er der til endnu at nævne »Blæsten»,
der med sin gavnlige Gennemtræk rigtig
lufter ud, hvilket tiltrænges — ogsaa i en
Digters Gemmer, hvor der ligeledes kan blive
lummert. Det sarte symbolistiske Rosendigt
»La France» og »Bregner» med det
uforlignelige Verbum i første Strofe:
Nu, den røde Himmel blegner
og de første Stjerner prikke
gennem Aftnen, vil jeg ligge
bag de store Ørnebregner.
Blandt Rembrandt-Digtene bør Dr.
Deij-mans Anatomi fremhæves. Dissektionen af
den døde, der »tager stum og tam / mod
Dissekereknivens Snit/ og rødmer ej for nogen
Skam, / men lyser lige nøgen hvidt». Til
sidst tre Mindedigte, ringere end Michaelis
ellers skriver dem. Indrømmes skal det ogsaa,
at det er vanskeligt — for ikke at sige
umuligt — at skrive Mindedigt over Sigbjørn
Obstfelder, saa længe Helge Rodes huskes.
Næste Samling er Palmerne (1904), vei den
mest læste — og af mange givet Prisen som
den bedste. Da jeg holder paa, at Michaelis’
gedigneste Lyrik er at finde senere, skal af
begge Grunde denne Samling kun løseligt
omtales.
Titeldigtet er stor Poesi: En Digters Drøm
om det fjerne Land, han tilsidst kaldte
Atlantis.
Mellem Optakten:
Har jeg drømt i Tiders Morgen om en paradisisk
Kyst
om en Have midt i Havet, om et Blaa, der aldrig
falmer,
om et højt og nøgent Næs, der sig nærmer solbelyst
i en Kimingsrand, som vinker med forventningsstille
Palmer . . .
222
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
