Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil og Betty Nansen. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teateraaret i Köbenhavn
Nordiske Skuespil og Betty Nansen
aj Axel Broe
J V AAR MAN SER NED gennem
Teateraaret i Danmark, er det mest iøjnefaldende
den Række røde Lygter, der fra September i
Fjor til de sidste Majaftener i Aar har lyst
uden for Det kgl. Teater, paa det nærmeste
hver Aften. Tilstrømningen har været
overvældende, og der er indspillet mægtige
Summer, navnlig paa den store Dramatik, der
aldrig rigtig har ligget for de Danske, men nu
pludselig huserer overalt — vi skal senere se
hvordan. Man kan ikke alene forklare de fulde
Huses Sæson ved den simple Kendsgerning,
at der nu er to Teatre mindre i Byen.
Aarsagerne ligger paa andre Omraader. Dels har
Det kgl. Teater været heldig i Valget af
Repertoiret: hele tre stærkt dramatiske
Teaterstykker med mange og brogede
Folkekomediebilleder, der synes at tilfredsstille alle
Underholdningskrav, dels er der
gennemgaaende blevet spillet udmærket Komedie, og
endelig har den yngste københavnske
Teaterkritik blæst saadan i Basuner for den store
Billeddramatik, at man godt kunde tro, dansk
Teater ver blevet fornyet, hvis man ikke netop
var af den Mening, at det er den
traditionsrige danske Scenekunst, den
poetisk-realistiske, den fra William Bloch nedarvede, der
ikke blot har baaret Teatret, men vundet dets
største Sejr.
Hvis man skulde byde en fremmed ind til
den af Aarets kongelige Forestillinger, der gav
ham det stærkeste og gyldigste Indtryk af
dansk national Scenekunst, maatte Valget
falde paa Kvinderne paa Niskavuori, Hella
Vuolijokis følelsesbevægede Familiestykke.
Iscenesættelsen, hvor hver mindste Enkelthed
var draget frem til Beskuelse, og Spillets Præg
af Finhed og Inderlighed var helt i
Overensstemmelse med Aanden i William Blochs
Kunstopfattelse, der saa fuldkomment udløser
den særlige danske Form for Skuespilkunst.
Ingen andre Steder i Verden spiller man
intim Komedie bedre end paa Det kgl. Teater.
Den naturalistiske Spillemaade synes at ligge
dansk Natur nærmest.
Men Kaj Munk da, vil man sige?
Digterpræsten fra Vedersø i det vestjyske Sogn, har
ikke han fornyet dansk Teater? Nogen mener
det. Og ikke blot den kommende Teaterchef
Dr. Schyberg, nej, Munk har en hel
Teatermenighed, han er kommet paa Mode, alle skal
se, hvad han laver. Der kan let naaes til
Enighed om, at Munk er født Dramatiker.
Han tænker i dramatiske Situationer, og jo
flere Stykker, han skriver, jo knappere og
mere spændingsfyldte bliver hans Optrin.
Hertil kommer, at hans Karakterer byder paa
gode Roller, der er kun faa »Fisk» i hans
Personlister. Dramatisk er han en Sjældenhed
i den danske dramatiske Litteratur, der
gennemgaaende er saa udramatisk. Men i hele
hans Produktion af Diktatordramer findes
ikke eet Træk, ikke een Skikkelse, som vi
genkender som dansk. Han beskæftiger sig med
store universelle Ting, som han belyser ud fra
det religiøse, hvori han har sit Centrum. Hans
evindelige Kredsen om det hensynsløse
Magt-udfoldelsesproblem er ikke sat i Forhold til
dansk Mentalitet.
Er Jødeproblemet dansk?
Er Diktatorens Problem?
Hvor i Danmark støder vi paa disse
Kolos-saliteter uden for Teatret og Avisernes
Forsidetelegrammer? Man maa ønske, at al den
Udenrigslæsning snart vil blive erstattet af
Iagttagelser af mere nærliggende Art.
Kaj Munk er seværdig som Dramatiker.
Men kunstnerisk har han intet udløst som i
dybeste Forstand kommer os ved. Kun hans
dramatiske Talent er blevet forløst og mest i
fremmede Kostymer, der hverken udenpaa
eller i, hvad de rummer af psykisk Indhold,
er Udtryk for Nutidens Danmark.
Hertil skal vi vende tilbage.
Paa Grund af Sygdom inden for Personalet
havde Det kgl. Teater Besvær med at faa
Njdiederne op. Hele September og det meste
af Oktober kørtes paa Repriser, og først da
omtrent to Maaneder var gaaet, præsenterede
Teatret Inger Bentzons lille 3-Akts Skuespil:
375
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
