Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil og Betty Nansen. Af Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teateraaret i København
Lauras Paulsson. — Bodil Ipsen. — Thorkild Rose. — Illona Wieselman. — Ebbe Röde.
Fot. Mydtskov.
Scene fra »Nederlaget». Det kgl. Teater.
med, at de brave Folk stilles op ad Muren og
skydes ned paa Père-Lachaise, føltes dette
som en logisk Nødvendighed — her i Stykket,
hvor de månge Individualiteter manglede
Disciplin og derfor ikke kunde klare sig mod
Versailleshæren, der ogsaa havde bedre
Vaaben.
Men siger dette egentlig mere, end man
allerede vidste? Og hvordan med Perspektivet?
Blev der kastet Lys over noget som helst?
Afgjort ikke. Et dygtigt historisk
Kostyme-stykke, andet var det ikke.
Fra Nordahl Griegs Side er
Thiersskikkel-sen en ren Folkekomediefigur. Der siges om
ham, at han kun bryder sig om Kopier av
anerkendte ældre Malere, og at Vinteren, hvor
"Væksten er død, er hans Yndlingsaarstid. Han
er det umenneskelige Autoritetsprincip. Han
er i Slægt med Teaterromantikernes
Skikkelser (Hugo har et Par Stykker), og
Folkekomedien er en direkte Udløber af det
romantiske Teater. Poul Reumert havde med
sikkert Instinkt grebet Figuren. Den skal
være ensrettet, og den ensrettede er altid en
grotesk Figur. Saadan blev han spillet-af
Reumert i Stykkets Aand. Men det var
Skuespillerens Fortjeneste, at han tillige gennem
Maske og Gebærder gjorde Thiers-skikkelsen
historisk genkendelig. Reumerts Thiers med
det lange Nøddeknækkeransigt, den korte
Hals, Manden i den sorte Diplomatfrakke og
de smaa Kvasteridestøvler indtog de klassiske
Positioner, hvori Thiers er overleveret til
Eftertiden i Skrift og i Billeder. (Særlig
bemærkelsesværdig var Scenen, hvor han synker ned
i Divanen og skræver ud med Benene •—
kendt fra FredsbetingelsesbiJledet.)
Svend Gade, der stod for Iscenesættelsen,
havde tegnet klare Dekorationer og
manøvrerede dygtigt med Masseoptrinene.
Barrikaden var den mindst vellykkede. De lyse danske
Barnestemmer passede ikke til
Revolutions-stemningen. Det virkede, som gik de og legede
Fastelavn mellem de pludselige Salver og
dødbringende Strejfskud. Stykkets ypperste
Optrin, fremragende formet, var det i Banque de
France’s Modtagelsessalon, hvor Bankens
Direktør kæmper for sit Guld. Gabrielsens ele-
379
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
