Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Sølyst. Af Chr. Kirchhoff-Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sølyst
»I det herligste Efteraars-Morgen Vejr
kørte jeg tilbage ad Strandvejen. Det
blaa Hav og den gule Skov var uendelig
skønne. Var jeg Hedning, byggede jeg et
Alter for Oktober.» I Januar hedder det:
»Forrige Søndag var jeg med Ernst og
Emilie paa Sølyst; der gik vi en lang
Spadseretur over Mosen mellem Sølyst,
Christiansholm og Dyrehaven. Derpaa spadserede
vi længe i Ordrup Krat. Saadanne Ture er
mig uendelig kære og uundværlige. Jeg
kan ikke noksom glæde mig over, att
Nydelsen af den skønne Natur er os alle saa
uendelig kær, at vi saa ugenert nyder den
i enfoldig Glæde. Saaledes dier vi Naturens
Bryster, som intet skal vænne os fra. O,
Natur! Alt har jeg af den, alt vier jeg den!»
De »skønne Sjæle»s Tid! Frederikke
Brun, den senere Forfatterinde, var et
halvvoksent Barn. En Dag, man spadserede
i Haven paa Sølyst, fulgtes hun med Emilie,
og de kom lidt tilbage for det øvrige
Selskab. Grevinden sætter sig paa en Bænk med
Udsigt over bølgende Trætoppe, og det
blaa Hav, helt over til Hven og Skaane.
»Da sänk jeg», hedder det i Fru Bruns
Erindringer, »gennemtrængt af en
unævnelig sød og hellig Følelse ned paa Knæ ved
Siden af hende, lagde mit Hoved i hendes
Skød og udgød i himmelske Taarer Sjælens
usigelige Længsel efter hende. Hun løftede
mit Hoved op mod sin Barm, og, trykkende
mig blidt til sig, faldt ogsaa hendes
himmelske Taarer paa min Pande, og hun
hviskede sagte: Frederikke, jeg holder
meget af dig.»
Det var sidste Gang, de saa hinanden.
Emilie blev kun syv og tyve Aar, da
Brystsyge gjorde Ende paa hendes Liv. Sin
Sjælsstyrke viste hun endnu paa Dødslejet.
Trods klar Bevidsthed om Dødens Komme
formaaede hun fattet at tage Afsked med
sin Månd og sine Nærmeste, idet hun
trøstede dem og vilde række dem Blomster,
som stod ved hendes Seng.
Stolberg besang hende. Frederikke Brun
Heinrich Ernst Schimmelmann.
Maleri af C. A. Jensen. 1827.
lagde Blomster paa hendes Kiste. Og
Schimmelmann selv rejste nedenfor Sølyst
det Monument over sin Hustru,
Emiliekilden, som Pram besang. Det grædende
Øje, af hvilket Kildens Vand skulde rinde
evigt som hans egne Taarer, fjernedes siden.
Men endnu den sidste Morgen,
Schimmelmann vaagnede til livet, altsaa et
halvt Aarhundrede efter, havde han om
Natten set Emilie i Drømme —- hun
gav ham nu den Rose, hendes dødtrætte
Haand ikke havde formaaet at række ham
ved deres Afsked.
Faa Aar efter Emilies Død holdt Sølysts
Ejer Bryllup igen. Hans anden Hustru,
Charlotte Schubart, var en ubemidlet,
fint-dannet Officersdatter med et Par smukke,
kloge Øjne og et fornemt, stilfærdigt
Væsen. Med Emilie havde Schimmelmann
fortabt sig i følsomt Sværmeri; nu myldrede
der Gæster ind baade i Bredgade-Palæet og
paa Landstedet ved Sundet, og
Selskabeligheden florerede — Husets nye Frue
533
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
