Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Bogen om Danmarks store Skuespillerinde. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
isolerede Minister C. G. Andræ under Krigen
1864, Aftenen før Tabet af Øen Als og dermed
Danmarks Lemlæstelse, søger ud til Fru
Heiberg, Festens og Glædens Dronning, og
indtrængende forklarer hende »i hvilken Grad
Danske systematisk i mange Aar havde
forberedt de Ulykker, Landet nu var i».
Blandt de Samtidige, Fru Heiberg hadede, ■—
og de var ikke faa — indtager Grevinde
Danner, Kong Frederik den Syvendes Hustru,
en Førsteplads. Skønt selv et Proletarbarn
fulgte hun den Opfattelse, som hendes
Venner nærede. Det vilde have virket tiltalende,
hvis hendes Syn havde været friere. Hun
kendte Grevinden fra mange Aars
Samarbejde paa Teatret og burde have haft en
mere menneskelig Forstaaelse af den
vanskelige Stilling, hun beklædte. Trods al Forskel
i Evner og Betingelser kan der ikke være
Tvivl om, at Mindet om disse to Teaterbørn
vil leve gennem Aarhundreder. Mon det ikke
var en Opgave for Robert Neiiendam at give
et lignende fortættet Portræt af Grevindens
eventyrlige Menneskeliv ?
Det er lykkedes Neiiendam at skaffe fuld
Klarhed over et dunkelt, men saare vigtigt
Punkt i Fru Heibergs Memoirer, nemlig
hendes Forhold til den Assistent Harboe, der
hjalp hende op fra Forældrenes
Beværtnings-milieu og gav hende den første Dannelse.
Der er i dette Ungdomsbekendtskab en lille
Virkelighedsroman, som Fru Heiberg gør
»mystisk», men som taaler fuldt moderne
Dagslys. Harboe var ikke det eneste
Menneske, der foretrak Døden fremfor ikke at
kunne blive lykkelig ved hendes Side. En
anden af Bogens værdifulde Egenskaber er,
at den forklarer det Modsætningsforhold, der
findes mellem Fru Heibergs Memoirer og
hendes Breve til Ministeren Krieger. I
Me-moireværket forskønner hun sit eget Jeg og
anbringer sig selv i Situationerne snart med
Sejrens Palmer, snart med en Martyrkrone
omkring sit smukke Hoved. Derimod blotter
hun i Brevene, som ikke var skrevet med
Trykning for Øje, sit Tidselgemyt og lader
Pennen boltre sig, som den vil. De giver os
derfor det ærligste Portræt. Men efter deres
Udgivelse var en Skildring af hendes
sammensatte Personlighed paakrævet. Modsætningen
maatte ophæves. Det Helhedsbillede, Robert
Neiiendam har udført, er skabt uden
Svinkeærinder og forudfattede Meninger. Med
Videnskabsmandens Ro er han gaaet til
Arbejdet, men ud af Materialet har en Kunstner
draget de endelige Linjer. Livet i Bogen,
Spillet mellem det Historiske og Nutiden,
skyldes vei, at Forfatteren har mødt Fru
Heiberg eller Sider af hendes Væsen i en
senere Tids Forklædning.
Heiberg løftede hende, det fattige
Balletbarn, op i sin Kreds, og hun kunde bære
Ophøjelsen. Han og Husets Venner digtede
deres Værker for hende og støttede hende paa
alle Maader; til Gengæld kastede hun ved sit
Geni Glans over deres Arbejder og blev
Hjemmets Midtpunkt. For Resten ogsaa i
pengelig Henseende, et Forhold, Neiiendam
gaar altfor diskret uden om. Heiberg var en
daarlig Økonom, men hans Frue ikke for
intet Datter af den driftige Madam paa
Dyrehavsbakken. Ved sit administrative
Talent bragte Fru Heiberg sin Gemals vaklende
Ungdomsøkonomi paa ret Køl og viste
derved ogsaa paa praktiske Omraader, at han
havde valgt sig den rette Hustru. De
supplerede for saa vidt hinanden, men han var,
naar alt kommer til alt, uden Tvivl den
største Romantiker af de to.
Hun var en af de store Enere, og der
udstraaler, som det allerede er sagt, Relationer
fra hende til alle store Skuespillerinder i
Nordens Lande. Desværre er hun mindst
kendt i Sverige — hun optraadte aldrig som
Gæst — medens Norges Digtere Ibsen og
Bjørnson bragte hendes Kunst en stærkere
Hyldest, end nogen dansk Digter formaaede.
Henrik Ibsens Rimbrev til hende, en Tak
fordi hun indførte hans Værker paa Det
kongelige Teater, er jo et vidunderligt Digt,
rent i Følelsen, klart i Tanken og klassisk i
Formen. Fru Heiberg gav sin Kunst alt og
sejrede større end nogen anden, men følte
sig dog ikke lykkelig. Hun kendte, skriver
hun selv, overhovedet kun en Art Kvinder,
der havde Grund til at være lykkelige, dem
nemlig »der opfyldte deres huslige Pligter som
Moder og Hustru». Moder i egentlig Forstand
blev hun aldrig, selv om hun adopterede tre
forældreløse Smaapiger. Det blev hendes
Skæbne, skriver Robert Neiiendam, »at føde
Roller i Stedet for Børn, at skabe en
Fantasiverden for det danske Folk, men ikke at eje
en Lilleverden, hvor nogle Rollinger kaldte
paa Mor». Bag alle hendes Sejre laa en
menneskelig og erotisk Tragedie, som er
antydet fint og nænsomt i denne sjældne Bog.
Hun kunde stykke sig ud paa Scenen, men
ikke i Livet. Dér var hun en Helhed: Johan
Ludvig Heibergs trofaste, viljestærke Hustru.
596
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
