Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
pernes Stjernenætter, Lykke, Farer og
Trolddom.
Hvad husker man tydeligst ? Det er
vanskeligt at sige. Bogens bedste og mest
spændende Kapitel er Dr. Esroms 3-aarige Felttog
mod de vilde Atjehstammer i den nordlige
Del af Sumatra, »Dødens og Krigens Land»,
men — hver eneste beskrevet Side i Rejsen
til Insulinde er en poetisk Glæde, fordi Joh.
Wøller baade har Digterens Magt over Ordet
og taler med den Myndighed, Erfaringen
giver en Mand, der foragter Medlidenhed, og
hvis Valsprog er »Ligevægt i Temperamentet
og Maadehold i Sindet».
Joh. Wøller har med Rejsen til Insulinde
erobret en ny Del af Verden for den danske
Litteratur, og hans Bedrift er ikke mindre
end Karen Blixens.
Sangen om de lyse Nætter er en Roman
med mange Motiver og endnu flere Mennesker.
Dens intime Handling er en poetisk (og
realistisk) Ægteskabshistorie, men da Willy
August Linnemann bruger Bodil Horsagers
Livsskæbne symbolsk, er Romanen ogsaa
fem og tredive Aar af Sønderjyllands nationale
Historie og Kulturkamp — fra Skuddet i
Serajevo til Nazismens Sejr og endelige
Triumf.
Bodil Horsager bliver, i 1914, gift med en
ung Ingeniør, Iver Iversen, der er ansat
ved Skibsværftet i Flensborg. Familien Nord
for Fjorden, altsaa hinsides den nuværende
Grænse, betragter ham som en Slapsvans.
Han hører til en »blakket» Slægt. Moderen,
en æstetisk og underligt aandsfraværende
Kvinde, der forstaar, at »udfylde Tavsheden
med sine velplejede Hænder og sit lange,
forfinede Ansigts Spil», er Tysker. Faderen,
Professor, Dr. med. J. Iversen, interesserer
sig ikke synderligt for de nationale Spektakler
og Kævlerier. Han nøjes med at smile
haan-ligt — ad begge Parter!
Bodil Horsagers Ægteskab er ikke
ulykkeligt —- »hun havde ofte følt, at en Kvinde
godt kan holde af en Mand, hvordan han
end er, blot han er Fader til hendes Barn»
— men hendes Tilværelse er graa og uden
Haab. Hun er ængstelig: hvilken Skæbne
venter der hendes Søn, Jørgen, i en usikker
Fremtid ?
Da Iver Iversen vender tilbage fra Fronten,
er han blevet haardere af Sind og mere
kynisk. »Naar man kan udholde en
Elskerinde og hendes Nykker eller en
Pensionatsværtinde eller endogsaa en Husbestyrerinde,
der tillige søgte at være kærlig, kunde man
vel ogsaa leve sammen med sin Kone,
tænkte han». Hvorfor opløse Samlivet? Hvem
siger, at Menneskene skal være lykkelige?
Kærligheden er ikke en Flamme — »snarere
en Bog, man skrev møjsommeligt i
Fællesskab. . .»
Saa kommer Inflationens Sult,
Arbejdsløshed og Had. Men den fattige Hverdag
forøger efterhånden Ægteskabets moralske
Modstandskraft. Og Iver Iversen mister, trods
Skuffelser og Sorger, ikke sin Tillid til
Danmark og den nordiske Kultur.
Broderen Peter Iversen, der drømmer
store Drømme om »det germanske Rige»,
skriver til ham mange Aar efter Genforeningen:
Det er helt forkert at tro, at en bedre
Forstaa-else mellem Tyskland og Norden kun er mulig
gennem Slesvig, thi for os eksisterer der intet slesvigsk
Problem. Alene Virkeliggørelsen af det germanske
Rige opfylder os. »Een Stamme, eet Rige, een Fører»,
er vort Raab til jer. Og tro endelig ikke, der vil
blive spurgt, om I vil indgaa i Fællesskabet eller
ej. Skæbnen er over jer og os, Slægtskabet
forpligter; vær forvisset om at vi vil gøre vort bedste
for at realisere vor store Tanke. For øvrigt: hvad
berettiger Danmark til at kræve en Tilværelse
isoleret fra sine Frænder? Kun den, der kan
dokumentere Retten, altsaa formaar at realisere den,
vil se sin Selvstændighed opretholdt. ..
Iver Iversen svarer roligt — som for tyve
Aar siden —: »Tag ikke fejl af dansk
Mentalitet; tro ikke, vi ikke vil forsvare vort Land,
fordi vi ikke ustandselig raaber Hurra for
det; vær ikke for dristige, fordi I ikke begriber
vore Metoder. Jeres Haan kan I spare jer,
vi vil hellere være faa, der er frie, end mange,
der er Numre; Kvaliteten, ikke Kvantiteten
er det afgørende for os, og kan du udpege
et Omraade i Tyskland eller andet Sted i
Verden, der har et Befolkningstal som
Danmark og dog har ydet det samme ? Kun
Undertrykkelsen af andre har vi aldrig
kunnet magte.» Iver Iversen bliver paa sin
Post, fordi han efterhaanden har lært, at
»det aldrig var Massen, men de enkeltes Tro,
Mod og Udholdenhed, der førte en Sag til
Sejr».
Willy August Linnemanns Roman er en
usædvanlig moden Debut. Dens —
impressionistiske — Stil og Teknik er endnu lidt for
flimrende og urolig, men naar man har læst
de første tredive Sider af Sangen om de lyse
Nætter, mærker man med Sikkerhed og alle
seks Sanser i Brug, at vi er blevet en Digter
rigere. Det skrevne Ord røber et levende,
poetisk og følsomt Sind.
272
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
