Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - H. C. Andersen set med svenske Øjne. Av H. G. Olrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Olrik
härskar den ironiska stilen med hövlig
persi-flage och förklädd polemik», saa er dette
noget, der ogsaa gælder i vor Tids Danmark —
omend i nogen Grad nu forbeholdt den
tidligere Overklasse; af det herskende Demokrati
mestrer endnu kun de udvalgte Ironiens
Kunst.
Fredrik Böök ved ogsaa god Besked med
det Modstykke til Viddet og dets ironiske
Form, der saa at sige er Baggrunden for de
to Trediedele af H. C. Andersens
Lidelseshistorie: det lille Lands, det snævre kompakte
Samfunds ængstelige Mistillid til sine egne,
dets Usikkerhed, dets Uvilje, naar en og
anden gror op over det justerede Fællesmaal
— Tvivlen om, at der virkelig skulde kunne
komme noget godt fra Fyn, mens det paa
den anden Side for ingen Pris maa komme
frem, at vi nærer denne Mistillid, denne
Tvivl. Intet ligner den Emsighed, hvormed
CoLLiN’erne — Typen paa den danske,
intelligente, korrekte, hæderlige Over-Middelstand
— har bestræbt sig for at bestride den
utilladelige, den ravgale Mening, at H. C. Andersen
skulde være det jagede Dyr i den danske
Litteratur. Aldeles ikke! At vi siger ham
Ubehageligheder er kun, fordi vi mener ham det
godt; derpaa skal man kende sine sande
Venner, siger Hønen i sit eget og Huskattens
Navn til den grimme Ælling. Og saa gik
Ællingen ud i den vide Verden.
Men ogsaa det var galt, og er lige ved at
være det endnu. Thi bestandig spørges der i
Danmark, i 1939 som i 1839: Var og er H. C.
Andersen nu virkelig saa berømt i den store
Verden •— er det rigtigt, tør man tro paa det?
Mon de ikke gør Nar af ham, som den gamle
Fru Collin troskyldigt spurgte Digteren
selv, da han i sin Ungdom var blevet rost i
udenlandske Blade (og H. C. Andersen havde
endnu ikke glemt Fru Collins Tvivl i
November 1874).
Svaret er forlængst givet, men den
stilfærdige Dansker, fyldt til Randen af hitter
Beskedenheds-Komplekser, er lige vantro —
— thi hvor kan saadan noget være muligt?
Og Tvivleren af 1939 faar dog næsten
daglig Besked derom. Det ungarske, paa Tysk
udgivne »Pester Lloyd» bringer i sit Nummer
for 5. April i Aar som Kronik af en indfødt
Ungarer, Eugen Mohåcsi, et fingeret Brev
fra H. C. Andersen, der angives at være
skrevet den 30. Maj paa hans Donau-Rejse
i 1841, og hvori hans ungarske Indtryk
(kendt fra »En Digters Bazar») gengives.
Kronikens Overskrift lød: »Der
Märchen-dichter auf der Donau», og der gaves aldeles
ingen Forklaring paa, hvem Brevets
Forfatter var — udover Underskriften,
naturligvis; han forudsattes Bladets Læsere
fuldkommen bekendt. Det førende franske Blad
«Paris-Soir» for den 8. Maj i Aar indeholder i et
Nummer, der ellers skulde synes at have Brug
nok for sin Plads til Meddelelser om Dagens
brændende, storpolitiske Stof, paa sin 2. Side
en 5-spaltet Artikel af en vis Robert de
Saint-Jean, der under en 6 Liniers
Kæmpe-Over-skiift aandfuldt causerer over Emnet: »Il y a
cent trente-quatre ans naissait Hans-Christian
Andersen fils d’un cordonnier danois qui est
devenu le meilleur ami des enfants du monde
entier.» Forleden, da disse Linier skreves, den
5. Juni, svingede Æterbølgerne over Atlanten
under Transmissioner fra den danske Dag
paa Verdensudstillingen i New York med
lutter H. C. Andersenske Tekster, i bunden
og ubunden Form, med og uden
Toneledsagelse — kendte og skattede paa den anden
Side af et Verdenshav. Og i Dag ligger her
paa mit Bord en Bog paa halvfjerde hundrede
Sider af en svensk Videnskabsmand og
Forfatter af stort Format, ligger endda i to
Udgaver, en dansk og en svensk, med det ene
Emne: H. C. Andersen. En levnadsteckning.
Er denne H. C. Andersen da virkelig saa
berømt, saa verdenskendt?
Svaret gives paany i Fredrik Bööks Bog,
højt, klart, fuldtonende; luk Bogen op, lukØjne
og Øren op, hvem der vil høre det! Ak, vi
vilde saa gerne, klages der af hans
Landsmænd; bare den Bog var skrevet af en Dansk,
helst ogsaa af en dansk Professor, for disse
Udlændinge, de er jo storartede, Gud bevares,
al Ære og Respekt! — men se nu her, saadan
kunde en Dansk jo da aldrig skrive om H. C.
Andersen:
Han vann odödlighet, i den bemärkelse vi oftast
bruka ordet. Han har blivit den kanske
namnkunnigaste av danskar. Hans rykte och namn är
oupplösligt förenat med hans fosterland: i hans verk
lever den danska naturen, det danska lynnet —
skarpsinnet, intelligensen, den milda känslan, det
vänliga leendet smälta samman med bitande vass
kvickhet till humor, till Lune. Han är en dansk typ,
ja en dansk myt, och man skulle ha rätt att kalla
honom prins av Danmark . . .
Jeg vover at desavouere min ængstelige
Landsmand og sige lige modsat af ham: Gud
ske Lov, at denne Bog om H. C. Andersen
er skrevet paa Svensk. Hvilken Lykke, at
dens Ord og dens Tone overalt er præget af
480
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
