Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - To islandske Digterprofiler. Þórbergur Þórðarson og Halldór Laxness. Af Chr. Westergaard-Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C hr. Westergaar d-N i el s en
at forbinde det kunstneriske med det sociale,
thi som Jönas Hallgrimsson og
Fjölnis-mændene førte den islandske Litteratur ud
af det 18. Aarh., baade litterært og sprogligt,
er Laxness den moderne Bevægelses
Bannerfører.
I Romanen »I>u vinviöur hreini», Rvlk
1931, og Fortsættelsen »Fuglinn f fjörunni»,
Rvik 1932, oversat til Dansk af Gunnar
Gunnarsson 1934 under Fællestitlen »Salka Valka»,
paa Svensk ved Knut Stubbendorff, er den
navlebeskuende Laxness helt forsvundet,
hans Stilling til Livet er nu blevet aktiv og
positiv, og han har fundet sig selv og sin
Form.
I store, skarpe, men alligevel let henkastede
Strøg maler Laxness et uforglemmeligt Billede
af Fiskerbygden, som Skaberen og Torsken
har bygget op paa den barske Strand. Tiden
er den begyndende Industrialismes og den
gryende Socialismes, Scenen er en lille
islandsk Fiskerflække, hvor det er umuligt at
se, om det er Klipperne, der er blevet til
Menneskeboliger, eller Menneskeboligerne, der
er blevet til Klipper. Og Romanen handier
om Salka Valka, dette umiddelbare og sande
Menneskebarn, der lever i et højst
brøstfældigt Samfund med Gud og Mennesker,
og som begynder at vaske Fisk sammen med
de gifte Koner 11 Aar gammel, og om
Moderen, der som den ubetydeligste af alle
ubetydelige Kvinder er steget i Land paa Klodens
ubetydeligste Sted — et Menneskeliv, der
ikke blev til noget —, og som til Slut findes
druknet med et Par nye Drengesko i den ene
Haand Dagen efter at hun skulde have holdt
sit Halleluja-Bryllup — der heller ikke blev
til noget -— og om Frelsens Hær, hvis Løfter
om himmelsk Salighed, og hvis mere verdslige
Planer Gang paa Gang strander paa Syndens
Tag i Menneskene.
Sidste Halvdel af Romanen, »Fuglinn 1
fjörunni» (Fuglen i Fjæren, i Gunnar
Gunnarssons Oversættelse: »Maage hedder Fuglen»)
er afgjort den svageste. Den politiske Kamp,
der saa træffende illustreres af
Akkompagnementet til Bogen (Visen om Fuglene, der
skræppende og skrigende strides om Æden i
Strandkanten), løber ud i Sandet.
Tyngdepunktet i Fremstillingen flyttes fra
Samfundskampen over paa det enkelte Menneske,
kun Kærlighedsmotivet gør Romanen til en
Helhed. Som det ogsaa er Tilfældet med de
senere Romaner, er sidste Del passet til over
Læsten fra første Del, men ikke helt af samme
Kvalitet, ikke fuldført helt med samme
nænsomme Haand, selv om Mesterstingene
ikke fornægter sig.
I »Fuglinn 1 fjörunni» er Scenen den samme
Fiskerflække, hvor Torsken er Livets vigtigste
Betingelse. Det er dog ikke længer det
Kanaans Land som i gamle Dage, thi Frelsens
Hær er ikke mere, gaaet fallit; og det er nu den
politiske Kamp om Fagforeninger og
Forbrugsforening kontra Købmanden Johann
Bogesen, der er Menneskenes aandelige
Livsophold. Med Salka Valka som Midtpunkt
skildres Romanens Personer, alle med det
sprudlende Væld af æventyrlig Humor og
Satire, der fra nu af er et af de vigtigste
Elementer i den Laxness’ske Stilrigdom, lige fra
Stein fjör Steinsson, der er hinsides godt og
ondt, den sidste Rest af Laxness’ Nietzsche’ske
Overmenneske, til Beinteinn i Kröknum, hvis
Forhold til Kommunismen er omvendt
proportionalt med hans Brugsret over sin
kunstige Fod, der aldrig er blevet betalt. Gaar
han for stærkt op i Bolchevismen, gør
Købmanden ham ukampdygtig ved at lade Foden
skrue af ham. Salka Valka forholder sig
naturligvis ikke passiv i Samfundet; men ved
Siden af Kampen om Magten i Fiskerflækken
gaar en anden Kamp bag Salka Valkas
Olieforklæde, Kampen for Kærligheden. Den
stærke Salka Valka vælger den svageste,
Arnaldur Björnsson, der udelukkende har sin
Styrke i Teoriernes graa Verden. Salka Valka
er ved at gaa til Grunde i sin altopofrende
Kærlighed, indtil Æventyrlandet Kalifornien
redder hende; for sine sidste Sparepenge
sender hun den Elskede af Sted til
Æventyrlandet, ud til den foregøglede Lykke med en
anden Kvinde. Afskeden er fattet, Maagerne
hæver sig paa brede Vinger over hendes Hoved,
som hun stævner tilbage fra Skibet ind mod
Hverdagens Virkelighed, de store
Vinterfugle, der just i Sommer rugede paa de nøgne
Klipper. Og her slutter Sagaen om Salka
Valka, det stærke og sunde Naturbarn.
Laxness naar sit foreløbige Højdepunkt i
Romanen »Sjålfstætt folk» I—II, Reykjavik
1934—35 (paa Dansk: »Frie Mænd» og »Åsta
Sollilja», oversat af Jakob Benediktsson).
Han er her Eet med sit Emne, sit Milieu og
sin Hovedperson, Bjartur f Sumarhusum. Liv
og Kunst forenes i en højere Enhed. Enerens
Kamp mod Samfundet og Naturen, Kampen
for Livet, meddeler sig med Primitivismens
hele Urkraft og Bjarturs sejge Bondesind til
558
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
