Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - To islandske Digterprofiler. Þórbergur Þórðarson og Halldór Laxness. Af Chr. Westergaard-Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To islandske Digterprofiler
indstillinger, hvoraf den ene bestemmer sin
Mand som »Gæst i Livet» og lader Individet
glide ind som et Led i Slægten, idet Slægten
er Ophavet og Udgangen, det bærende i Liv
og Død; den anden som den, der har »Livet
som Gæst» og derfor indtager en aktiv,
revolutionær Holdning til Livet.
Slægtsromanen i Duunsk Forstand er betinget af den
første Indstilling, den anden maa virke
socialt reformerende.
Laxness har tidlig valgt mellem disse to
Livsindstillinger. Han vil altid være at finde
blandt dem, der har »Livet til Gæst», eller,
som han i »Under Helligtind» lader
Elverpigen forkynde Atli: »Du er ikke det Ler,
Verden modtager for at forme, men Verden
er det Ler, som du har modtaget. Verden
er lagt i dine Hænder som en Haandfuld Ler»,
eller som Bjartur i Sumarhiisum, der ikke
anerkender Begrebet Sjæl som saadan,
udtrykker det: »Man skal aldrig give op, saa
længe man lever, selv om de har taget alt fra
én. Man har dog altid Pusten, der blafrer i
éns Næse, eller i hvert Fald har man den til
Laans» (»Asta Sollilja»).
Maaske gaar Laxness et mere kosmopolitisk
Forfatterskab i Møde, man synes i hvert Fald
at kunne mærke Fristelsen dertil hos ham.
Til og med »Frie Mænd» og »Asta Söllilja»
har det nationale været hans Styrke og gjort
hans Stilling stærk. Han baade kan og maa
skrive Bøger for hele Europa, men han maa
heller ikke glemme at skænke sin Nation
Værker som »Frie Mænd» og »Åsta Söllilja» —
baade for Islands Skyld — og for hans egen.
Bag Laxness’ store Produktion og hele
Digterbane ligger en stærk Vilje, en Vilje til
at naa Maalet, indad ved skaanselsløs
Aktivitet og Ihærdighed, udadtil ved en til
Arrogance grænsende Maske. Intet menneskeligt
maa være ham fremmed, østerlandsk Visdom,
amerikansk Teknikkultur, de klassiske Mestre
og russiske Revolutionsførere, alt det og
meget mere skal tilegnes, om det saa skal
ske med Djævlens Vold og Magt; thi Manden
lider langt fra af akademiske
Mindreværdskomplekser, selv om han saa sandelig havde
det Held at dumpe til Studentereksamen.
Laxness har altid forstaaet at omsætte det
læste i sine egne Værker. Som Barn læste
han ioox Nat og H. C. Andersen, og netop
det østerlandske Æventyr kom til at spille
en stor Rolle for hans Digtning, ikke blot i
de tidlige Ungdomsværker, men ogsaa
senere. Hamsun paavirkede ham i afgørende
Retning. Læsningen af Nietzsche og de
franske og italienske Expressionister gik forud
for eller faldt under Udarbejdelsen af »Den
store Væver», den socialistiske og amerikanske
Litteratur forud for »Almuebogen». I den
islandske Litteratur har han draget Nytte
ikke alene af de klassiske Værker, men ogsaa
af Rimeskjaldene og det 17. og 18.
Aarhundre-des Opbyggelseslitteratur.
Men mest har han dog lært af Livet selv,
Livet i det islandske Samfund. Den, der er
fortrolig med det moderne Island, genkender
ikke alene Typerne bag Laxness’ Personer,
men de enkelte Mennesker og de enkelte
Tildragelser, kan give dem Navn og tidsfæste
dem. Selv Guömundur Grfmsson
Grunn-vikingens lærde Værk om Gascognernes Sprog
(»Verdens Lys») eksisterer virkelig, men
hvorfra kan Laxness have denne Oplysning andet
end fra en Professor i Islandsk Filologi?
Laxness’ Stil er et Kapitel for sig. Den er
især i de første Bøger ofte uligevægtig, til
Tider ved Siden af, det er, som Digteren og
Reformatoren altid slaas inden i ham,
ustandselig snakker hans eget Jeg med i Personernes
Tale, Gøren og Laden. Inspiration og
Sam-fundsrevsen bekriger hinanden paa snart
sagt hver eneste Side. De stilistiske
Virkemidler er ofte bizarre, ligner ofte
Tegnefilmens Teknik, med en enkelt Bevægelse, en
enkelt Ytring kan han faa sine Personer til
at aabenbare et helt Livs Sorger og
Erfaringer. Den stilistiske Fremgangsmaade med
at opbygge et fint og nænsomt Billede eller
en øm Kærlighedssituation for saa i næste
Øjeblik brutalt at slaa det hele i Stykker med
en kynisk Plathed, som for Eks. ved at vende
Blikket fra de unge Elskende til Gadens
liderlige Tæver, som vi saa ofte træffer det i »Den
store Væver» og de tidlige Bøger, mildnes
efterhaanden til en menneskelig finere Satire,
ofte i det lyrisk symbolske, det i Hamsunsk
Forstand »mangfoldige».
Hos Laxness bryder Romantikken frem
i den grelleste Realisme, Menneskeskæbnen
bliver lige let til en ond Latter som til en
sælsom Fugl, der dør ene med knækket
Vinge midt i en øde, men mageløs dejlig
Lavamark med Sommersolens lange, blege
Straaler som eneste Vidne.
Den islandske Saga og det østerlandske
Æventyr gaar op i en højere Enhed med
politisk Tendens.
Laxness betegner sammen med E>6rbergur
36—Ord och Bild, 48:e drg.
561
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
