Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Verdens første Nora er død — Betty Hennings f. Schnell (1850—1939). Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
hende ogsaa Tusinder af Beundrere uden for
Landets Grænser. I vor skandinaviske
Sam-menholdstid kan det ikke siges kraftigt nok,
at Betty Hennings var den danske
Skuespillerinde, som har virket stærkest blandt
Brødrefolket. Det er længe siden, nu vel,
men det er alligevel sandt. Ved hendes
25-Aars Jubilæum i 1891 flammede en
Beundring fra Skandinaviens store Navne af
enestaaende Karakter op mod hende. Malerne
tegnede, Komponisterne skrev Noder, og
Digterne sang til hendes Ære. Den svenske
Kunstner G. von Rosen hyldede hende med
en Tegning af Pjerrot, der et Øjeblik har
taget Masken af for tankefuld at mindes;
Oscar Björck sendte et leende
Kvinde-hovede, og Carl Larsson lod et Barn,
Fremtidens Symbol, drikke Fru Hennings’ Skaal.
Musik til hendes Ære skrev Gunnar
Wennerberg, J. P. E. Hartmann, Edv. Grieg,
P. E. Lange-Müller, August Enna, Emil
Sjögren, Erika Nissen og Agathe
Backer-Grøndahl, medens den da unge Jean
Sibelius, der beskedent underskrev sig »Musiker»,
nøjedes med at udtale sin Beundring. Endnu
rigere var de nordiske Skribenter
repræsenteret: Henrik Ibsen udtrykte sig kort, idet
han »med ærbødigst og forbindtligst tak»
sendte sit Portræt, medens August
Strindberg skrev Digtet »Narcissus», og Viktor
Rydberg vidnede: »Det hænder stundom,
at den sceniske Kunstner er en mere
fintfølende Digter og en skarpsindigere
Psykolog end Forfatteren, som hun eller han har
at tolke.» Claës Lundin lod i en Dialog et
Par gamle Damer endnu ved Anno 1950
med Beundring mindes Fru Hennings’
Spil, og han hentydede dermed til Gustav
Esmanns »I Stiftelsen» (»I asylen»), hvor
hendes Udførelse af den gamle Frue ogsaa
havde vakt Opsigt i Stockholm. Man var
dér lige saa lidt som i de andre
Hovedstæder vant til at se den charmerende
Suzanne i »Hvor man keder sig» (»Sällskap,
där man har tråkigt») eller Barnet Agnés fra
»Fruntimmersskolan» illudere som rystende
Olding. Karl Warburgs, Gustaf af
Geijer-stams, Karl A. Tavaststjernas, Oscar
Levertins og Alexander L. Kiellands Hilsener
havde ogsaa et personligt Præg. Man
mærkede, at hendes Kunst laa dem paa Sinde.
Skuespilleren Knut Almlöf skrev rent ud:
»Hvad Johanne Luise Heiberg var for mig
for 40 Aar siden, er Betty Hennings for mig
nu.» Og Literaturhistorikeren Henrik Jæger
gav en lille Skildring fra Christiania
Theater:
En af de interessanteste theateraftner,
Kristiania har oplevet i det sidste tiaar, var Fru
Hennings’ første gjesteoptraeden som Kora Helmer.
Vor egen Nora var nylig død (Johanne Dybwads
Moder, Fru Juell); vi erindrede hende saa levende.
Og nu skulde en fremmed sige de kjendte ord–
situationen var ikke videre behagelig for fru
Hennings. Saa meget desto større var sejren. Det
var de kjendte ord, og dog klang de saa
overraskende nyt. Vor Nora var overgiven, kantet; denne
var yndig og gratiøs. Det var den lille lærkefugl i
egen person. Vor Nora var oprørsk, en flammende
anklager; lærkefuglen klagede ikke, men hang
bare med de fine vinger og blev derved indirekte
en endnu kraftigere anklager. Den jubel, som den
kvæld bølgede om fru Hennings, fik dobbelt
værd derved, at det var i Henrik Ibsens
fædreland, den vandtes.
Saadan saa Norden paa den
Kunstnerinde, som døde den 27. Oktober 1939 i sit
90. Aar. Med denne Hyldest in mente
forekommer det naturligt at finde hendes
Portræt paa Kortet af den skandinaviske Halvø.
Georg Nordensvan hævdede, at den
Egenskab, hvormed hun vandt Stockholm og
dermed Sverige, var hendes store Evne til
at individualisere. »Det var djupet i hennes
konst, som lärde oss ej blott att skatta den
högt, men också att hålla af den.»
Intelligensen, syntes han, var det bærende i
Betty Hennings’ Kunst. —
Hun var et scenisk Lykkebarn, udgaaet
fra Folkets jævneste Lag, og uddannet fra
sit ottende Aar paa Det kgl. Teaters
Balletskole, hvor hendes Flid og Gratie vakte
Balletmester August Bournonvilles
Opmærksomhed. Da hun var 16 Aar, vovede
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
