Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Verdens første Nora er død — Betty Hennings f. Schnell (1850—1939). Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens første Nora er død
han at betro hende en Hovedrolle, Astrid i
Balletten »Valdemar», en nordisk Ungmø,
der skal udtrykke Vilje og Tro. Det kunde
Betty Schnell. Hendes Charme beroede
ikke mindst paa Modsætningen mellem
legemlig Spædhed og stærk Begejstring for
alt ædelt og stort. Egentlig smuk var hun
ikke, men yndig, poetisk af Skikkelse og
med sjælfuld Alvor i Blikket. Da August
Bournonville skulde forklare, hvori hendes
fængslende Egenskaber bestod, greb han til
Sammenligningens Kunst og gav hende en
ogsaa i svenske Øren meget stor
Kompliment: Hun besad, skrev han, »et rytmisk
Sving og i sit blonde Fysiognomi noget af
det uforklarlige, der saa tidligt aabenbarede
sig hos Jenny Lind». Halvt et Barn, halvt
en Voksen med Poesi over sin spinkle
Skikkelse efterlod hun et Indtryk af Renhed
i Tilskuernes Sind, og med dette Indtryk
overvandt hun sin Mangel paa Styrke end
sige Virtuositet i det koreografiske.
Derfor kaldte H. C. Andersen hende »den
barneglade, yndige Danserinde», og da
Frederik Paludan-Müller saa hende,
citerede han sig selv: »O, fine Gratie!
Sjælefulde Ynde!» Hun mere mimede end
dansede sig ind i Tilskuernes Hjerter.
Af alle Balletrollerne interesserede
Therese i »Søvngængersken» hende mest,
fordi den ved sit dramatiske Indhold
pegede fremad mod Skuespillet, som hun
helst vilde dyrke. Ved denne vanskelige
Overgang fra én Kunstart til en anden, som
mange Danserinder ikke har evnet, fik hun
Vejledning af Danmarks betydeligste
Instruktør før William Bloch og Herman
Bang, Professor F. L. Høedt, Naturalismens
Forkæmper i efterromantisk Belysning.
Han førte hende i sin Replikinstruktion
tæt ind paa Livet og lærte hende, at for
Skuespilleren gælder det ikke at finde Ordet,
som dækker Tanken, men derimod
Tonebevægelsen, som fremkalder Stemningen og
udtrykker Ordets Indhold. Fru Hennings’
klare, levende Tale, et Særkende for hende
Therese i »S øv n g a ti g er s k en». 1868.
gennem hele Livet, var Frugt af
Skolegangen hos F. L. Høedt. Hver Replik blev
indarbejdet med Omhu, intet Ord maatte
gaa til Spilde. Straks ved hendes Debut i
1870 som Agnès i »Fruntimmersskolan»
vakte hendes naturlige Diktion med de
mange Nuancer Beundring, ikke mindst
Oplæsningen af de berømte Regler for
Konens Pligter i Ægtestanden. En Ingenue
af sjælden lødig Art var født. Da hun
spillede Rollen i Stockholm, skrev Nordensvan:
»Denna Agnès gaf intryck af något
hjelp-löst, barnsligt, naivt uppriktigt, men där
var i dessa barnaögon, då de slogos upp,
nyfiket och lefnadslustigt, i detta skälmska
och oskuldsfulla leende en aning om, hvad
denna flicka kan utveckla sig till, då hon
väl släppes in i lifvet.» Agnès gjorde Betty
Hennings til alle de let-drømmende eller
skælmsk spøgende, men erotisk ubevidste
unge Pigers Tolk. Hendes Personlighed
inspirerede I. P. Jacobsen til det
udöde-lige Digt:
2—Ord och Bild, 4g:e årg.
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
