Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Verdens første Nora er død — Betty Hennings f. Schnell (1850—1939). Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
Alle mine Ønsker du véd er dine Savn,
Alle mine Tanker jag døber i dit Navn.
Hun blev Mesteren, skrev Herman Bang,
i at fremstille »den skønne Dæmring over
Havet i en Kvindesjæl, før Venus victrix
fødes». Evnernes Begrænsning var der heller
ikke Tvivl om, da hun forsøgte sig som
Shylocks Datter, den jødiske Jessica.
Hendes Temperament var ikke lidenskabeligt,
men energisk; hun savnede den erotiske
Udstraaling, der betinger de letkøbte Sejre.
Men de barnlige, lidt gammelkloge, overfor
Elskeren søsterlige, unge Piger, alle de
blonde Sjæle, der snart er lattermilde
og snart har let til Graad, kunde hun
levendegøre.
Paa dette Tidspunkt i hendes Udvikling
(1879) faldt Nora i »Et Dukkehjem» i
hendes Turban. Hun havde forud spillet
Ibsens Forstudie til den berømte Rolle,
Selma i »De Unges Forbund», og var selv
blevet gift og Moder. Hun blev Verdens
første Nora, idet Det kgl. Teater bragte
»Et Dukkehjem» frem før alle andre Scener.
Fru Hennings’ Ydre var Noras Ydre, og
hun besad alle hendes spillende Egenskaber
•— det var, som om den ubekymrede unge
Frue sprang ud af hendes indre Natur.
Samtiden forbavsedes, da hun ogsaa fandt
Udtryk for Noras stigende Uro, Rædselen,
den stumme Fortvivlelse og Opløsningens
Kulde. Gamle Teatergængere i de nordiske
Lande har ikke glemt den lille »Lærkefugl»,
som blev et Led i Kvindens
Frigørelseshistorie. De mindes den Afsky, hvormed
Nora — saa at sige paa hele sit Køns Vegne
— gjorde op med Ægteherrens Brutalitet og
Forløjethed. Her gav Fru Hennings’
spændstige Energi Ordene den rette nervøse Fart;
de blev til en Leg paa Afgrundens Rand.
Den Rolle bragte hende Berømmelsen; hun
spillede den paa de nordiske Hovedscener
og i Berlin og Prag, hvor Sejren var desto
større, da hun ikke kunde erobre det
fremmede Publikum ved lidenskabelig Kraft,
men maatte nøjes med at aftvinge det Be-
undring ved sin talende Mimik, sin
Intelligens, sin Fantasi og Replik, der havde
Staalfjederens Egenskaber. Da hun sidste
Gang i 1907 levendegjorde Nora, modtog
hun en i dansk Teaterhistorie sjælden
Adresse fra fremstaaende Kvinder og
Mænd i Samfundet, der udtalte Tak for
»Ærlighed i Kunsten og Stræben mod høje,
ideale Maal».
Ibsen-Rollerne uddybede Fru Hennings’
Talent. Nogle Aar efter Nora skabte hun
atter en mesterlig Skikkelse ud af den lille
Hedvig med de svage Øjne i »Vildanden». I
dette gammelkloge Barns Ord, som fik den
fineste Udpensling, nedlagde hun sin
dybeste Følelse og rigeste Erfaring; hun havde
selv engang været en lille fantasifuld Hedvig,
kan man se af Billederne fra Barndommens
Dage. Ialt spillede Fru Hennings tretten
Ibsenske Figurer og blev derved for
bestandig knyttet til hans Værkers Historie.
Hun var hans første Præstinde i Danmark,
en Forkynder af hans Problemer, en ivrig
Forsvarer af hans Ideer og Tanker i en Tid,
da hans Sejre var alt andet end
selvfølgelige. Ikke alle Rollerne lykkedes for hende;
hun savnede Udtryk for Hedda Gablers
Tidselgemyt og for Fruen fra Havets dybe
Lidenskab, men den sidste i Rækken, Fru
Alving i »Gengangere», levendegjorde hun
paa den smukkeste Maade. De væsentligste
Sider af Karakteren fik et anskueligt
Udtryk, først den aristokratiske Dame af det
bedste Selskab, dernæst den ulykkelige
Moder og den frigjorde Kvinde. Rollen gav
i høj Grad Fru Hennings Lejlighed til at
bruge sin Evne til at udtrykke Vilje og
lynsnar Opfattelse.
At nævne Fru Hennings’ ca. 200
Opgaver vilde være det samme som at opremse
Det kgl. Teaters Repertoire gennem 40 Aar.
Hos Holberg lignede hendes Leonore i
»Henrik og Pernille» en yndefuld Pastel, og
Diktionen var baade fin og lødig, og hos
Oehlenschläger blev Yrsa og Ingeborg i
»Dronning Margaretha» hendes smukkeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
