Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Verdens første Nora er død — Betty Hennings f. Schnell (1850—1939). Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Robert Neiiendam
Hedvig i »V il danden». 1885.
fra hende, som hun havde skrevet til ham
i hin Depressionsperiode. Hun protesterede
straks ved Bogens Fremkomst overfor
Offentligheden og kastede det rammende
Ord »Klikevæsen» efter hans Ledelse, men
ønskede i sit 81. Aar ingen Diskussion.
Afgjort Ret havde hun i denne
Betragtning: »Brevene var Embedsskrivelser sendt
Einar Christiansen i hans Egenskab af
Teatrets Direktør. Jeg troede, det var hans
Pligt at lade saadanne Tilkendegivelser
bero i Teatrets Arkiv, til Historieskrivningen
engang dømte ham og mig imellem.»
»Strejflys», som hun ønskede trykt efter
sin Død, lyder saaledes:
»Medens jeg endnu levede her paa Jorden, blev
jeg af flere københavnske Forlæggere anmodet
om at skrive mit Livs Historie; man mente, at jeg
maatte have meget at fortælle. Og maaske kunde
jeg ogsaa have gjort det. Men altid svarede jeg:
»Det har jeg ingen Evne til. Jeg har aldrig skrevet
noget ned — har aldrig haft Tid eller Kræfter
dertil.» Desuden mente jeg, at vilde jeg engang
skrive, saa skulde det have mest Interresse for
min elskelige Søn. Men han døde allerede i Aaret
1909, og dermed døde ogsaa enhver Tanke om at
skrive bort hos mig.
Men efter min Mands Død i 1923, fødtes der en
forunderlig dyb Trang i mig til dog at kaste et
lille Strejflys ind over en Tid af vort Liv og
Gerning, hvorover der i flere Aar havde hvilet et
tungt og dystert Graavejr.
Cand. polit. Henrik Hennings var en sand
Kunstnersjæl, vaagen, levende og meget flittig.
Han elskede Musik og spillede dejligt Klaver. Som
Direktør for den kgl. Hofmusik-Handel (senere
Nordisk Musikforlag) kom han i Forbindelse med
en Mængde Mennesker, Gamle og Unge, flest
Musikere og fra næsten alle Lande. Og mødte han
saa mellem disse et Talent, saa flammede Henrik
Hennings op. Ingen Anstrengelse var ham for
stor til at føre Talentet fremad og opad, og som den
store Sangviniker, han var, tvivlede han aldrig;
han skulde nok naa sine Maal. Jeg saa godt Farerne
ved denne mægtige Begejstring og søgte ofte at
stemme ham ned. Men det var ganske umuligt.
Optimisten var ikke til at standse, og Talenterne
lod ham selvfølgelig heller ingen Fred. Kravene,
de stillede til ham, blev større og større.
Naturligvis kunde ikke alting lykkes for ham, trods
Viljen og Anstrengelsen, og saa blev Talenterne
utaalmodige —- svigtede ham, mistrcede ham og
endelig forlode de ham.
Da blev Skyerne sortere og sortere paa Henrik
Hennings’ Himmel. Avisfejder med Forsvar og
Anklager og meget andet ondt regerede Dagene
og Vejene. Men Henrik Hennings med sit lyse,
bløde Sind, sit tilgivende Sind — thi den
guddommelige Gåve havde han — kunde efter Dagens
Strid og Kamp gaa ind i de stille Stuer — uden
Tilskuere — og kæmpe Kampene igennem. Jeg
beundrede ham derfor.
Men nu jeg? Jeg skulde alle Dage færdes for
Publikums vaagne Øjne, gaa mellem
Kammeraterne, som alle kendte disse pinefulde Affærer,
men som aldrig talte med mig derom. Jeg skulde
gaa rank imellem dem og koncentrere al min
Kraft, alle mine Tanker paa min ellers saa
dejlige Gerning. Jeg tror, at de Venner, som læser
dette, jeg her har skrevet, forstaar mig, naar jeg
tilstaar at dette kunde jeg ikke; det var, som om
alting bristede for mig; jeg synes, det var, som
om jeg visnede. —
Jeg skrev, da jeg begyndte paa disse Udtalelser,
at det var for at kaste et Strejflys ind over nogle
tunge Aar, som Henrik Hennings og jeg
gennemlevede, og jeg tilføjer nu, at jeg fremsætter disse
Udtalelser som et Forsvar overfor hans og min
Hus- og Ungdomsven, Professor Einar Christian-
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
