Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Verdens første Nora er død — Betty Hennings f. Schnell (1850—1939). Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens første Nora er død
sen, som i 1930 — uden min Tilladelse —
offentliggjorde i sine Erindringer Breve fra mig skrevet
i hin Periode, og hvis Kommentarer jeg ikke fandt
ganske gentlemanlike. Thi Teaterdirektøren, som
han dengang var, kendte saa inderlig godt
Grundene til disse svære Aar.
Ja! Mere føler jeg ingen Trang til at skrive.
Jeg vil endnu kun glæde mine Frænder og
Venner med at fortælle dem, at Henrik Hennings’
og mine sidste Aar var uendelig harmoniske og
lykkelige. Og saa vil jeg slutte mit lille »Strejflys»
med at takke det Publikum, som endnu husker
mig og alle dem, jeg kender, for Kærlighed,
Trofasthed og skøn Opmuntring paa den for mig saa
uventede lange Livsbane.
Aaret 1936.
Betty Hennings.»
Efter sin Afsked var Fru Betty Hennings
hyppigt Teatrets Gæst, og hun optraadte
ogsaa paa Privatscenerne. Hun blev tilkaldt
ved højtidelige Lejligheder, og ved
Genforeningsfesten i 1920 symboliserede hun
den danske Moder i Helge Rodes Festspil.
Hun bevarede sin Rankhed, sin Friskhed
og sin hastige Opfattelse. I en efterladt
Karakteristik, som blev trykt paa hendes 85.
Aars Dag, vidnede hendes hvasse Kritiker
fra tidligere Dage, Dr. Edvard Brandes:
»Hun har holdt alt, hvad hun i sin sarte
Ungdom lovede, og ved sin Jernflid og
Aandsanspændelse udviklet sig rigere, end
man kunde tænkt, hendes oprindelig
spinkle Evne havde tilladt.» Stor Glæde
fik hun af at gentage nogle gamle Damer i
sit Repertoire, for Eks. Enkefruen i
»Guldkareten», hvori Tonen mindede om Hedvig i
»Vildanden», ligesom Oldingen kan minde
om Barnet; til denne Kategori af Skikkelser
som Aarene syntes at forædle, kan regnes
Frøken Rabe i »Det gamle Hjem» og Tante
Et i »Skærmydsler», den Rolle, hvori hun
vistnok vil blive mindet længst; hun
spillede den endnu i 1929, og mangfoldige
Gamle og Unge har moret sig over Tante
Et’s komisk-strikse Væsen, der røbede Fru
Hennings’ fornuftprægede Lune. En
Grammofonplade herfra vil bringe hendes klare,
ligesom prentede Diktion til Eftertiden;
Betty Hennings. 1895.
derimod er »Lærkefuglen» Noras Toner tabt
for bestandig.
Dansk Skuespilkunst har mistet sin
Doyenne, sit store historiske Navn. Indtil
sit sidste Sygeleje var hun levende
interesseret i alt, hvad der skete i Verden, og
som ivrig Tilhænger af Swedenborgs Lære
dømte hun mildt om sine Medmennesker.
Den religiøse Følelse bundede uden
Overspændthed dybt i hendes Sinel ■— det var i
de senere Aar, som om Grænsen mellem
dette og et kommende Liv var slettet af
hendes Tilværelse. Kærligt søgte hun at
finde det bedste i alt, og søgte hun forgæves,
mente hun, at hun manglede
Taalmodig-hed. Helst talte hun om sin Barndom,
i hvilken Mester Bournonville lyste streng,
men retfærdig, og om Professor Høedt,
der havde givet hende en Dannelse, som
Balletskolen ikke formaaede. Men da
Forholdet mellem ham og Fru Heiberg altid
var spændt, maatte Betty Hennings’
Stilling som lians Elev blive udenfor den Fru
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
