Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
Selv et saa uroligt og flimrende Digt som
»Fra Neros Hus til Peters Pläds», har månge,
aldeles glimrende, lyriske Situationer og
Stemningsbilleder, skønt han stadig har en
Svaghed for den bagvendte Ordstilling, der er en
sand Plage for Øret (»at springe her af Toget
var det rette . . .») og heller ikke nægter sig
den Bekvemmelighed at rime Pompei paa ej
og just ej eller Spaghetti paa mæt i . . . Saadan
er Verset, naar det er mest vellydende:
To Bergsaglieri, tydende et Brev,
mens Hanefjeren vifter.
En Præst med en Forretningsmand,
der aabenhjertigt skrifter.
Familieliv imellem tykke Tønder,
Folk fra Kampagnen, der forbliver Bønder
ved Tibers Bred
— og hilser den Urolige med Fred
og bliver Venner
med mig, den Fremmede, de næppe kender.
Og Lyset dør bag Klokketaarn og Kuppel.
Dagen ender.
Eller:
Jeg hørte en Slavindes tyste Suk,
den blide Acte, hellas-rank og smuk,
som Cæsar elsked’ i de unge Dage.
Højt i Paladset var et aabent Saar, et Hugg.
Et Løvtræ lyste friskt og grønt deroppe
— og nu kom Sukket kvidrende tilbage
som Fuglesang og glade Børnestemmer.
De bedste Digte i Italienske Anemoner,
bortset fra de danske Natur- og Mindevers,
der trods alt burde have været gemt til en
mere passende Lejlighed, er de maleriske og
højst plastiske Digte, hvor Fredrik Nygaard
med Nordboens Tørst og Fryd beruser sig i
»Sydens sølvgraa Lys» og »Havets solblaa
Rum» — det gælder især »Urolig Erindring»
og »Paestum», hvor man bl. a. finder denne
særdeles klare og velklingende Strofe:
Se Bjerget blaane gennem Kolonaden,
se Afroditesøjlens sølvgraa Lys.
Og følg paa brede Kvaderstene Gaden,
let løftet af den gode Dionys.
Demeters Tempel, luftigt som en Tanke,
skønt bygget op af Stedets faste Sten,
dér ligger det paa Toppen af en Banke,
bag Hvedemark og graa Olivengren . . .
Men den udlovede Livsanskuelse maa
eftersøges med Lup, med mindre Fredrik
Nygaards altid vaagne Længsel efter det fjerne,
frisindede Fædreland, hvor man tør »lade
Livets Gaade være Gaade og elske det alligevel
med Lyst» — i Forbindelse med hans tydelige
Afsky for katolske Præster
(»Rapido-Pate-ren») — skal fortolkes som en Slags Selvbe-
kendelse og Weltanschauung. Gætter man
rigtigt ? Ligemeget — man glæder sig over de
mange smukke Digte i Italienske Anemoner
og lukker gerne det vurderende Blik for
deres smaa Skønhedsfejl.
5-
Den 8o-aarige Niels Møller er baade som
Litteraturhistoriker og Digter mere tænksom
og klogt-beregnende end egentlig
fantasifrodig. Hans Lyrik er Forstandens og den
Sprogfærdighed, der skabes af mange Aars
boglig Øvelse. Hvis den nogen Sinde slaar
Gnister, er det Flintens hurtige, kolde Glød.
Da det ældste Digt i Senhøst (»Til Lindén»)
er dateret i. Juni 1885 og det nyeste
(»Polonius») stammer fra 1935, maa hans Vers
nødvendigvis — baade af Indhold og Form —
være en Smule »blandede» og uensartede.
Det er Ladens sidste Korn.
En Del af Niels Møllers Senhøst-Digte ruller
sindigt af Sted med mange mærkelige
Metaforer (»Videns Krus», »Skønheds Lue», »Livets
Klæde») og paa de sære Adjektivers knirkende
Larvefødder. De tydeligste Eksempler er »En
Gæst fra Elysion», det østerlandske Digt,
»Tulipaner» og Universitetskantaten, der
aftrykkes i »dens uændrede Form»:
Gennem mængdens myller,
agtet føje, drager
sent og hæmmet lærdom foden
tung af dynd og siam;
de, som fremmest skylder
den al fred og både,
uden tugt den vrager;
ladheds hast vil råde,
uvid håner videns tålmod, kender
ej til skam.
Og lyset bag dynd-dis gløder lig
sump-ild,
men løfter sig højt, hvor dunster
må fly.
Bogens smukkeste Vers finder man i de
myndige Minde- og Hyldestdigte, hvor Niels
Møller følger en Livsskæbne og tegner en Vens
Billede i Strofens brede Rytmer (»Hans Olrik»,
»Harald Høffding», »Valdemar Vedel») eller
protesterer — med en usædvanlig Tankekxa.it
bag Ordene — mod Aandens og Videnskabens
»demokratiske» Ensretning. F. Eks. i
»Kvindelige Akademikere»:
Over land, over hav
kan der høres et skridt:
»I skal snæres i lighedens lænke;»
vi vil bygge vort krav
da på retten til frit
at leve, at tro og at tænke;
135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
