Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
ej hjærner er ens, ikke mands, ikke kvindes;
det dur ej, de bundtes og bindes;
giv kun lov til din næste:
lad kræfterne øves og ævnerne prøves
og palmerne bære de- bedste!
6.
Hakon Holms Muse, et nyt Bundt
forelskede og syngende Sonetter er baade næste
Kapitel af Digterens tragisk-salige
Kærlighedshistorie (Giftermaalet) og en Slags
Fortsættelse af Elskede — hans hidtil bedste
Digtsamling.
Hvad Bogen handler om? Ja, hvem kan
sige det? Elskovs søde Krig og endnu hedere
Forsoning. Kampen for Føden. Blomstrende
Frugttræer. Is og Harer paa Storebælt. Emil
Aarestrup, Helge Röde og Buxtehude. Samt
den Elskedes tre tusind ubeskrivelige
Dejligheder paa Sjæl og Krop.
Muse er en hulter-til-bulter Sangbog, der
nynner mange indsmigrende Viser om den
Lykke, der er Livets største Gevinst:
Ungdom og Elskov. Saaledes f. Eks.:
Kom alle søde, ømme Elskovsord!
fyld disse Vers med Duft og skønne Klange,
berus min unge Elskede med Sange,
som Blomsterværme og som Fuglekor.
Hvisk kun om Kærlighed, om Havegange,
Hvor alt er Duft og Stilhed — denne Jord
skal aldrig knuse jer — vær ikke bange,
brug jeres Vinger! Elskede: Jeg tror!
Hvad kan jeg sige mere end: Jeg tror?
Jeg elsker, har jeg hvisket i dit Øre
saa ofte, at de blev til disse Ord,
der ejer Nattens Sødme! Vil du høre
de Ord, der er saa smægtende, saa søde,
saa stærke, at de vækker selv de døde?
Eller:
Da du var gaaet, fandt jeg denne Naal,
dér, hvor din Nakke lige havde været,
den Nakke, jeg saa ofte har begæret
og kysset, saa den flammed som et Baal,
mens dine Brysters fine Dobbeltskaal
laa blødt i Puden, og vi blev fortæret
af denne skønne Ild, som vi har næret
med vore Hjerter, for at naa et Maal,
vi ikke kendte. — Kære, lad mig takke
dig for i Nat og tegne denne Nakke
med et Par Linier — et Par Vers, der flokker
sig om den, som dens skønne, mørke Lokker,
og skænke dig et flygtigt, fint Portræt,
et Nakkespejl — en skælvende Sonet.
Og:
Min Elskede har atter talt om Døden
Om Testamente — Guld og Kærlighed,
vi sad fortryllede af Aftenrøden,
og saa, fra Sengen, Solen, som gik ned.
Vi saa den synke, medens Maanens hvide
Skive stod op og lyste ganske mat,
og da hun sødt sov ind imod min Side,
var jeg alene i den lyse Nat.
Hun sagde, hendes Maal det havde været,
at hjælpe mig i Kampen for at skrive,
og at hun, hvis hun døde, vilde give
mig alt, og altid følge mig som Skæret
paa Himlen Solen i den lyse Nat,
jeg skulde aldrig føie mig forladt. . .
Hakon Holm er (som Kærligheden)
stærkest i Angrebet og svagest i Besiddelsen.
Iøvrigt kan det siges, at Muse ikke røber
noget overraskende eller nyt om hans —
utvivlsomme — Talent. Han snakker, denne
Gang, for meget »udenom» og med tyk Tunge.
Det hænder desuden lidt for ofte, at han piner
Poesiens ømskindede Gudinde med
Tommeskruer og Tortur. Hvorfor saa ugalant mod
en Dame?
7-
Emil Bønnelycke, der i sin højrøstede
og urolige Ungdom hyldede Teknikens Gud
og hans herlige Mirakelgerninger:
stampende Dampmaskiner, Lys-Kiosker i
Gadevrimlen, buldrende Tog over Staalbroer,
Havnens svingende Kæmpekraner o. s. v.
har nu efter adskillige Aars Tungelammelse
skrevet et religiøst Digt: Lovsang til Døden.
Bogen, der er udkommet paa O. Lohses
— indremissionske — Forlag, er forsynet med
en bibelsk Motto: »Jeg dør daglig, saa sandt
jeg har Eder, Brødre, at rose mig af i Kristus
Jesus, vor Herre» — og besynger i vemodige,
tungt-faldende Vers Dødens og
Tilintetgørelsens Naade.
Selv om Emil Bønnelycke stadig slider
stærkt paa Rimordbogens mest intetsigende
Metaforer: Dødens Elv — selv, Nattens
Stjerne-Lin — Blaaets Baldakin, Jordelivets Norm
•—Form etc., har hans Lyrik aldrig nogen Sinde
haft en saa poetisk Rejsning og Myndighed som
i Lovsang til Døden. Han gentager med stadig
stigende Kraft det Spørgsmaal, der er
Menneskets evige Angst paa Jorden, saalænge dets
forgængelige Kød og Muskler er bundet til
det usle Sæt Knogler, der er Dødens
Skræmmebillede. Overvinder vi Graven? Han svarer:
136
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
