Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Danske Fiaskoer. Gode og daarlige Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Molièrefigur. Argan er ikke nogen indtagende
Personlighed. Han er uhyggeligt stupid,
overtroisk, stædig. Gabrielsen udleverede alle
hans slette Sider. Han havde haft det
Indfald at spille ham som helt rask og kernesund.
Det eneste, han fejler, er hævet, svullen
Forfængelighed. Han vil være Midtpunkt og
pylres om, og han bruger sin indbildte
Sygelighed til at skaffe sig Medicin for sin
Selvoptagethed. Men paa Bunden har denne
Argan ogsaa gode Sider, meget dybt nede.
Gabrielsens Argan holdt af sine Børn, ja selv
af sin utro Kone. Men først og fremmest fik
han frem, att Argan er en Komediefigur.
Det værste, der kan ske med Roller af denne
Art, er, at Skuespilleren psykologiserer alt
for dybttrængende over dem. I første Række
er de Løjer og Langkaal, og Holger
Gabrielsen har bag sit særdeles skælmske Ansigt
et endnu mere skælmsk Sind, en Drengs
Lyst til at spille Puds forbundet meden
Klovnnaturs mere udspekulerede Streger. Han gav
sin Argan af disse sjælelige Forraad. Hans
indbildte Død var en Dummepeters Død,
hans hastige Exit’er paa Naturens Vegne en
drenget Harlekinade. Holger Gabrielsen har
en primitiv Skojer i sig.
Men hele Komedien gik livligt og levende
over Scenen. Det Kongelige kan sin Holberg
og dermed ogsaa sin Moliére.
Sæsonens anden Klassiker var
Oehlenschläger. Typisk nok var det ikke
Tragediedigteren, Dramatikeren, der blev støvet af
og hentet frem i Rampelyset, men den
dramatisk-lyriske, dog mest lyriske, Digtning
Sanct Hansaftenspil, som sprang fra Bogen,
hvor den hører hjemme, op paa Scenen, hvor
den gjorde en bizar, men ret indtagende
Figur. Den fik sin Berettigelse ved de
Genkendelsens Tilfredsgrynt, som paa de »gode»
Steder gik gennem Teatret. Det kunde tyde
paa, at de danske Skoler trods alt ikke
ganske ødelægger de klassiske Digtere for
Eleverne.
Sanct Hansaftenspil foregaar paa
Dyrehavsbakken, og i Svend Gades
Iscenesættelse blev Oehlenschläger Anledning til et
farverigt show med litterært Garantistempel.
Morsomst var Clara Pontoppidan og John
Price, der spillede Dukker i
Marionetkomedien, mest poetiske Elskerparret Anna Borg
og Mogens Wieth. Hele Forestillingen nævnes
her som et Eksempel paa, at danske
Instruktørers udramatiske Tendenser nu har ført
dem saa vidt, at de er begyndt at spille
omtrent ren Lyrik!
Godt Teater var der derimod i det
amerikanske »Laante Dage» af Paul Osborn.
Det er en Folkekomedie, men med poetiske
Kvaliteter. Som i middelalderlige
Skuespil færdes Døden ud og ind mellem Stykkets
Mennesker, en Død i Jakkesæt som de selv,
men derfor lige farlig. I Thorkild Rooses
Gengivelse var Døden desværre blevet en
mat Død, en Død uden Brod, altfor venlig
og imødekommende, uden noget truende og
mystisk bag den rolige Ansigtsmaske. Denne
Død havde ikke Døden i sig.
Iscenesættelsen stod Det Kongelige Teaters
Censor J. Anker Larsen for, og den var
mislykket. »Laante Dage» er et levende,
velkomponeret Stykke Teaterliv. Det har
Situationer, som der kunde springe Gnister
af. Men Anker Larsen fik dem ikke til at
fænge. Tværtimod blev de fast bundne
Optrin til spredt og virkningsløs Fægtning.
Heller ikke den dramatiske Slagkraft i
Stykkets Helhedsopbygning lod han komme til
sin Ret. I Familien Northrup følger Skæbnens
Puf Slag i Slag. Den jakkeklædte Død gør
sin Høst mellem dem, indtil kun Farfar og
Barnebarnet Pud er tilbage. Da kommer
Døden, Hr. Brink, endnu engang for at
bortføre Farfar. Men han bliver af de to lokket
op i det Æbletræ, som ingen kan forlade,
før gamle Northrup ønsker det, en forløsende
oplivende Scene, Stykkets første Højdepunkt.
Nu kan ingen dø. Doktoren og Politiet tror,
at Farfar, der snakker hyggeligt med en
usynlig Død oppe i Æbletræet, er fra Forstanden,
og de vil bringe ham paa Sindssygehospitalet
og overlade lille Pud til den onde Tante
Demetria. Da giver Farfar op. Han slipper
Døden løs og dør, men Pud følger ham til
Paradiset, hvor Farmors mildt skældende
Røst igen møder dem i en ny, forløsende,
opløftende Scene. Men denne afklarende,
rensende Rytme med dens to Højdepunkter
var ikke trukket op, maaske slet ikke fattet
af Instruktøren. Derfor væltede Scenerne i
ensformigt graa Hulter-til-bulter mellem
hinanden. Derfor blev »Laante Dage» saa stor en
Fiasko. Det virkede ikke paa Publikum.
Iscenesættelsen manglede Intensitet og
Instinkt for Situationer.
Holger Gabrielsen spillede Farfar. Han var
i sin skødesløse Paaklædning og slentrende
Upaavirkelighed mere amerikansk end Yan-
312
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
