Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Danske Fiaskoer. Gode og daarlige Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teateraaret i København
keerne selv. Gabrielsen kan forene det
pudsige med det patetiske. Han balancerer
med Virtuositet langs den saa let falske,
svigefulde Afgrund mellem det humoristiske
og det høj- og hastemte. I Scenen, hvor
Sheriffen vilde bringe ham paa
Aandssvage-anstalten, fik den hyggelige Bedstefar
harmfuld Metalklang i Stemmen. Bodil Ipsen
hængte endnu et Portræt op i sit Galleri af
elskelige Bedstemødre. Ogsaa i Dodie Smiths
Den kære Blæksprutte maatte hun som Dora
Randolph variere denne Type, som hun
fremstiller fuldendt. Men Opgaverne staar
ikke Maal med denne vor største
Skuespillerindes Fantasiformat. I Aaret, der gik, har
hun ikke haft Roller, der var hende værdige.
Hun, der er een af vore bedste Instruktører,
prøvede slet ikke Kræfter paa det Felt.
Heller ikke Poul Reumert havde Roller
efter sin Formaaen. I Jean-Jacques
Bernards Stillebenstykke Ved Landevejen, som
for nogle Aar siden gik paa Dramaten, spillede
han den franske Boulevard forfatter med
Følsomhed og Ironi. Ellers har Teateraaret
kun skænket ham Smaaopgaver og
Paradenumre.
Saaledes karakteriseres Teateraaret 1939—
40 paa Det Kongelige ved, at hverken
Instruktørerne eller de store Skuespillere spillede
nogen Rolle.
Folketeatret har heller ikke
Instruktørkunstnere, men nok et Par habile
Haandværkere i det Fag, Jon Iversen og Hans
Egede Budtz, der har holdt de mange
Lystspilopførelser i sikre Hænder. Men til
Gengæld ejer dette Teater en ikke genial, men
talentfuld Teaterleder i Thorvald Larsen.
Han har en sjælden Sans for
Rollebesætninger. Det »kultiverede» Lystspil, der saa
nemt bliver en triviel Ørkenvandring, har han
vandet med slaaende Skuespillerindsatser.
Han har skabt et lovende »Par» i Berthe
Quistgaard og Angelo Bruun. I Maxwell
Andersons Mayerling-Dramaet skinnede deres
Svagheder forræderisk igennem. Til
Gengæld fejrede de Triumfer for intelligent og
vittigt Samspil i St. John Ervines Sankt
Peters Finger (Anthony and Anna) og i A. E.
Thomas Færdig med Kvinder (No möre
Ladies).
Videre viste Thorvald Larsen os den store
Stumfilmsst jerne Asta Nielsen i Lesley
Storms henrivende Lystspil Tony tegner en
Hest og Marguerite Viby i Jacques Devals
Fot. H. I. Mydtskov.
Holger Gabrielsen som Farfar i
»Laante Dage».
Det Kgl. Teater.
Min Kone fra Paris (Soubrette). Paa Det ny
Teater, som han ogsaa behersker, satte
Mogens Dam »Nitouche» op med en
retoucheret Nitouche og en meget dominerende
Cele-stin-Floridor, ageret af Max Hansen. Max
Hansen minder om Holger Gabrielsen som
commedia dell’arte-Skuespiller. Ogsaa Max
Hansen kunde spille Tjeneren i Goldonis Een
Tjener og to Herrer. De har det samme
Gaminnaturel, samme primitive Mimik, men
ikke samme Format, hverken aandeligt eller
legemligt: Hansen er en — yndefuld,
charmerende, fræk — Spirrevip, og han kunde i
hvert Fald ikke spille Farfar i Laante Dage.
Dette lette Repertoire har Thorvald
Larsen skabt en tung Ende ved et Par
maade-holdent litterære Forestillinger, det nævnte
Mayerlingdrama, hvor baade Instruktion
ved Egill Rostrup og Spil svigtede afgørende,
og Ibsens Brand. Grunden til Valget af
dette sidste Stykke var Engagementet til
Folketeatret af Eyvind Johan-Svendsen, hvis
Trompetrøst gav Ibsens udmejslede Vers en
bydende og medrivende Kraft. Hans tætte
313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
