Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Kristian Elster. I anledning av 100års minnet om den norske dikter. Av L. Aas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L. Aas
bringe noget »en strek mer möderne». Han
fant likhetspunkter med Turgeniev, men
syntes forøvrig at behandlingsmåten var
noget for tung og til dels moraliserende.
Varmen, talentet og virkelighetssansen hadde
Elster, men den rent tekniske evne var ikke
fullt utviklet. I den stipendieanbefaling
Brandes gav Elster det følgende år fremholdt
han at her var »ualmindelige dikteriske evner»
som fortjente å få nye og friske impulser fra
en større verden. At »Tora Trondal» tildels
virker tung vil en nutidsleser saktens være
enig i. Den forklarer og gjentar ting med
en vidlöftighet som neppe er nødvendig.
Handlingen er også undertiden temmelig
stillestående, men den har flere udmerkede
scener (ballet hos amtmannen for eksempel).
Boken fører oss inn i tidens liv på en
anskuelig, ofte overbevisende måte så langt
rammen rekker. Fortellingen tilrettelegger
og fremfører viktige åndelige motsetninger og
konflikter, men karakteristisk nok for Elster
er menneskeskildringen langt viktigere enn de
spørsmål som drøftes. Menneskenes indre
vesen, deres skiftende stemninger og følelser,
naturens virkning på deres sinn i giede eller
vemod og sorg — her merker man altid at
Eisters dypeste interesse ligger. Romanens
to hovedpersoner representerer motsetningene
i livsyn og kulturopfatning. Den unge
juristen Erik Gran er tidlig preget av den
estetisk-liberale retning. Han hadde vært en
av studentersamfundets matadorer og en
yndet visedikter med mange selskapelige
talenter. Nu er han amtmann Bangs fullmektig
i bygden, hvor han ellers har forsøkt å gjøre
sig gjeliende på forskjellige måter. Han er
typen på det handlingsvake tilskuermenneske,
uten virkelig holdning eller reisning. Presten
Hans Eid derimot er utgått fra et
folkeligreligiøst miljø. Vi lærer ham å kjenne som
den nasjonale bondebegeistrings representant,
uten litterære kultur-forutsetninger, pietistisk
farvet i sin forkynnelse, likegyldig for bøker
og teater, ingen selskapsmann. Gran og Eid
er rivaler, begge trakter efter prestedatteren
Tora Trondals gunst. Den vakre Tora er
på engang temperamentsfull og tilbakeholden
i sitt vesen. Hun har tidlig ønsket å bli
skue-spillerinne, og skuffet i sin drøm har hun
søkt erstatning i bøkenes verden. Man skulde
tro at Gran måtte virke mer tiltrekkende på
henne enn Eid, men denne seirer dog til slutt
i kraft av en rikere menneskelighet og varme,
som klart kommer for dagen under samværet
med Tora. Eid bryter da også med pietismen
og åpner sitt sinn for et rummeligere
kultursyn.
Solskyer blev først utgitt i »Nordisk
Tidsskrift» for 1877. I bokform kom fortellingen i
Alexander Kiellands utvalg av Eisters
noveller nogen måneder efter Eisters død.
Både i stemning, naturbilleder og
sjeleskild-ring er denne enkle beretning noget av det
mest personlig inderlige og stilferdig
følsomme Elster har gitt oss. Kvinnen i
fortellingen er den unge, foreldreløse Elina Holt,
som stilles mellem to menn, den medisinske
kandidaten (bokens jeg) med hvem hun en
tid er forlovet, og landhandleren Holt,
hennes onkel, i hvis hus hun bor. Holt går stille
og taus omkring, passer sine foretninger, og
lar ingen forstå at han elsker Elina. I en
stemning av ung lykke drømmer Elina og
kandidaten om en fremtid i fellesskap. I sin
umiddelbare, refleksjonsløse giede over
tilværelsen forsikrer Elina oss at, »det er deilig
å leve». Optatt av den enkle og kjente
virke-lighet som omgir henne, har onkelens
lukkede vesen ikke vakt tanker om at der kan
gj emmes større varme i hans følelser og en
dypere mening i hans sørgmodige blikk. En
tid fremkaller han en rent fiendlig reaksjon
hos henne, og alle hennes lengsler fører bort
fra bygden og Holts verden. Da hun
efterhånden lærer å forstå den rette sammenheng,
og følelsen for Holt våkner til bevisst
kjær-lighet, bryter hun sin forlovelse. Til opgjør
med Holt kommer det dog først den mørke
uveirskvelden da de seiler hjemover fra
tingstedet og døden i storm og bølger venter
dem. »La mig fare», sier Elina til slutt, »det
er det samme, nu er det ikke tungt å dø.»
Men borte i Østlandsbygden sitter
distrikts-legen, hennes tidligere forlovede, og minnes
svundne dager. Og sorgen over Elina og den
tapte lykke smelter sammen med en
uslukkelig lengsel efter Vestlandets natur:
Om jeg længes? Ja, men ikke efter den store
verden og dens bevegede liv. Jeg har mine illusjoner.
Jeg sidder stundom og stirrer mod vest, hvor ilden
sluknede, og længes derhen, skjønt jeg ved at solen
er gaat ned. Ja jeg længes, jeg længes stundom efter
den fjerne vestbygd, som om al livets herlighed boede
der. Alt synes mig endnu den dag idag fremmed her.
Disse klare, tindrende kolde vintre har intet
tiltrækkende for mig. Disse tørre, solhede duftløse somre
er ikke dem, jeg kjender og elsker.
Jeg længes stundom, saa det suger for brystet, saa
mit blod blir feberhedt, efter disse vestlige egnes
fugtige luft og den deilige sommerlige duft af vaade
trær og vaadt græs. Jeg længes efter vilde skummende
258
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
