Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
Takt til Aarernes Slag eller Vindens Pift i
Riggen.
Blandt Bogens nationale Digte er ogsaa en
ironisk »Vuggesang til Danmark», der bider
i Rygskindet som Snærten af en
Hundepisk, men man foretrækker trods alt det
lyriske Digt »Til Danmark», der er
overordentlig smukt tænkt og udført i et holdbart
Materiale:
Dig, mit elskede Land, vil jeg synge en Sang,
der skal slynge sig om dig som drivende Tang,
som en Lovsang for alt, hvad du giver saa frit
af din blomstrende Jord og din fattige Klit.
Du er Landet, hvor jeg fødtes, hvor jeg græd og lo,
hvor jeg drømte om at bygge mellem Stjernerne Bo.
Du har Byger og Blæst,
Hav mod Øst — Hav mod Vest.
Du er steget af Hav gennem Stille og Storm,
det har givet dig Dønningens bølgende Form,
du er kysset af Sol, du er elsket af Vind,
du er Barn af Naturen med tusind Sind.
Du er lysegrøn som Haabet i din Foraarsdragt,
du er alt, hvad der er dejligt, i din Sensommerpragt.
Under Byger og Blæst.
Hav mod Øst — Hav mod Vest.
Om en Del af de øvrige Digte i
»Stormsvaler» kan man uden at fornærme Sandheden
sige, at Knud Andersen undertiden er en
Smule for bombastisk i sine Følelser (»Et
Digt, der griber . . .») eller overanstrenger
sine poetiske Billeder (»Mørkets Silkeflor»,
»Hjertets Blomster», »Dagens Himmelbaal»
etc.). Det sker ogsaa, at han lidt for tydeligt
laaner sin Melodi fra Hans Hartvig Seedorff
Pedersen (»Dette Menneskehjerte»).
Bedst er han, naar Verset samler en
Erindring fra Sydhavet i nogle
venligt-nyn-nende Strofer (»Tongatabus Kannibaler»)
eller taler stilfærdigt og roligt om en
»jordbunden» Sømands Længsel efter Havet:
Nu sejler de ude i Disen
og trækker i Dampfløjtens Snor.
Jeg skjuler min Skam bag Avisen
og læser — jeg ved ikke hvor —
— i den taagede Nat.
Nu lyttes fra Broen og Bakken,
nu lyder Sirenernes Sang.
Jeg tager min Stolthed i Nakken,
og stønner: »Der var da engång»,
— i den taagede Nat.
Nu skifter de Vagten derude,
for Klokken i Stuen slaar tolv.
Jeg vender min svedige Pude
og ønsker mig Fanden i Vold
— i den taagede Nat.
13-
K. L. Kristensens Lyrik er beskrivende
og udendørs. Hans vigtigste Motiver er det
blæsende danske Landskab (som Regel uden
Mennesker!) og dets lønlige Mærker af Fortid
og Slægtens svundne Liv.
Man kan ikke beskylde ham for at være
særlig opfindsom eller frodig, men han bliver
stadig mere fingerfærdig, og den tekniske
Erfaring vokser fra Digtsamling til
Digtsamling. Teknik kan kanske vist ogsaa være en
Fare, ikke mindst for en spekulativ og meget
lidt umiddelbar Lyriker som K. L.
Kristensen — man mærker det især paa hans altfor
flittige Brug af Bogstavrim . . . »Men
Gadernes Glødelamper er Guldfisk i Regnens
Ruse» . . . »Højt over Støj og Brus af By
skred solfaldsglødet Sky ved Sky». Det trætter
Øret og degraderer ham undertiden til en
Slags »oldnordisk» og Gravlundsk Spaamand,
hvis Tale er dunkle — og højst upoetiske —
»Ordsprog». En ubegribelig Prøve fra
»Vaar-tegn og tunge Varsler»:
Men en vældig Vaar gaar evigt over Mandhjems
Daarskab frem.
Al Naturens tusind Kræfter har den løndomsfuldt i
Gem.
Og hvad Mennesker har tæmmet og vil lege med af
dem,
har de, om de volder Skade, selv at tage Hjemgæld for.
Over deras Skyld og Skæbne staar nu Vaarens
Fremvæld for.
Det er typisk for K. L. Kristensen, at hans
lyriske Fantasi vaagner hurtigst og med
størst Energi, naar hans Næsebor vejrer
Duften af Museum og Fortid — f. Eks. i »Den
gamle By» i Aarhus eller blandt Ribes
hyggelige Bindingsværkshuse. Hvis man vil høre,
hvor trænet han efterhaanden er blevet, bør
man læse »Den gamle Smedie» eller det
smukke Digt, der handler om »Ribe Aa»,
hvor nu og fordum smelter sammen til en
dulmende og nynnende Melodi:
Aaen var Ophav til Byen. Skibe fra fremmed Strand
bares paa brede Strømme ind i det jydske Land.
Hid bar fra Havet Skibe
Rigdomme ind til Ribe.
Vælske kom Varer og Sæder. Men Staden som dansk
holdt Stand.
Aaen gaar ud imod Havet. Langvejs dens lyse Streng
snor sig i Dag gennem Marskland, blaa i den grønne
Eng.
Fordum en Vej for Skibe,
nu kun en sollys Stribe —
Strømmen dog mumler om Minder, Samhør og
Sammenhæng.
308
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
