Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
rimer yderst banalt, og at han ofte fordærver
et fornuftigt formuleret Digt med et
ubehageligt Glosefantasteri eller »filosofiske»
Dybsindigheder, hvis Bund ikke lader sig lodde.
Det gælder f. Eks. »Diplomat-Svale» og »En
Morgen».
5-
De fire Digte i Otto Gelsteds De danske
Strande er en Hyldest til Niels Møller
(»Tankens Sang»), et overordentlig gribende og
vel-behersket Digt om den niende April samt
tre Naturdigte: »Nytaar 1940», »De danske
Strande» og »I Billedhuggerens Have». Otto
Gelsted, hvis Vers ofte var lidt
»udspekulerede» og artistiske, har aldrig skrevet
smukkere Digte. Det skyldes ikke blot Ordenes faste
Form og Glans, men ogsaa den nationale
Sorg, den nationale Stolthed, der bærer og
styrker Verset. Den bedste Prøve er de to
indledende Strofer af »Nytaar 1940»:
Om Solen drejer det danske Land,
af Hav bestormet og skybefaret.
Vort Hjerte ønsker det velbevaret
for Vold og Ufred og Uforstand.
Vi er de Danske, vi er de Daarer,
der elsker Danmark i Smil og Taarer.
Vort Hjem! Vor Mor! Og vor Sjælsveninde!
De bedste Ord og vort bedste Minde,
det maa vi kalde paa, naar vi tænker
paa disse blide men stærke Lænker,
der binder Sindet til Danmarks Jord.
Langs Stranden vader en sorthvid Klyde
op napper Orm med sit krumme Næb.
Men Vinterstormen kan ogsaa hyle
til Maagen: Livet er Kamp og Stræb.
Ja, Vinterstormen og Sommerflammen,
de mødes her som Ja og Amen.
Vi husker Sommer, vi husker Vinter,
og Sne paa Grene og Hyacinther.
Det hele Danmark er med i Nuet
og spørg hver enkelt: hvad har du duet? —
Hvad skal jeg svare: Jeg elsker dig!
6.
Den poetiske og psykologiske Overraskelse
i Poul P. M. Pedersens nye Digtsamling
Dialog i Dæmring er de meget »prosaiske» —
og som Regel rimfri — Strofer, der handler
om den flygtige Kærlighed, der ak, ak, alt
for hurtigt bliver til Fortid og blege Minder.
Den tilbedte og sødt hyldede Kvinde, hvis
Sjæl og dejlige Væsen Digteren ønsker at
møde baade i Evigheden og i Blomsternes
Duft, er en tyveaarig lunefuld Ungmø med
gyldent Haar og »Bryster som et Barn»,
men — man skal ikke altid tro paa Fandens
smukke Ord og Talegaver.
Poul P. M. Pedersens Digte er meget
personlige og undertiden saa private, at man
absolut nægter at være hjertenshed og
sentimental i hans forelskede Selskab. Man vil
inderligt gerne »hælde sit Hoved», men hvem
og hvad skal man egentlig hælde det til, naar
Poul P. M. Pedersen f. Eks. digter saa
karrigt paa Prosa om Kærlighedens Klokkeslet
og Alder som i »Elevatoren»:
Sidste Aften før Du skulde rejse.
Vi vidste ikke, naar Du kom tilbage.
Vi havde drukket lidt Vin.
Vi gik ad den aftenmørke lange Gade.
Det blæste.
Klokken var 22 —
Du var 20.
Du skulde ud og sige en Besked et Steds.
Vi gik tæt sammen.
I eet og samme Øjeblik hældede vi vore Hoveder mod
hverandre
og gik Tinding mot Tinding.
Forbipasserende stirrede.
Vi kom til Karreen, hvor Du skulde op.
Vi gik ind i Gangen.
Der var Elevator.
Vi gik ind i den.
Jeg kyssede dig længe.
Dit Ansigt var varmt.
En velklædt Herre stillede sig op udenfor, o. s. v.
Jeg foretrækker unægtelig de Vers, hvor
han —- som altid før — forvandler sin
medfødte, lykkelige Melankoli til Vindens Musik
i Nattens Trækroner og endnu en Gang
mindes Barndommens Haab og
Drengedrømme, som Livet og den onde Hverdag
belønnede med Skuffelser og martyriske
Taarer. Lad os læse et Par Vers af »Enetale»:
Du burde siddet med unge Sønner
i egne Stuer ved Festens Træ,
med lyse Drenge med blanke Øjne,
hvis glade Barndom Du her gav I.æ.
Nu gør det ondt, naar Alverden fester:
ufødte Sønner er dine Gæster.
Du mindes atter din egen Ungdom
i disse Tider saa nær mod Jul,
selv inere fredløs end Vintrens Spurve,
der finder Føden og har et Skjul.
Du fik et Liv, som Du aldrig tænkte.
Du blev for altid den udestængte.
Den sidste Afdeling af »Dialog i Dæmring»
bestaar af en Række veludførte og behændige
Oversættelser fra Svensk (Hjalmar Gullberg,
Anders Österling, Verner von Heidenstam),
Engelsk og Færøsk. Poul P. M. Pedersen er
et klogt Hoved og en Ræv. Altid to
Udgange. Ved denne Lejlighed er
Oversættelserne næsten hans bedste Udgang.
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
