Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik
Schyberg
sit Lune. Moderen Athalia Reumert f.
Flam-mé var en af Bournonvilles sidste Elever, en
fyrig Danserinde, hun tilførte visse af de
bournonvilleske Balletpartier en furiøs,
sortgnistrende Lidenskabelighed, som var — og
er — ualmindelig i dansk Teater. Der er
Præster, salvelsesfulde Forkyndere tilbage i
Slægten, men saavel paa fædrene som paa
mødrene Side tillige sydlandsk Blod, baade
fransk og spansk, hvad der er værd at lægge
Mærke til. Poul Reumert er som Kunstner en
international Type snarere end en dansk. Fra
Faderen har han arvet Bredden, Gemyttet, i
sin personlige Fremtræden en vis gammeldags
Ridderlighed, og de overordentlige
haand-værksmæssige Kvalifikationer — den
professionelle Sikkerhed uden Vaklen, hvormed
Scenen tages i Besiddelse — fra Moderen
Temperamentet, Uroen, Hensynsløsheden og
den spillende artistiske Vitalitet, der er et
af Kendemærkerne paa hans
Kunstnerpersonlighed.
Han debuterede paa Det kgl. Teater i 1902,
men knyttedes umiddelbart derefter til
Folketeatret, sin Fars gamle Scene, hvor han
traadte sine kunstneriske Børnesko i en
Række obligatoriske Roller som den »friske»
unge Månd, bl. a. som Nicolaj i Faderens
Dramatisering af »Nøddebo Præstegaard».
Da Det ny Teater aabnedes i 1908, knyttedes
han hertil, og Omridset af hans kunstneriske
Ejendommelighed, som helt og holdent ligger
i Karakterfaget, skimtedes for første Gang,
da han med for sin Alder forbavsende
Modenhed spillede Haandværksmesteren »Niels Peter
Svane» i en bredt anlagt Folkekomedie af
Edgard Høyer. Sin overordentlige
Omskabel-sesevne, sit skarpe Blik for den
ejendommelige og udprægede »Type» viste han
samtidig som den skinsyge, primitive Portugiser
Manoël i Karl Larsens »Inèz fra Coimbra» og
som den absintforgiftede Pariserskuespiller
Aimé Chevalier i Svend Rindoms
Debutskuespil »Komedianter» (efter Anatole
Fran-ce’s »Histoire Comique»). Men samtidig lurede
Faren for Afsporing paa det unge Talent, der
var paa Vej mod sin Originalitet, men direkte
hæmmedes af sin tidlige, saa at sige
altom-spændende »Anvendelighed», en Trusel mod
enhver sand, skuespilkunstnerisk Modning og
Udvikling. »Teaterkrisen» ramte det
nyoprettede Teater, Byens mest moderne
Skuespilhus her omkring 1910, og man tog sin Tilflugt
til det ikke ukendte Hjælpemiddel: at spille
Operette. Poul Reumert fik sit første popu-
lære »Gennembrud», sin store »Succes» i
Operetteroller, ikke blot som Falsacappa i
Offenbachs »Røverne» (hvor han virkelig var
ypperlig, gnistrende vital og meget fransk i
Spil og Sang), som Zigøjnerprimas i Lehårs
»Zigøjnerblod», men ogsaa som Fredy
Wer-burg i Leo Falls »Dollarprinsessen», hvad der
nær var kommet ham dyrt at staa. Han
valsede sig ind i Damepublikummets Hjerter, kom
paa Postkort, spistes paa Smørrebrød, blev
det farligste, en ung Skuespiller kan blive,
Hjerteknuser, Modeskuespiller, Damehelt —
og det skønt Reumerts Elegance med vor
Tids Øjne ikke hører til hans primære
Kendetegn. Reumerts sceniske Elegance er forsoren,
men virker derfor sjældent selvfølgelig.
Ved et lykkeligt Tilfælde blev der bråt sat
en Stopper for de smægtende Valsetoner. Det
kgl. Teater, der netop under Karl Mantzius’
Direktion oplevede en Række Glanssæsoner,
og et næsten hensynsløst Initiativ, hvor det
gjaldt Fornyelsen af Personalet, sendte Bud
efter den unge Skuespiller. Meget tydede paa,
at Teatret ikke fuldt ud havde gjort sig klart,
hvilken Guldfugl det herigennem fangede i
sin Done. Reumerts første Opgaver paa det
nationale Teater syntes at vise, at det var
Anvendeligheden Poul Reumert, man havde
været ude efter — en Art sekunderende
Partner til Johannes Poulsen, der i disse Aar
udfoldede sit glansfuldt ungdommelige Geni som
Corregio, Erik d. XIV, Narren i
Helligtrekongersaften, Arlequino etc. og beviste sig
som den udpræget elegante Skuespiller, selv
i Roller hvor det gjaldt om (som f. Eks. i Jean
de France) at travestere og udlevere
Elegancen. Den mere jordbundne Poul Reumert
skulde være den »anden unge Månd» •—og blev
det i et Par af Julius Magnussens
Københavnerlystspil. Men mens Johannes Poulsen
i moderne Roller var selve »Tidens Type» med
en egen blaseret Charme, virkede Reumert i
saadanne Roller tidløs, men ret traditionel.
Han kom i Fortsættelse af Nicolaj til at spille
nogle hostrupske Studenter ■—• samt hvad
herunder hører: Jokum i »En Søndag paa
Amager» og den hjemvendende Nicolaj Reiersen
i »Sparekassen»! Roller han spillede frejdigt
paa Rutine, sikkert og livfuldt, men uden
personligt Særpræg.
I »Jean de France» spillede han Pierre og
indledede dermed Rækken af sine klassiske
Tjenere hos Holberg og Moliére, et Rollefag,
han beherskede med gallisk Verve og
Slagfærdighed, overgivent Humør og en over-
348
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
