Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poul Reumert
ordentlig og besnærende Volubilitet i
Diktionen. Til hans notableste Ydelser i Genren
hører Henrik’erne i »Maskaraden» og »Henrik
og Pernille», Mascarille i »De zirlige Damer»
(oversat af ham selv) og Scapin i »Scapins
Skalkestykker». Reumert har af Smag og
Anlæg en stærk Dragning mod Frankrig og fransk
Teater. Men ikke Gamin’erne, Karaktererne i
fransk Skuespilkunst skulde blive hans Felt.
Sine Tjenerroller spillede han paa Traditionen
ved Teatret, og paa Teaterblodet i sig selv —
uden at præstere den Fornyelse indefra, fra
Gemyttet, som den f. Eks. Gabrielsen leverede
i Generationen umiddelbart efter.
Det var i en Siderolle, omend i en meget
væsentlig Siderolle, at unge Reumert først
paa Det kgl. Teater beviste sin Egenart og
sin overordentlige og selvstændige
kunstneriske Formaaen — som Meyer i »Indenfor
Murene», den sky og pudsige unge Jøde,
Stykkets tavse og forsmaaede Elsker.
Premièren paa Henry Nathansens Skuespil
satte jo i flere Henseender Skel i vor nyere
Skuespilkunsts Historie; Præstationer heri
rager frem som Milepæle — ogsaa i f. Eks.
Karl Mantzius’ og Johannes Poulsens
kunstneriske Udviklingshistorie. Rollen som Meyer
fik i Reumerts Fremstilling al sin Karakter,
baade i Maskefantasi, i Replikkens stilfærdige
Underfundighed, i Komik og Tragik. Den blev
gennem hele sit Anlæg og Kunstnerens
overordentlig fine og sikre Gennemførelse af den
betegnende for hans fremtidige Kunst — der
har sin Styrke i Fremstillingen af, hvad man
kunde kalde for Nederlagets Mænd. Det
sejrrige Menneske var det aldrig Reumerts
Sag at fremstille. Naturmennesket endnu
mindre. (Det komplicerede, ikke det
primitive er hans Sag.) Han har spillet saadanne
Mennesker — for hvad har han ikke spillet —
men de er aldrig faldet ham naturligt. Hvad
der falder ham naturligt, er Fremstillingen af
Mennesker med Kanter, ikke Mennesker med
klare, rolige Linjer. Deraf følger, at saavel det
lyrisk glansfulde som det erotisk betvingende
ligger i den yderste Yderkant af hans Domæne.
Roller i disse Fag, som vi kunde kalde de
patetiske, bliver hos Reumert fra hans
tidligste Tid altid svagt karikerede. Johs.
Poulsen, hvis personlige Tone som Kunstner ogsaa
var klagende, snarere end triumferende, kunde
spille Adelsmennesket, i lyrisk Forstand;
Reumert Undtagelsesmennesket — men oftest i
borgerlig Forstand.
Men det »borgerlige» i Reumerts Kunst be-
T ar tuf f e.
stemmer kun dens Art uden at indsnævre dens
Format. Det blev hans Triumf, at han — og
det i stigende Grad -— formaaede at gøre sit
særegne Domænes Karakterfigurer og
Karikaturer patetiske paa deres borgerlige Vis. Den
Række af Skikkelser, han har skabt indenfor
Gruppen af Nederlagets Mænd, fik gennem
Aarene større og større Dimensioner.
Mennesker, der maa resignere, eller Mennesker, der
direkte gaar til Grunde, ved Uret, ved
Tilfældigheder eller paa en Brist i deres Karakter
-— evner han at skildre, saa de faar
Resignationens, Urettens eller Forfaldets
Monumentalitet. Fra Meyer og Lazarus (i Carl Gandrups
Enakter) gaar der en stigende Linje op til
Friherren i »Baandet», Adjunkten i Münsters
»Hævnen», Kaptajn Edgar i »Dødedansen» og
Overlægen i Schlüters »Nu er det Morgen».
Meyer i »Indenfor Murene» blev for
Reumert den egentlige Indledning til en storstilet
kunstnerisk Udvikling. Rollen er saa at sige
denne Udviklings Titelvignet, samler i sin
sky Karakteristik en stor Helhed indenfor
en lille Streg. Kort efter spillede han Pennen
i »Peer Gynt» med genial patologisk
Maskefantasi. Som Bogholder Mosegaard i
Nathansens Kontorskuespil »Affæren» ommodelle-
349
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
