Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik
Schyberg
rede han hele sin Person til et uforglemmeligt
Billede af det borgerligt forkuede
Kontormenneske. I Nathansens »Dr. Wahl» gav han
som Knud Gelskov Portrættet af den
politiske Verdens glatte og kyniske Stræber. Man
vil ikke glemme den ulastelige Mands kolde
og frygtelige Slangehovede. I »Vølund Smed»
spillede han omvendt Svartalv som det
primitive Menneskes Karikatur, Menneskedyret
med Vildsvinetænderne, Pøbelmennesket med
plump og svinsk Horisont. Men først og
fremmest traf han i 1914 sammen med Bodil
Ipsen, Teatrets nye, unge Primadonna, og
indledede det glansfulde Sammenspil i det
moderne Repertoire, der fik saa enestaaende
en Betydning for vort Teater gennem den
Fornyelse af Sammenspillets,
Karaktertegningens, Psykologiens og Dialogens Kunst,
som heraf opstod — og de værdifulde
Forestillinger, der blev til i Lyset af dette
kunstneriske Møde mellem to jævnbyrdige, hver
for sig originale Fremstillere. Mens Johs.
Poulsen aldrig fandt nogen Partner og
overhovedet paa hele sin Bane kom til — i godt
og ondt — at staa som Undtagelsen, det
isolerede Fænomen — udfoldede Reumert alle
sine bedste Egenskaber netop i
Sammenspillet med Bodil Ipsen, hvis ligesom
improviserede, spontane, »tilfældige» Replikkunst
stod saa mærkværdigt til hans udmejslede,
altid forberedte og i alle Enkeltheder
tilrettelagte Spil. Sammenspillet kulminerede paa
Det kgl. Teater i Strindbergs »Baandet» og
Helge Rodes »Det store Forlis» — hvor
Reumert som Direktør Løwe naaede sin første
Kulmination som Karakterfremstiller paa et
internationalt Plan. Den store
Forretningsmand, Spekulanten, Sejrherren, Tigeren spiller
sjælelig Fallit i Forholdet til Hustruen. Ogsaa
denne Menneskekolos viser sig at være — en
Kolos paa Lerfødder.
I 1919 forlod Reumert sammen med Fru
Ipsen Det kgl. Teater for under Thorkild
Rooses Direktion at indlede det første af
deres gentagne Sammenspil paa
Dagmarteatret i de tre Sæsoner omkring 1920, der
blev det gamle, omtumlede Skuespilhus’ sidste
virkelige Glanstid i det københavnske
Teaterliv. Repertoiret var en Blanding af klassisk
og moderne — og indenfor det moderne med
et tydeligt Islæt af det indholdsløst mondæne
(»Blaaræven»); men Reumert supplerede sit
Galleri af uforglemmelige moderne
Karakterfremstillinger med Kaptajnen i »Dødedansen»
og Adjunkten i »Hævnen». Hertil føjede han —
efter Tilbagekomsten til Det kgl. Teater i
Anledning af Skuepladsens 200 Aars Jubilæum
i 1922 — af Glanspræstationer Greven i
Bergsted ts »Den blaa Väse» og Swedenhielm i
Hjalmar Bergmans kapriciøse og usikre, men
poetiske og udtryksfulde Skuespil. Disse fire
Roller fuldkommengør Billedet af Reumerts
eminente figurdannende Evne i det moderne
naturalistiske Repertoire — hans meget store
Originalitet som Menneskekender og scenisk
Menneskeskaber.
Reumert, som af Fødsel er dybt forankret i
Traditionen og i Flertallet af sine tidligste
klassiske Roller viste det, er i sine
Hovedskikkelser i det moderne Repertoire
fuldstændig utraditionel. Her er Tale om en
Virkelighedsiagttagelse og en
Skikkelsesdan-nen helt paa første Haand. Hvor dristig
Reumert efterhaanden blev i det nye Greb om
store sceniske Midterfigurer skulde nu vise
sig ogsaa i de to klassiske Hovedroller, som
han mellem 1919 og 1929 underlagde sig og
gjorde til sine i dansk Teaterhistorie, Moliéres
Tartuffe og hans Misantrop — den første
kreeret paa Dagmarteatret i 1919, den sidste
paa Det kgl. Teater 1927. De betød begge et
fuldkomment Brud med Traditionen og — for
den sidstes vedkommende — tillige et Brud
med Forfatterens oprindelige Mening.
Tartuffe spillede Reumert som en slimet
besnærende Verdensmand, en kynisk Vellystning
fra Jesuitismens Tidsalder, paa en Gang
afvæbnende ved sit Smil og farlig ved sin Trods.
Forførelsesscenen med Elmire blev et
Glansnummer af forvorpen Retorik, Hykleriet som
afkaster sin Maske! Reumert har spillet Scenen
paa Fransk paa selve Théåtre Français; hele
Stykket har han senere spillet som Gæst paa
Odéon og har høstet fortjente Laurbær
derfor. Hans Opfattelse er stringent og ligger fast
indenfor Rammerne af Moliéres Text,
opfattet med skarpe Nutidsøjne. Anderledes
forholder det sig med Misantropen. Den
hører ubetinget til Reumerts ypperste og
fornemste Ydelser, men den er blevet til ved at
øve Vold mod Texten. Det skjules, at Alceste
foruden Misantrop ogsaa er Kværulant ■— og
at han Dagen efter sin store »Afsked» med
Céliméne vil vende tilbage og spille sit
Nederlags uværdige Tragikomedie om og om igen.
Reumert opfatter Misantropen —
Menneskeforagteren, der hos Moliere er komisk set, som
en ubetinget ædel Månd; han digtede et nyt og
personlig følt Indhold ind i Rollen — noget,
der ellers er hans objektive, udefra modellere-
350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
