Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1940—1941. Stadig Grøde i dansk Dramatik — Bodil Ipsen og Holger Gabrielsen som Iscensættere. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Fot- Mydtskov.
Mogens Wieth og Sigrid Neiendam
i E g ely k k e.
Det kgl. Teater.
og af Oehlenschlægers populære Numre holde
for. Men i Lenes faamælte, lille Historie om
Udødelighedslandet bag Ismuren er ligesom
al Litteraturen strøget af. Hendes enkle
Beretning drejer Grundtvigs Bane. Og der er
kun tilbage at beordre Belysningsmesteren
til at tænde Opstandelsens Paaskesol og lade
det samme Lys fra Himmelen omskinne
Grundtvig, som blindede Paulus paa Vej til
Damaskus. Kaj Munk sammenstiller de to
Troshelte Paulus og Grundtvig i den tidligere
nævnte Artikel i Himmel og Jord. Smukt lod
Iscenesætteren her efter den djærve
Genfortælling af De levendes Land Orkestret istemme
Grundtvigske Salmetoner. Kødklumpen var
forvandlet til Profeten og Psalmisten.
Sidsteakten er svag og forvirrende. Men den
var nødvendig, fordi Egelykke ikke alene er
et Drama om et religiøst Gennembrud, men
ogsaa et nationalmoralsk Skuespil om det
danske Folk i Forfald og Fare. Omkring
de danske Øer ligger den engelske Flaade
parat til at gøre Landgang. Men inde paa
Øerne fejer den letsindige Dans gennem de
sorgløse Sale. Ude i Europa kaster den
brutale Napoleon sin Djævleskygge hen over
alle de Nationer, han har underkuet. Men
selv Grundtvig er i et Øjeblik saa svag, at
han vil tage ham i sin Tjeneste. Og i Hælene
paa denne nationale Syndflodsstemning flaner
en sodomittisk Sanselighed og Syndighed,
som selv Markens og Skovens Dyr maa
skamme sig over. Til dette Danmark kommer
nu paa Femteaktens Pinsemorgen Grundtvig
som en stormsusende Helligaand og taler
med revsende Tunger. De utro Hustruer
sendes hjem til deres Mænd for at faa Børn.
Det er paa selveste Fru Leth, at Grundtvig
statuerer et Eksempel! De langelandske
Senge-halmsrotter lyses i Band. Grundtvig vil
forvandle det danske Folk, saa det kan fuldføre
sin store, kristelige Kærlighedsmission i hele
Verden. Herom prædikes og orakles der hele
femte Akten igennem. Lene forsvinder helt
ud af Synskredsen. Stykkets levende
Mennesker bliver til moralske Platdemenager, og
de religiøse Syn forvandles til
nationalmoralske Opstød. Tilmed er Akten gruelig
klodset konstrueret.
Helt for sig selv kom den ogsaa til at staa,
ved at Iscenesætteren Thorkild Roose hele
Stykket igennem ligesom havde glattet ud
og lagt Dæmper paa Skildringen af det
sædelige Forfald. Endda temmelig haardhændet
med Strygninger af baade nogle saftige
Replikker og et drastisk Optrin og med Sordin
paa Spillet. Men paa den Maade fik
Grundtvigs knugende Syndsbevidsthed slet ikke
nogen Aarsag: saa vidt jeg iagttog det, var
Lenes Ord til Grundtvig, da han vil styrte
efter Konstance: »Hvad render han for,
som en Orne efter en So», helt udeladt. Og
Sidsteaktens Opgør med Danmark havde
faaet som Baggrund et alt for blegt
Glansbillede uden Syndens krasse Farver. Var den
fra Forfatterens Haand forvirrende, saa blev
den nu helt umotiveret og paaklistret.
Teaterfolk snobber tit paa den sødeste Maade for
det pæne, men med Iscenesættelser af Kaj
Munk kan et saadant Snobberi
almindeligvis ■—- og heldigvis —• ikke forenes. Man
mindes fra Teaterhistorien Fru Heibergs
Opsætning af Bjørnsons Maria Stuart i
Skotland, som blev luget ren for alle de Steder,
hvor Bjørnstjerne kastede Biblen hen ad
Scenegulvet! I Kraft af at Roose saaledes
helt havde fjernet en Modspiller fra Dramaets
Økonomi, kom det til at virke langt mindre
dramatisk fængende, end det er digtet.
414
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
