Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1940—1941. Stadig Grøde i dansk Dramatik — Bodil Ipsen og Holger Gabrielsen som Iscensættere. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
T e at er s cB s ön en i Köbenhavn 1940—1941
Karin Nellemose som Fru Konstance Leth
voksede med Opgaven uden at naa dens
Højder. I de store Scener var det ligesom
hendes Lidenskab manglede Mæle. Hendes
Ansigt staar stille, og Diktionen bliver
ensformig og unuanceret. Hun holder igen og
vover sig ikke ud paa de farlige Dybder.
Men dygtigt og intelligent gjorde hun sin
Konstance. Mogens Wieth, sidste Aar den
unge Månd i Kjeld Abells Judith, slog derimod
helt til og igennem som Huslærer Grundtvig,
hans første, store Rolle. Det ubehjælpsomme
og uformede hos denne Bondeknold af en
teologisk Kandidat fandt han overbevisende
Udtryk for. Man saa det samme i Björn
Berglunds Spil i Oscarsteatrens Opførelse af
Egelykke. Man følte, at Rollen ligesom
forløste noget i disse unge Skuespillersjæle.
Bedre Oplevelse kan man næsten ikke have
i et Teater.
Egelykke var trods alle Brist denne
københavnske Teatersæsons kunstnerisk
rigeste og mest nærende Nyhed. Det Kongelige
Teaters Opførelse udtømte slet ikke dets
frodige Muligheder.
Aarets eneste i næsten alle Retninger
fuldendte Slag slog Det Kongelige Teater paa
sit ganske specielle Felt: det klassiske
Lystspil. Det skete med Opførelsen af Hertz’ fine,
københavnske Komedie fra omkring 1835
Sparekassen, habilt og livligt iscenesat af
Holger Gabrielsen. Kunsten ved den Slags
Forestillinger er den svære Balancering
mellem Livagtigheden og Livligheden: der skal
spilles Mennesker, men der skal ogsaa spilles
løs! Holger Gabrielsen havde faaet sin Stab
til begge Dele. Mest Menneske var vel Poul
Reumerts i det ydre saa imponerende, men
inderst saa skrøbelige Borgermand. Han
næsten smagte paa Replikkernes Ægthed,
saaledes som han har det for Vane.
Hverdagssprogets famlende Tonefald og
Sætningsbygning ligefrem mejsledes i Sten. Det passede
Hertz’ ypperlige, mundrette Replikker at
blive sagt med en saadan Sanddruhed.
Bastant Farce spillede derimod Bodil Ipsen som
Komediens deus ex machina,
Klasselotteri-kollektricen Madam Rust. Som en hel
As-gaardsrei af københavnske Sladremadammer,
træske Kællinger og forfjamskede
Fruentimmere stormede Madam Rust over Scenen
og var sommetider ved næsten at faa
Forestillingen til at gaa fra Pusten, saadan
dominerede hun. Men iøvrigt var hver Ting i
Iscenesættelse og Spil paa Plads i dette lille,
helstøbte Kunstværk.
I Eksperimentets Tegn stod derimod
Sæsonens anden danske Klassikerforestilling, Bodil
Ipsens Iscenesættelse af Ludvig Holbergs
Don Ranudo de Colibrados eller Fattigdom
og Hoffærdighed. Fra Holbergs Haand er det
en kold og haard Komedie om et hovent
Adelspar, som trods Elendighed og Sult ikke
vil bortgifte deres Datter til en rig, ung
Månd, som elsker hende, og som han elsker,
fordi hans Familie ikke er fornem nok. Han
har ikke tilstrækkeligt med Aner i
Slægtstavlen til at ægte en Colibrados. Hellere vil
disse hoffærdige Forældre skænke hende bort
til en Negerprins, som stammer ned fra
Dronningen af Saba! Men ved Intriger ordnes
Ægteskabet alligevel, og de halsstarrige
Ravneforældre gaar beskæmmede i Kloster.
Nu var Fru Ipsen kommet paa den Idé
at lægge Glorier af Medynk og Sympati
omkring denne adelsstolte Grand d’Espagne
og hans Frue. Trods Fattigdom og tomme
Maver kæmpede de dog trofast for deres
Idealer, Adelsskabets og Slægtens
Ukrænkelighed, mente Fruen. En Stolthed, som
aldrig gaar paa Kompromis, er dog nok det
værd, at der kastes et Skær af Venlighed
over den. Paafundet er ikke nyt som Teori.
Edvard Brandes, der var saa kyndig og
fantasifuld en Holbergkritiker, skrev allerede
i 1894 følgende Betragtninger om Don
Ranudo: I samme Øjeblik som Don Ranudo og
Donna Olympia bliver medynksvækkende og
rørende, forvandles Komedien næsten til
Tragedie: i deres sindssyge Selvpineri kunde
Don Ranudo og hans Hustru helt forjage
Latteren, i hvert Fald under en aandfuld og
gennemført scenisk Fortolkning. Men
naturligt vilde et saadant Spil ikke blive og ikke
overensstemmende med Holbergs egen Vilje.—
Det skete, som Edv. Brandes havde
profeteret. Latteren stivnede paa Tilskuernes
Ansigter under Fru Ipsens Forestilling. Med
Bevægelse i Sjælen og næsten med Taarer i
Øjnene iagttog de dette fornemme Ægtepar,
bag hvis Pjalter det boede ophøjede
Personligheder. Et særlig Nummer havde Fru
Ipsen gjort ud af det ædle Galanteri mellem
de to. Paa den mest rørende Maade dyrkede
og opvartede Don Ranudo sin Frue, skønt
hun —• der efter Holberg saa absolut er den
værste af de to — etsteds siger, at hun altid
har bildt sig ind, at hun havde fornedret
415
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
