Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1940—1941. Stadig Grøde i dansk Dramatik — Bodil Ipsen og Holger Gabrielsen som Iscensættere. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Fot. Mydtskov.
Carl Alstrup i Jeppe paa Bjerget.
Folketeatret.
definitivt brudt med Revuernes golde og
kolde Opvisninger og annekterer langsomt,
men sikkert det rigtige Teaters store Roller.
Det er at haabe, at vore Teatre — ja, hvorfor
ikke ogsaa Det Kongelige? — vil støtte ham
i hans idealistiske Fremadstræben paa den
sande Kunsts Bane.
Thorvald Larsen og hans Folketeater
spillede videre Lenore Coffee og William
Joyce Cowens Familiebillede. Det
amerikanske Ægtepar har ogsaa skrevet
Drejebogen til Cecil B. De Milles Film Korsets Tegn,
og dermed er deres Form for virkningsfuld,
men banal Dramatik tilstrækkeligt
karakteriseret. I den danske Opførelse faldt
Familiebilledet paa Grund af en umulig
Iscenesættelse, og fordi Else Skouboe spillede Jomfru
Maria som den himmelsk skønne, evigt unge,
æterisk blufærdige Guds Moder, helt imod
Forfatterens robuste Tegning af Maria som
en travl Husmoder i en evindelig Duft af
Stegning og Bagning. Ellen Gottschalk burde
have spillet Rollen.
Mere Held havde Folketeatret med George
S. Kaufmans og Moss Harts Manden der
kom til Middag, hvori Johannes Meyer
agerede den feterede Radiotaler Sheridan
Whiteside, en Kraftpræstation, dog mere Kraft
end Præstation. En anden Gang
Stjernekomedie serverede Marguerite Viby, sød, kæk,
fræk, i Titelrollen i det italienske Lystspil
Scampolo af Dario Niccodemi. Et smukt
Pius til Teatrets Repertoire lagde Opførelsen
af Bjørnstjerne Bjørnsons Naar den ny
Vin blomstrer, hvorfra man husker Maria
Garland som Fru Arvik og Lis Smed som
Helene.
Apolloteatret forsøgte sig som ambitiøs
Scene med Opførelsen af Kjeld Abells og
Poul Henningsens Guderne te’er sig, en
Modernisering af Fader Holbergs nogel
spekulative Alderdomskomedie Plutus. Der var
blevet et charmerende Legespil ud deraf,
muntert ironisk-romantisk Teater. Men
Meningen med det var en Smule uklart udtrykt,
og jeg tror, det faldt paa sin Dunkelhed.
Charme gør det ikke alene. Samuel Besekow
havde sat det i Scene som den behagelige
Drøm, det skulde være.
Ude i Frederiksberg Allé genaabnede Fru
Betty Nansen med en vældig Hekatombe af
Løfter paa Papiret. Kun et Par af dem blev
indfriede. Hun indledede med
Oehlenschlägers brogede, naive Folkekomedie Dronning
Margareta, som uden Staffage, festlige
Dekorationer, flotte Masseoptrin faldt noget
pauver ud. Hendes egen Iscenesættelse frelste,
hvad der frelses kunde. Den unge, lovende
Karl Gurstov var fortrinlig som Dronningens
falske Søn.
En dansk Nyhed, Karl Schlüters
Polarsvindlere — med den tomme Herosdyrkelse
som Motiv — faldt med et Brag. — Og mere
er der ikke at antegne fra Betty Nansen
Teatret.
Frederiksberg Teater med Svend Melsing
som Direktør lever i en Enklave for sig selv
som et omhyggeligt ledet
Underholdnings-teater uden Stjerner, hvilket dog ikke
betyder, at det til Gengæld inviterer paa
ypperlig Ensemblekunst, hvad somme synes at
formode. Den folkelige, ikke alt for
»kunstneriske» Skuespilkunst har sit Hjemsted i
det lille Teater. Solidt foldede den sig ud i
et Par Forestillinger som Gustav Wieds
Hendes gamle Naade med Karen Poulsen og
Eyvind Johan-Svendsen og i den flintrende
usædelige engelske Klassiker En Kone fra
Landet af William Wycherley med Berthe
420
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
