Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Sigrid Neiiendam. Et Portræt. Af Henri Nathansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigrid Neiiendam
Kunst. I den lille »Hovedstad», Stege, paa det
hjemlige Møen havde hun kun set Dilettanter
og omrejsende Smaaselskaber, paa Højskolen
havde nu og da en gammel veltjent
Skuespiller givet Gæsteoptræden med Foredrag af
hjemlige Klassikere. Hun mødte altsaa til
Optagelsesprøve paa det kgl. Teaters
Elevskole med et Naturbarns ubekymrede
Selvtillid og uberørte Mennesketillid. Heldet vilde,
at de første, hun traf paa af Teatrets Folk,
var William Bloch og Olaf Poulsen — den ene
Kultur, Beherskelse, Race, — den anden
Natur, Fantasi, Geni. Udover disse to
Kunstnere var Teatret præget mere af Tradition
end af Liv. Det kaldtes vel ved festlige
Lejligheder »Holbergs Hus», men Holberg
opholdt sig — ligesom Oehlenschläger -—■ mere
udenfor end indenfor, helt stueren havde han
aldrig været i denne Bureaukratiets og
Bourgeoisiets Højborg med den fornemme Titel
uden andet og mere end et højst platonisk
Forhold til Landet og Folket. En udpræget
Residensscene med Hoffolk, ministerielle
Embedsmænd, højere Militære og lignende
Sagkyndige i Spidsen, med et Repertoire i
efter-romantisk eller fransk-borgerlig Salonstil og
et Ensemble, afstemt efter dets Publikums
Dannelse og Smag, velopdragne og velklædte
Damer og Herrer af »Selskabet», hvis
Munterhed var en letkonverserende Ironi, og hvis
Alvor var ægteskabelige eller
ikke-ægteska-belige Opgør i det franske Dramas
lidenskabsløse Ordfyrværkeri med Knaldeffekten i
Skuespillets scène à faire i sidste Akt — og med det
Ibsenske Mørkekammer som et uønsket
memento mori i Baggrunden.
Mellem disse Kulisser passede Sigrid
Neiiendam kun daarligt ind — i de 5 Sæsoner fra
1891—96 hun var ved Teatret naaede hun
kun at spille et Par Holbergske Smaaroller
og gjorde forøvrigt en Slags Statisttjeneste i
det mere moderne Repertoire. Bloch og Olaf
Poulsen stod vel trofast ved hendes Side,
lærte hende, hvad der kan læres, men naar der
ikke er Brug for Talentet, har selv en Kejser
tabt sin Ret. Hun forlod da det kgl. Teater
og gik til Dagmarteatret og oplevede der sit
første Gennembrud som Johanne i
Leth-Hansens Skuespil Ungdomsleg.
Lykken havde for første Gang været hende
gunstig. Bloch var ledig og delte
Instruktionen med Bjørn Bjørnson, der var hentet ned
fra de høje Fjælde til Stuktemplet i
Jernbanegade. Under Blochs kultiverede Beherskelse
af Situationer og Sammenspil og Bjørnsons
Madam Faur holt i »Sind».
fantasifulde Impulsivitet og Inspiration, der
kaldte Talentet frem hos den enkelte,
fremstod da den første landlige og folkelige unge
Pige paa den danske Scene. Det var ikke den
landlige Ingenue, som man havde set
fremstillet paa Kongens Nytorv med kejtede
Manerer og komiske Betoninger i »Dialekten» —
det var selve Landet, der aandede gennem de
aabne Døre, og Blæsten, der strøg gennem
Vinduerne, saa Gardinerne viftede levende i
Lufttrækket. Og midt paa Scenen stod en
sund og stærk, en rund og varm Højskolepige,
der udstraalede Liv og Lys til alle Sider, en
Udsending fra den levende Kunst, der var
vendt tilbage til Naturen og lod Hovedstaden
høre Landets og Folkets uforfalskede Tone og
Tale, som havde været banlyst i Teatrenes
Saloner og Boudoirer.
Men ogsaa Dagmarteatret var i Maal og
Midler Hjemsted for borgerlig Tradition. Ikke
just Bourgeoisiets kunstneriske Tilflugtsrum,
snarere Bedsteborgerskabets aandelige Asyl,
lidt mindre raffineret maaske af Smag, men
dog med en snobbet Trang til at efterligne og
203
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
