Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Sigrid Neiiendam. Et Portræt. Af Henri Nathansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henri Nat hansen
Snasken, der duftede af 01, Kaffe, Tobak og
Gulvsand og lod sin Udsmiderrøst brage som
et Tordenskrald gennem det kongelige Rum,
da føltes det som om hundredaargammelt
Spindelvæv af Tradition og Reaktion rystede
indigneret i Sofitterne ved Lufttrækket fra
hendes skingrende Trompet og hæmningsløse
Natur.
Og endelig hendes Magdelone i Den
Stundesløse, den festligste Præstation i Sigrid
Neiiendams komiske Repertoire. Et barokt
løssluppent Humør i højeste Potens prægede denne
Skikkelse, som indenfor snævere Rammer
kan sammenstilles med Olaf Poulsens Tobias
Hikke og von Buddinge. Som Olaf Poulsens
Talent kom kraftigst og saftigst til Udtryk i
Roller, hvor hans komiske Kæmpefantasi,
sprængfyldt til Randen af Sandsynlighedens
Grænse, kunde boltre sig frit i Skikkelser af
tilsvarende Dimensioner, saaledes skabte
Sigrid Neiiendam her sin mest oprindelige Figur
i sit Holbergske Repertoire uhæmmet af
Overlevering, frigjort for Tradition — som Olaf
Poulsens Harlekin i De Usynlige var det for
sin Tid — begge Genskabninger i den unge
revolutionære Holbergs Aand, før Barontitlen
havde bragt hans kaade og frække Stemme
til Tavshed. Her i denne Rolle slog Sigrid
Neiiendam igennem Litteraturhistoriens
klassiske Snobberi for de Afdøde og afstøvede og
afvaskede Fader Holberg, saa det overmalede
Ungdomsbillede straalede, nyskabt og
lyslevende, for vore Øjne med unge friske Farver
i Blik, om Mund og paa Kind. Som hun stod
dér med oprakte Arme og fremstrakt Hals,
lignede hun en stor tung Fugl, der løfter
Vingerne til henrykt Flugt op mod den
syvende Himmels ægteskabelige Dobbeltseng i
det Fjerne. Som Olaf Poulsen i Kraft af sin
Naturs Overskud vovede at overdrive
Overdrivelsen hos Shakespeare, Holberg og
Hostrup, saaledes overdrev ogsaa hun her sin
Holberg i sikker Tillid til, at det Vovemod,
der er Talentets Vuggegave, kunde ophæve
den jordbundne Tyngdelov og give Vingerne
Flyve- og Bæreevne.
Af Sigrid Neiiendams Repertoire indenfor
Karakterfaget hæver Moderskikkelsen sig frem
i det store Format, Tyendeskikkelsen i det
mindre. Tre Figurer indenfor
Moderskikkelsen viste paa en Gang hendes Evne og hendes
Begrænsning.
Som Fru Levin i Indenfor Murene, det
baade lune og faste Centrum i Hus og Hjem,
evnede Sigrid Neiiendam ikke at levendegøre
den særlig jødiske Type, fordi dennes Form
og ydre Væsen i Plastik, Mimik, i Replikens
Rytme og Melodi bunder i et Milieu og i et
Temperament, der var hende fremmed -— et
Spil mellem Alvor og Spøg, Vemod og Ironi,
Forstand og Følelse med en Underbund af
Lunhed og Lune. Hun havde ikke som
Johannes Poulsen i samme Skuespil Fantasiens
Evne af Mod og Kraft til gennem Intuition
og Inspiration at indkapsle sig, ja at
inkorporere sig i et Væsen udenfor hjemlig kendt
Art og Oprindelse. Hun valgte da at gaa fra
de specielle Træk i Temperament, ydre
Væsen og Form ned til Grundfølelsen i det
menneskelige, det almene Udtryk for
Moderfølelsen, bortset fra Race, Temperament,
Milieu — den Følelse, der som alle oprindelige
Instinkter er den samme, hvad enten Kuløren
er hvid eller sort, rød eller gul. Som den ægte
og ærlige Kunstner hun er, tog hun ikke til
Takke med en sammenflikket Teaterfigur af
kendte og kære »jødiske» Træk i Maske, Mæle,
Gebærder — hendes eget moderlige Instinkt
gled gennem Indleven i de dybeste Lag af
Skikkelsens Sjæleliv og gennem hendes paa
en Gang huslige og hjemlige Samfølelse med
Figuren over i Skikkelsen og fyldte dens Indre.
Og her kom denne hendes menneskelige
Samfølelse med Skikkelsen hende til Hjælp og
gav i det almene Udtryk Erstatning for den
specielt kunstneriske Indføling. Sigrid
Neiiendams Udtryk for Følelseslivets Bevægelser
er nemlig som det jødiske uden
Sentimentalitet, uden altfor overstrømmende Hede i
Tone og Adfærd, i Ord og Kærtegn, bundende
i en egen sky og blufærdig Begrænsning eller
Beherskelse. Og derigennem, gennem denne
Skikkelsens Undertone i det skjulte
Sjæleliv gav hun Figuren en egen Vægt og Kraft
af personlig Garanti og almenmenneskelig
Autoritet.
Noget lignende gjaldt den anden store
Skikkelse i hendes moderlige Rollefag, Fru Bohn
i Andersen Nexøs Skuespil Folkene paa
Dangaarden. Rollen er som skrevet for
Sigrid Neiiendams Evne til Karakterisering af
den specielt landlige Type, Vogteren ikke saa
meget af Hus og Hjem som af Slægtens
Ejendomsret til Gaard og Gods. I Stykkets første
Akter levendegjorde hun Skikkelsen i Kraft
af sit Kendskab til Milieu og Atmosfære, sin
Samfølelse med Typen i sin sejge Styrke, dens
praktiske Formaal og ukuelige Herskervilje.
Hun gik og stod der i Gaardens kolde,
uhjemlige Stuer, hvor Forfaldet og Undergangen
206
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
