Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Sigrid Neiiendam. Et Portræt. Af Henri Nathansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henri Nat hansen
en ligeledes indlagt Operabassist, der med
Dommedagsbasun udskraalede
Oehlenschlägers udødelige Strofer i uforstaaelige Brøl —
midt i denne larmende og dog genfærdsagtige
Kulisseromantik tullede Sigrid Neiiendams
lille buttede Almuekvinde, Oehlenschlägers
»Morlil» omkring som det eneste Bud fra
Livet og Virkeligheden i det straalende og
skraalende Ispahan.
Og saaledes blev det da hende, der i den
østerlandske Morgianes Lignelse overførte
Blod af sit sunde Blod og Aand af sin folkelige
Aand til Eventyret, og som igennem denne
Moderskikkelse af Folket — med hele Almuens
godhjertede og snakkesalige Væsen, med dens
usnobbede og ukuelige Humør, dens Lader og
Tale, med dens Overtro og barnlige
Fromhed og dens praktiske Sans for Dagen og
Vejen — gav Oehlenschlägers Drama tilbage
fra Teatret til Livet. Gennem Sigrid
Neiiendams Fremstilling forstod man Baggrunden
for hele Oehlenschlägers Overførelse af
Eventyret fra iooi Nat — det smaaborgerlige
København indenfor Voldene og Slottet udenfor
»Byens Port», hvor Aladdin som lille Dreng
gik og ventede paa at fange et Glimt af
»Sultanen» og de smaa lyshaarede Prinsesser. Og
først da forstod man tilfulde de sidste Linjer
af det Oehlenschlägerske Drama, hvor
Aladdin, folkelig jævnt og sønlig smukt, midt
under Forberedelsen til Kroningsfestlighederne
beder sin Elskede om at vandre med ham til
Kirkegaarden for sammen at dvæle et
Øjeblik »paa Morgianes Grav ved Hyldetræet».
Der er to Veje, ad hvilke Kunsten giver sig
Udtryk. Den ene Fantasien, der — naar
Livet rækker den sin Lillefinger — selv udfylder
Resten af Skikkelsen. Den anden er
Erfaringen, der gennem Kundskab om Livet og
Kendskab til Menneskene ved Tankens
Søgelys opklarer Skikkelsens Kroge og Dybder.
Medens Fantasien, hvis Udspring er Synskhed,
finder »med Lethed, ved et Under» og derved
virker med hele Skitsens Friskhed, dens
musikalske og maleriske Ynde, søger Erfaringen,
hvis Grundlag er Selvsyn, Skridt for Skridt
gennem Fordybelse til Bunds og skaber det
færdige Kunstværk, der virker ved sin Vægt
og plastiske Harmoni.
To Digtere har hver for sig udfra deres
særegne Natur og Aand givet Udtryk for deres
Syn paa Kunstens Midler og Maal.
Oehlenschläger gennem disse Linjer i
Aladdin:
Naturens muntre Son er Lykken næst,
hvorefter Nattens Grubler flittig grunder,
naar Solen slukkes i det blege Vest,
det finder han med Lethed, ved et Under.
Og Goethe med disse Ord af den gamle
Mester til den unge Kunstner i Künstlers
Apotheose:
Dem glücklichsten Genie wird’s kaum einmal
gelingen
sich durch Natur und durch Instinkt allein
zum L’ngemeinen aufzuschwingen:
Die Kunst bleibt Kunst! Wer sie nicht durch-
gedacht,
der darf sich keinen Kunstler nennen.
Hier hilft das Tappen nichts: eh’ man was Gutes
macht,
muss man es erst recht sicher kennen.
Det var ad denne sidste Vej, Sigrid
Neiiendam skabte sin Morgiane.
Og det blev i denne Karaktertegningens
plastiske Form og rummelige Indhold af Kraft
og Vægt, at hun i de sidste Aar afrundede og
afsluttede sit kunstneriske og menneskelige
Væsens Udtryk for Ansvars- ja,
Andagts-følelse overfor Kunsten og Livet.
. . . Jeg sad en Aften i min Stue. Jeg havde
nok hørt, at der blev ringet paa og lukket
ind, men jeg skelnede ingen Stemmer derude
i Entréen. Lidt efter blev der banket paa og
en stille Skikkelse gled ind i Lampelyset.
Foran mig stod Sigrid Neiiendam. Hun, hvis
Stemme ellers gjaldede paa lang Afstand
gennem Stuerne, stod nu dér med et fint hvidt
Sjal over den sorte Kjole, med Ansigtet lagt
i andægtige Folder og de blaa Øjne ligesom
svøbt i Taage. Hun tog Plads i .Sofaen og
spurgte uden Indledning, om jeg vilde høre
en ny Rolle, hun lige havde faaet. Det var
det gamle Tyende, Lene, i Kaj Munks
Ege-lykke. Og fra sin Plads i Sofaen ved Lampens
dæmpede Lys i Aftenstilheden gengav hun
da Scenerne mellem Lene og Grundtvig:
Grundtvig: Længes du aldrig efter Jylland?
Lene: Sgi fjætt med at længes.
Grundtvig: Hvorfor rejser du saa ikke derover
igen?
Lene: A kan vel ikke tage fra æ Dreng. En
skal passe det, Herren har sat en til. Det er vel
æ Mening med det hele.
Grundtvig: Ved du da, om der er nogen Mening
med det hele?
Lene: A tror, der er den te En skal gore hans
Pligt.
Grundtvig: Men Lene da! Hvordan kan et
Menneske tro paa Gud efter det?
Lene: Herren kan gøre, ihvad han vil, det er og
bliver Ret alligevel, ellers var lian jo ikke Herren.
— Men a skal hjem. Æ Dreng skal i Seng.
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
